Z2 er stor, tung og kantet. Men takket være det stramme formsprog med metalramme og glas på begge sider fremstår den alligevel let og elegant. Den runde afbryderknap er i sig selv et lille kunstværk. Fås i sort, hvid og lilla.
Annonse
BILLEDE OG LYD
Den store skærm viser fin skarphed og natur-lige farver, også fra skæve vinkler. Sony har heldigvis droppet deres sædvanlige plastfilm, som tiltrækker støv og ridser. De frontvendte højttalere overgås kun af HTC One.
I BRUG
Sonys brugerflade ligger ret tæt på den rene Android-oplevelse, og de fleste afvigelser virker gennemtænkte. Betjeningen er kvik og responsiv, godt hjulpet af bomstærk teknik.
KAMERA
Med hele 20,7 megapixel får du sprøde detaljer i sollys. Og mere overraskende: flot gengivelse af mørke motiver. Dette er et af markedets bedste mobilkameraer. Video kan indfanges i 4K, så minderne matcher fremtidens fladskærme.
Annonse
FINESSER
Z2 kan overleve en halv time på halvanden meters ferskvand, så du kan trygt hive den frem i regnvejr, tabe den i wc-kummen og skylle den ren under hanen. Batteriet klarer selv de længste dage.
DOMMEN
Z2 er en teknisk kraftanstrengelse. Kameraet er stærkt og alsidigt, og med storskærm og stereohøjttalere har du en habil lommebiograf. Men HTC One bliver testvinder, fordi den er mere handy.
System: Android. Mål: 147 x 73 x 8 mm (163 g). Skærm: 5,2”(1.920 x 1.080). Kamera: 20,7 megapixel. Lager: 16 GB (kan udvides). Pris: ca. 5.000 kr. Info: kortlink.dk/e7v2
HTC One M8
FORM
Annonse
Kvaliteten er exceptionel med børstet aluminium, der smyger sig tæt op mod skærmen. Findes i mørkegrå, sølv og en rødlig guldvariant. Det er synd at skjule den bag et omslag, men hvis det skal være, tilbyder HTC et skægt dot view cover med små huller i fronten.
BILLEDE OG LYD
Skærmen er vokset en anelse, men touch-knapperne er rykket op, så de stjæler lidt af pladsen. Billedkvaliteten imponerer med sprøde detaljer og naturlige farver. Lyden fra frontens to højttalere klinger her endnu mere dynamisk end på forgængeren. Det findes ikke bedre.
I BRUG
HTC’s brugerflade er mere stringent end de fleste Android-mobiler, og mobilen har så mange kræfter, at man ikke oplever forsinkelser. Blinkfeed samler dine foretrukne nyheder og opdateringer på startskærmen i en indbydende collage, og betjeningen byder på mange fine genveje.
KAMERA
Som før leverer kameraet kun 4 megapixel. Disse såkaldte ultrapixel er større end normalt, hvilket er en gevinst i mørke. Men i dagslys er opløsningen en begrænsning, især hvis man vil beskære eller forstørre billedet. En linse på bagsiden opfanger dybdeinformation, så man kan ændre fokus, efter at billederne er taget. Det virker ikke perfekt, men bedre end hos konkurrenterne.
FINESSER
Officielt er den nye One ikke vandtæt, men videoer på nettet tyder på, at den er godt beskyttet mod vand og støv. I toppen sidder et infrarødt øje, der kan styre dit tv- og musikanlæg. Batteriet holder let gennem en lang dag, og med sparefunktionen kan man få helt op til 14 dages standby.
DOMMEN
Kameraet skuffer i dagslys, men brillerer ofte i mørke, og den ekstra linse giver fascinerende muligheder. Det komfortable kraftoverskud, batteriets lange levetid og de suveræne højttalere tæller også på plussiden. Men i sidste ende er det designet, der sikrer sejren. Dette er ikke bare en af verdens stærkeste mobiler. Det er også den smukkeste.
System: Android. Mål: 146 x 71 x 9 mm (160 g). Skærm: 5” (1.920 x 1.080). Kamera: 4 megapixel-Lager: 16 GB (kan udvides). Pris: ca. 5.000 kr. Info: kortlink.dk/e32a
Samsung Galaxy S5
FORM
Mens konkurrenterne flotter sig med glas og aluminium, er Samsungs telefoner stadig pakket ind i plast. S5 er ikke grim, den ligner bare ikke noget, der har kostet 5.000 kr. Men plasten holder vægten nede, og bagklappen kan tages af.
BILLEDE OG LYD
Skærmen er en smule større end forgængerens og lettere at aflæse i solskin. Knapperne sidder under skærmen, så man undgår spildplads. Lyden fra den spinkle monohøjttaler er en tynd omgang.
I BRUG
Selv om S5 på papiret er en af markedets hurtigste telefoner, oplever man af og til, at menuerne tøver en anelse. Forklaringen er nok de omfattende tilføjelser på Google-systemet. Vi er langt fra den rene og åbne Android.
KAMERA
Med 16 megapixel leverer S5 sprøde detaljer. Her er nem adgang til de vigtigste indstillinger, men ofte skal man vente for længe på at blive skudklar. Video kan indfanges i 4K, men optagelsen virker lidt ujævn.
FINESSER
Her får du både vandtæt indpakning, infrarød sender og en fingeraftrykslæser, der dog er knap så pålidelig som på iPhone. Bagsidens fingerspidspulsmåler er ret ubrugelig i praksis, men batterisparefunktionen er fin.
DOMMEN
S5 er stærk og vandtæt med skøn skærm og lang batteritid. Dette er en dyr telefon i billig indpakning, men den afrundede plastskal gør den lettere og mere handy end mange mindre konkurrenter.
System: Android. Mål: 142 x 73 x 8 mm (145 g). Skærm: 5,1” (1.920 x 1.080). Kamera: 16 megapixel. Lager: 16 GB (kan udvides). Pris: ca. 5.000 kr. Info: kortlink.dk/e5k4
Nokia Lumia 1520
FORM
Dette er Nokias første phablet – altså en krydsning mellem telefon og tablet. Det solide polykarbonat har en blød og behagelig overflade, og de afrundede kanter sikrer et godt greb om kolossen. Fås i sort, hvid, rød og gul.
BILLEDEOG LYD
Den store skærm er glimrende til film, spil og e-bøger. Farverne funkler på en bund af dyb sort, også fra skæve vinkler og i sollys. Lyden fra den enlige højttaler er klar og dynamisk, men altså ikke i stereo.
I BRUG
Startskærmen med dynamiske felter gør sig fint i denne størrelse, og mobilen lystrer straks dit mindste fingerstrejf. Det tynde app-udvalg er dog stadig en alvorlig svaghed ved Windows-mobilerne.
KAMERA
Med høj opløsning, stor sensor og optisk stabilisator får du fremragende fotos under de fleste forhold. Billederne kan endda gemmes i entusiasternes foretrukne RAW-format. Vi savner kun 4K-video.
FINESSER
Teknisk er dette den mest komplette Windows-mobil til dato, og batteriet holder let en dag eller to. Af andre bonusser skal fremhæves Nokias navigation, Microsofts Office-pakke og den tætte integration med Microsofts net-tjenester.
DOMMEN
Som med mange andre Nokia-modeller er det især kameraet, der imponerer. Hvis du kan leve med Windows-platformens begrænsede app-udvalg, er dette lige nu markedets bedste phablet.
System: Windows Phone. Mål:163 x 85 x 9 mm (209 g). Skærm: 6” (1.920 x 1.080). Kamera: 20 megapixel. Lager: 32 GB(kan udvides). Pris: ca. 4.500 kr. Info: kortlink.dk/e8ab
Google Nexus 5
FORM
Den nye Nexus er forholdsvis lille og let. Vi lånte udgaven i knaldrød plast, der fremstår meget Nokia-agtig uden dog at være helt så gedigen. De keramiske knapper på kanten er en spøjs detalje. Fås også i sort og hvid.
BILLEDEOG LYD
Billedet står skarpt og går helt ud til kanten, men farverne udvaskes en anelse fra skæve vinkler. Hvad der ligner to højttalere, viser sig desværre at være en enkelt, så lyden skuffer.
I BRUG
Det særlige ved Nexus er, at du her får den rene Android-oplevelse uden de tilføjelser, producenterne normalt læsser på. Det giver en stringent og kvik brugeroplevelse. Største svaghed er batteriet, som ofte kræver strøm midt på dagen.
KAMERA
Kameraet er bedre end i tidligere Nexus-modeller. Den optiske stabilisator er en stor fordel i svagt lys, og med auto awesome kan mobilen automatisk peppe dine billeder op med sjove og nyttige effekter.
FINESSER
En unik fordel ved at have en ren Google-mobil er, at man ikke skal vente (måske forgæves) på nye udgaver af Android (i skrivende stund 4.4 KitKat). Ellers er det småt med finesser, og lageret kan ikke udvides.
DOMMEN
Google har fået LG til at producere telefonen, og teknisk minder den meget om LG’s egen G2, der har større batteri og bedre skærm. Er du til den rene Google-vare, er der dog ingen vej uden om Nexus 5.
System: Android. Mål: 138 x 69 x 9 mm (130 g). Skærm: 5” (1.920 x 1.080). Kamera: 8 megapixel. Lager: 16 eller 32 GB. Pris: 2.600-3.000 kr. Info: kortlink.dk/e8f8
LG G Flex
FORM
Banan-profilen vækker opsigt, og trods størrelsen ligger G Flex fint i hånden, næsten som et gammeldags telefonrør. Knapperne til afbryder og lydstyrke sidder på bagsiden, som er af selvhelende plast, hvor små ridser forsvinder af sig selv.
BILLEDE OG LYD
Den buede skærm øger indlevelsen i film og spil, men skarpheden halter. Billedet skæmmes af en grynet plamage og en tydelig efterglød, hvor konturer bliver hængende som skygger i flere sekunder. Højttaleren imponerer heller ikke nogen.
I BRUG
Knapperne på bagsiden er nemme at nå, og brugerfladen har fine finesser, men også en del kiksede effekter. Den stærke teknik sikrer et minimum af forsinkelser, og batteriet holder let et par dage.
KAMERA
Lyset skal ikke være ret svagt, før billederne bliver grynede. Vi savner en optisk stabilisator. Video kan indfanges med ekstra høj opløsning, men her bliver det let et problem, at lageret ikke kan udvides.
FINESSER
Telefonen er fleksibel, så hvis du sætter dig på den, knækker den ikke. At ridser forsvinder af sig selv, lyder utroligt, men vores test med nøglebundtet viser, at magien virker i praksis. I hvert fald med overfladiske ridser.
DOMMEN
G Flex er en forfriskende nyskabelse. Men skærmgrums og efterglød holder ikke i en mobil, hvor netop skærmen er det store trækplaster. Hermed bliver telefonen en dårlig ambassadør for krumme skærme.
System: Android. Mål: 161 x 82 x 9 mm (176 g). Skærm: 6” (1.280 x 720). Kamera: 13 megapixel.
Lager: 32 GB. Pris: ca. 4.500 kr. Info: kortlink.dk/drxu