Nu kan du forudbestille PlayStation 5, men udgivelsesdatoen er stadig hemmelig
Samtidig er det kun eksisterende PlayStation-kunder, der kan skrive sig op.
Foto: PR
Gamere verden over er spændte som flitsbuer på at prøve den nye PlayStation 5. Siden Sony i juni ved et stort event afslørede en række detaljer om verdens mest populære spilkonsol, har spillelystne mænd og kvinder hungret efter svar på to spørgsmål: Hvornår kommer den nye PlayStation, og hvad skal den koste?
Disse spørgsmål står stadig ubesvarede hen, men det har ikke forhindret Sony i at åbne for forudbestillinger af PlayStation 5. Er man eksisterende kunde hos PlayStation kan man skrive sig op på en mailliste, hvorfra et ”begrænset” antal købere ved lodtrækning vil få muligheden for at være blandt de første, der får konsollen i hånden. For at komplicere sagen yderligere, er det for indeværende et krav, at man får sin PlayStation sendt til en adresse i USA.
Mange spekulerer i, at den endnu hemmelige pris og udgivelsesdato skyldes, at Sony leger katten efter musen med Microsoft, der også har lanceret, at deres nye Xbox Series X lander på hylderne forud for julesalget. Forvent et våbenkapløb af de helt store hen over efteråret, når Sony og Microsoft skal kæmpe om gamernes gunst.