Apple præsenterede tidligere på ugen iOS 14, en opdatering af deres styresystem til iPhones.
Og det er ikke nogen petitesseomgang, faktisk er den ret omfattende.
Mest centralt i opdateringen er hjemmeskærmen, som der er blevet løsnet lidt op i, og så et par funktioner, der skal gøre det nemme at finde rundt i og anvende sine apps.
Annonse
Nå, først til hjemmeskærmen: Den skal i iOS 14 i højere grad kunne justeres efter ens eget forgodtbefindende. Hvor man før har måttet tage til takke med at kunne rykke rundt på diverse apps, kan man nu indstille såkaldte widgets i forskellige størrelser og med forskellige informationer (som fx tal om din daglige fysiske aktivitet) rundt om de velkendte app-ikoner.
Og så til de to funktioner, der skal gøre noget godt for appsne.
Den første er et bibliotek, der vil være placeret på den sidste side af hjemmeskærmene, og som vil indeholde alle ens apps, fordelt efter algoritmiske forslag, nyligt downloadede og så videre samt en alfabetisk sorteret søgefunktion, så man hurtigt og nemt kan finde dén app, som af en eller anden grund altid forsvinder i moradset af alle mulige andre smarte sager.
Nummer to er, hvad Apple selv har kaldt for App Clip. Det går kort og godt ud på, at man i tilfælde, hvor en app kun skal benyttes ultrakort (fx et simpelt, godkendende swipe), kan få lov at gøre det, uden at hele appen partout skal åbnes.
Herudover er der også gjort lidt ved Kort-appen, Messenger, privatlivsfunktioner samt nogle andre småjusteringer.
iOS 14 har ikke fået nogen eksakt premieredato, men vil blive tilgængelig engang til efteråret, lyder det fra Apple.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.