Anmeldelse: Samsung Galaxy S20 Ultra er for meget af det gode

Samsung Galaxy S20 Ultra er mobilen, som har det hele – med top på. Så hvorfor er Søren Bang Hansen ikke i ekstase?

Samsung Galaxy S20 Ultra
Offentliggjort

S20 Ultra er på alle måder en ekstrem telefon.

Man mærker det, så snart man samler den op. Mobilen er næsten 17 centimeter lang, otte centimeter bred og en centimeter tyk. Den kan kun akkurat gribes i en hånd – og helst ikke for længe, for vægten nærmer sig det kvarte kilo (220 gram).

Trods det diskrete farvevalg (grå eller sort) og et afrundet design med glas for og bag fremstår telefonen som en kolossal klods. Bagsidens kamerapukkel er så massiv og fremtrædende, at iPhone 11 Pro pludselig virker helt elegant, når man lægger den ved siden af.

Under kamerapuklen finder vi inskriptionen: ’Space Zoom 100x’. Der kunne lige så godt have stået ’Overkill’. Det samme gælder opløsningen på op til 108 megapixel. Tag ikke fejl: Kameradelen er fremragende – og nok kun overgået af Huawei P40 Pro (som indtil videre er uinteressant, da den mangler adgang til Googles app-butik). Men det er tydeligt, at Samsung denne gang har lyttet for meget til marketingafdelingen – og for lidt til fysikkens love.

I praksis får du gode billeder med fire gange zoom, og med en rolig hånd kan 10 gange også bruges. Dette er i sig selv en bedrift – og bedre end de fleste konkurrenter. Men resten er digital hokuspokus, og hver gang vi skød efter månen (bogstaveligt) med op til 100 gange ’space zoom’, blev resultatet udtværet – også med stativ. Til gengæld så det fint ud i søgeren, så mobilen kan faktisk bruges som kikkert.

Vidvinklen er meget brugbar til landskabsbilleder, og den høje opløsning giver god mulighed for efterfølgende at beskære motivet. Når mørket sænker sig, rammer iPhone dog en mere naturlig balance mellem lys og skygge. Selfiekameraet er også bedre på de nye iPhones.

Videokameraet kan indfange optagelser i 8K, men hvor skal de afspilles og redigeres? Overkill igen. Det skal dog ikke spolere glæden ved de fine 4K- og HD-optagelser, som nyder godt af den indbyggede stabilisering.

En interessant nyskabelse er, at du med et enkelt tryk kan sætte mobilen til at indfange både video og fotos i flere varianter. Det er fint til uforudsigelige motiver som børn og dyr, hvor du ofte får en masse pletskud, du ikke ville have fået med en anden mobil.

Som altid med Samsung er AMOLED-skærmen (6,9 tommer) fremragende. Det lillebitte hul til frontkameraet generer mindre end normalt, fordi telefonen er så stor og aflang (20:9-format). Skærmens opdatering kan skrues op til 120 Hz, som giver ekstra jævnhed og skarphed ved bevægelser, fx når man ruller ned gennem websider.

Fingersensoren er skjult under glasset, og den er ikke så kvik som de bedste. Tilsvarende er frontkameraets ansigtsgenkendelse ikke nær så sikker og effektiv som på iPhone.

Ellers er teknikken hentet fra allerøverste hylde. Du får masser af lagerplads (128 GB + op til 1 TB microSD) og regnekraft. Alligevel holder batteriet let til en dag eller halvanden – fordi det er så kæmpestort (5000 mAh). En ting, der ofte glemmes, er samtalekvalitet og og antenneforbindelse, som her er mærkbart bedre end på iPhone.

Telefonen understøtter sågar 5G. Men har du noget at bruge det til? Og begynder her at tegne sig et mønster?

S20 Ultra er en fremragende mobil, men den tynges af flere overambitiøse tilføjelser, som i praksis har tvivlsom værdi. Ganske vist tilbyder Samsung to endnu mere ’ufornuftige’ køb i form af Flip og Fold, men de skiller sig tydeligt ud med deres foldbare skærme. Ultra'en lander mere usikkert mellem de to stole: fascination og fornuft.

De ting, du betaler ekstra for i forhold til seriens mindre modeller, S20 og især S20+, er dem, der tilfører mindst reel værdi. Så konklusionen herfra kan kun blive en klar købsanbefaling – til de to mindre modeller.

Samsung Galaxy S20 Ultra koster cirka 9.800 kroner.