Mobilekspert: Nye iPhones vinder på kamera, men taber på design

Der kommer nye iPhones hvert år, og i år er altså ingen undtagelse. Vi rådfører os med en mobilekspert for at høre, hvad de kan.

Mobilekspert: Nye iPhones vinder på kamera, men taber på design
Offentliggjort

Kender du den indre kamp? Skal du, eller skal du ikke købe en ny telefon? Du har jo egentlig ikke brug for den. Men derfor frister Apple dig formentligt alligevel.

I går blev tre nye iPhones vist frem til Apples årlige nyhedspræsentation – iPhone 11, iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max.

Vi har spurgt mobilekspert John G. Pedersen, om du skal smide penge efter en af de nye iPhones:

”Jeg tænker to ting: De er dyre! Og kameraet er rigtig spændende. Tidligere har man fået et fornuftigt billede, når man har taget et billede med en iPhone, men det har ikke været det bedste billede i forhold til, hvordan markedet ellers er. Apple har steppet op i forhold til kameradelen, som er klart noget af det mest spændende i de nyeste telefoner, vel nok det fedeste.”

”Med det nye kamera kan man klippe, mens man optager på skærmen, så man bliver sin egen instruktør. Det er super cool, og der kommer en app til det. Det er der ikke nogen, der har lavet før. Apple tager næste skridt med kameraoplevelsen. I forhold til Apples tidligere telefoner er det her klart et skridt op af, og det gælder på hele kameradelen, både foto og video.”

iPhone 11 kommer med et dobbeltkamera-system, mens iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max kommer med et trippelkamera-system, der både har telekamera, vidvinkel, ultravidvinkel og kan optage 4K-videoer.

Ja. Og så er det også værd at nævne, at Apple ved iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max vedlægger en hurtigoplader i stedet for den der forkølede oplader, der tager en hel nat om at lade. Det er et stort skridt frem.

Jeg er skuffet over, uden at have haft devicet i hånden endnu, designet. Ud fra billederne og videoerne, så ser kameraet bagpå sgu lidt kluntet ud. Jeg synes ikke, at denne her generation af telefoner, eller sidste års telefoner, lever op til den flair for design og den ekstra detalje, som Apple ellers er kendt for. Kameraet ligner jo bare noget, der er klasket ovenpå. Jeg synes ikke, det er så pænt lavet. Det er under Apples standard.

Hvis du alligevel ikke kan lade være, så er det muligt at forudbestille de nye iPhones fra den 13. september.

En iPhone 11 kommer til at koste fra 6299 kroner, en iPhone 11 Pro fra 8899 kroner og en iPhone Pro Max fra 9799 kroner.