Google Ara

Ud af boksen: Googles ny smartphone er designet til at holde for evigt

Ara ligner ikke de andre drenge i klassen. Og du kan selv være med til at designe den.

Google Ara
Offentliggjort

Hvad der var nyt i går er ikke blot gammelt men decideret forældet i morgen. Den parole er efterhånden til at genkende inden for teknologiens verden.

Men den tanke vil Google gøre op med i form af deres nyeste smartphone, der hedder Ara. Den skal kunne tilpasse sig ejerens behov og den generelle teknologiske udvikling, så den lever længere, end de telefoner, som vi kender til i dag.

Modellen har været under udvikling de seneste par år, og Google vil i slutningen af 2016 være klar med en model, der består af et grundlæggende 'korpus', hvori processor (CPU), grafisk enhed (GPU), antenner, sensorer, batteri og display ligger samlet. Alt andet hardware bliver aftageligt og dermed udskifteligt.

Den funktion kommer både ejeren til gode i forhold til telefonens holdbarhed i længden, og ikke mindst hvilke behov for indhold og design man har, skriver Google på hjemmesiden for Ara, hvor du også kan se en video, der viser hvordan de forskellige moduler kan bruges som alt fra højtalere til optagere og kamera.

Det kommer i praksis til at fungere således, at telefonen har seks felter til modulerne, som sidder fastspændt med magneter. Disse moduler kan så skiftes ud efter, hvad du har brug for. For eksempel kan du indsætte en nyere version af et kamera eller lignende opdateringer.

Et designfirma fra San Francisco ved navn Lapka har allerede nu givet deres bud på syv sundheds-moduler, som kan hjælpe dig med at måle alt fra luftkvalitet, UV-niveauer og din hjerterytme. Dataen samles fra modulerne bagpå og samles til brugeren via forsideskærmen, som også ser ud til at være aftagelig. Samtidig viser Lapka også, hvordan der er mulighed for at designe telefonen personligt.

Designfirmaet Lapkas ide til design af Ara-telefonen.

Ideen til telefonen synes måske åbenlys, men de aftagelige hardware-moduler blev først for alvor sat i søen af designeren Dave Hakkens i samarbejde med Motorola tilbage i 2013 kort efter, han havde præsenteret sin ide til Hollands Designuge selvsamme år.

Motorola er ejet af Google, og det er derfor Google nu er med inde over projektet, som i dag er endt med at gå under navnet Ara.

Ara vil i første omgang blive sendt ud som prototyper til udviklere uden for Google i slutningen af 2016, der kan være med til at forme morgendagens telefon. Og i løbet af 2017 vil den komme til salg til private købere.

LÆS OGSÅ: Nu er det her: Uret der vækker dig med friskbrygget kaffe

LÆS OGSÅ: 22 stilikoner du skal følge på Instagram

LÆS OGSÅ: Nu kan du regne ud, hvor meget tid du totalt har brugt på Facebook

Se, hvad vi ellers skriver om: Google og Smartphone