Samsung lancerer Galaxy S20 og nye, trådløse høretelefoner

De fire nye telefoner indeholder det bedste mobilkamera fra Samsung nogensinde.

Samsung Galaxy S20
Offentliggjort

Samsung har lanceret efterfølger-porteføljen til sidste års Galaxy S10, Galaxy S20. Modellen kommer i fire modeller: S20 (4G), S20 (5G Ready), S20+ (5G Ready) og S20 Ultra (5G Ready).

Udover er være de første 5G-kompatible telefoner på det danske marked, slår Samsungs nye Galaxy-serie sig vanen tro op på at besidde et ekstraordinært godt kamera:

”Mobilbrugere tager flere billeder og vil dele mere fra deres liv. Derfor bliver et godt kamera en af de absolut vigtigste faktorer, når der vælges telefon. Med S20-serien har kameraet været i fokus for at give bedre billeder og videoer end tidligere – og for at gøre det enklere for brugerne at tage billeder i absolut topklasse,” skriver Samsung i en pressemeddelelse.

Konkret er kameraet blandt andet blevet opgraderet fra S10-modellerne med en større billedsensor, større zoom og AI-teknologi der muliggør, at kameraet kan tage billeder med alle linser samtidig.

I forbindelse med lanceringen af Galaxy S20 har Samsung også lanceret efterfølgeren til deres portefølje af trådløse høretelefoner, Galaxy Buds+. Her er modellen blevet opgraderet med længere batteritid og bedre lydkvalitet.

Priserne for en Samsung Galaxy S20 svinger helt fra 6.999 kr. til 10.499 kr for Ultra-modellen, mens den vejledende pris for Buds+ er 1.299 kr.