Test: Hvilken bærbar computer er den bedste på markedet?

For de fleste er den bærbare computer et uundværligt arbejdsredskab. Men hvilken skal du vælge? Søren Bang Hansen har testet en håndfuld forskellige modeller.

Test af bærbare computere
Offentliggjort

Microsoft Surface Laptop 3

Surface Laptop 3 fremstår endnu mere minimalistisk end MacBook Pro med sin plane front og det enkle logo på låget. Vores var sølvfarvet, men pc'en fås også i mat sort og endda med alcantara-stof på indersiden. Byggekvaliteten er i alle tilfælde imponerende. Testudgaven vejer godt halvandet kilo med en profil på knap halvanden centimeter. Her sidder et stik til USB-A og et til USB-C, hvilket er lidt pauvert for en 15-tommer pc. Modellen fås også med 13,5 tommer-skærm.

Den blanke skærm er berøringsfølsom og understøtter Microsofts Surface Pen, som dog ikke medfølger. Skærmen er også ret uegnet til håndskrift, da den hverken kan drejes 360 grader eller lægges fladt ned. Til gengæld elsker vi det høje 3:2-format, som giver bedre overblik i dokumenter end de gængse 16:9-skærme. Farverne virker lidt matte ved siden af de bedste konkurrenter, men opløsning (2496 x 1664) og lysstyrke er fin.

De lysegrå taster klikker fladt og præcist, og pegepladen er usædvanligt stor for en Windows-pc. Vi nærmer os Mac-størrelse, og præcisionen er næsten lige så god. Webkameraet har ansigtsgenkendelse, så man savner ikke en fingersensor.

Den model, Microsoft sendte os, minder teknisk om Envy x360 med Ryzen 5-processor, 8 GB RAM, 256 GB SSD og Radeon-grafik. I Microsofts indpakning er der bedre styr på støj og varme, men batteriet løb typisk tør efter blot 5-6 timer. Testmodellen med 15 tommer-skærm og AMD-teknik koster 13.000 kroner, og det er for dyrt. I den samlede vurdering koster prisen en stjerne – som du kan lægge til igen, hvis du i stedet vælger en af de mindre og billigere modeller med den mere strømeffektive Intel-teknik.

HP Envy x360

Envy er designet til at vække misundelse. Den slanke kileform dækkes af kølig, gråsort aluminium med elegant mønstrede udskæringer til de velspillende B&O-højttalere over tastaturet. Computeren vejer 1,3 kilo og måler knap halvanden centimeter på tykkeste sted. På kanten sidder to USB-A-stik, et enkelt USB-C, MicroSD-kortlæser og en praktisk skydeknap, der slår webkameraet til og fra.

Som tallet ’360’ antyder, kan skærmen drejes hele vejen rundt, så man sidder med en tablet. Dog en stor og tung tablet med (deaktiverede) taster på bagsiden. Man kan også dreje skærmen halvvejs, hvilket er perfekt, når man ser YouTube i sofaen. Den blanke skærm er følsom for spejlinger, men det er et vilkår med disse touchskærme, hvor matte overflader bare føles forkert. Farver og lysstyrke er over middel, og opløsningen (1920 x 1080) matcher fint formatet på 13,3 tommer.

De flade og firkantede taster klikker kort og præcist, men det irriterer, at mellemrumstasten klaprer, og at enter-tasten ikke sidder yderst til højre. Til højre for den usædvanligt brede pegeplade sidder en diskret fingeraftrykslæser.

Testmodellen er udstyret med Ryzen 5-processor, 8 GB RAM, 256 GB SSD og et dedikeret Radeon-grafikkort. Det sidste betyder, at maskinen kan bruges til lettere spil. Dette er langt fra nogen gaming-pc, men den ekstra alsidighed er et usædvanligt plus i dette format. Til gengæld larmer blæseren mere og oftere, end vi bryder os om. Vi fik typisk 6-7 timer ud af batteriet ved blandet brug, hvilket akkurat er godkendt.

Alt i alt en gedigen og alsidig maskine, som ser dyrere ud, end den er.

Lenovo ThinkPad T490s

Modsat de andre computere i testen har jeg ikke lånt denne her. Jeg har købt den til mig selv. Om det gør mig mere eller mindre habil, må du selv vurdere. Der er delte meninger om det stramme ThinkPad-design, men alle ser vel fornuften i den robuste konstruktion med forstærket kabinet og spildsikret tastatur. Denne testmodel, som kostede mig godt 11.000 kroner på tilbud, har i tilgift tre års garanti.

Med T490s er T-serien skrumpet betydeligt. Vægten siger 1,3 kilo, og målebåndet 1,6 centimeter på det tykkeste sted. Alligevel er her fundet plads til to USB-A-stik, to USB-C-stik, HDMI i fuld størrelse og simkortlæser til mobilt bredbånd. Sikkerheden varetages af både fingersensor og ansigtsgenkendelse i webkameraet, som let blokeres med en skydeknap over skærmen.

T490s fås med forskellige 14-tommer-skærme. Min variant udmærker sig ved at bruge mindre strøm trods en fin lysstyrke (400 nits). Farverne er også flottere end på de billigste udgaver, og den matte overflade afviser reflekser. Her er en pc, du let kan bruge udendørs.

Særligt for ThinkPad er, at det fine pegefelt suppleres af en lille gummidut (trackpoint) midt på tastaturet. Med den kan du styre musen med pegefingeren – uden at løfte hænderne fra det fremragende tastatur. Tasternes dybe vandring, sprøde respons og perfekte placering er nok den vigtigste årsag til, at mange sværger til ThinkPad.

Den valgte model har i7-processor, 16 GB RAM og 512 GB SSD, hvilket er rigeligt til kontorarbejde – og meget andet. Dog ikke spil, hvor grafikken kommer til kort. Det store batteri, kombineret med den strømeffektive skærm, giver typisk 9-10 timers arbejde uden en stikkontakt.

Jeg har haft mange fine bærbare gennem årene, men T490s er den hidtil mest perfekte. Og til prisen er den et fremragende køb.

Apple MacBook Pro 16"

Mange ser prisen – og bander over, at man skal betale så meget ekstra for det lille æblelogo. De tager fejl. For teknisk tilhører MacBook Pro 16 en helt anden liga end de andre i testen.

Den nye 16'er afløser de gamle 15'ere, og fysisk er den kun en anelse større og tungere. Den vejer 2 kilo og er 1,62 centimeter tyk. På kanten sidder fire identiske USB-C-stik, så mange vil få brug for en eller flere adaptere. I det mindste har computeren stadig et gammeldags hovedtelefonstik (som alle andre i testen).

Skærmens opløsning (3072 x 1920), lysstyrke og farverum vil glæde grafikere, og 16:10-formatet giver lidt ekstra plads i højden i forhold til de fleste pc'er.

I årevis har MacBook-serien døjet med det ekstremt flade ’Butterfly-tastatur’. Det går let i stykker, og skrivefornemmelsen er næsten som at slå i en bordplade. Med MacBook Pro 16 vender Apple tilbage til en normal konstruktion, som er langt mere behagelig – uden dog at matche de bedste pc'er. Apples enorme pegeplade er stadig i en klasse for sig. Responsen er så intuitiv, at det tangerer telepati, så vi savner ikke touch på skærmen. Jeg havde også gerne undværet den såkaldte Touch Bar (en smal skærm, der erstatter de fysiske F-taster), men det er en smagssag.

Vi lånte den billigste udgave af MacBook Pro 16, og de fleste vil have rigeligt i dens 6-kernede i7-processor, 16 GB RAM og 512 GB SSD. Det er dog værd at opgradere grafikkortet for 860 kroner. I alle tilfælde får du et monster-batteri, der både lover og leverer 11 timer med wi-fi. Fik vi nævnt, at hele lyddelen – både højttalere og mikrofoner – også er forrygende god?

Så ja, prisen er høj, men pengene passer. MacBook Pro 16 er kompromisløs kvalitet til de kræsne.

Asus Chromebook Flip C434

Hvis du bruger Googles værktøjer, er det værd at overveje en Chromebook. Her får du groft sagt en pc, der kun kan køre Chrome (og Android-apps). Det lyder begrænsende, men mange behøver ikke mere. Gevinsten er en computer, som er enkel at bruge og vedligeholde – og forholdsvis billig.

Her har vi dog flottet os med lidt af en luksusmodel. Flip C434 er smukt pakket ind i mat aluminium med spejlblank overflade på hængslerne, Asus-logoet og rammen omkring pegepladen. Maskinen vejer halvandet kilo og har en profil på 1,7 centimeter. På kanterne er der fundet plads til to USB-C-stik, et USB-A og en MicroSD-kortlæser. Den blanke 14-tommer-skærm er berøringsfølsom og kan drejes 360 grader ligesom Envy X360. Både farver, lysstyrke og opløsning (1920 x 1080) er glimrende for prisklassen.

Pegefeltet reagerer præcist, og tastaturet har en behagelig dybde i vandringen. Tasterne sidder, hvor de skal, men enter-tasten er lovlig smal. Lyset under tasterne fungerer skidt med de grå farver, så under nogle lysforhold er det svært at aflæse tasterne. Vi savner også en fingersensor.

Flip C434 fås også i mere ydmyge varianter, men de er ikke meget billigere. Så snup hellere den testede model (E10008), der p.t. koster 5.799 kroner. Med en strømsvag variant af Intels i5-processor, 8 GB RAM og 128 GB lager er den særdeles kvik i optrækket. Selv når den udsættes for urimeligt mange åbne Chrome-faner, forbliver den kølig og lydløs, og batteriet holdt os let kørende gennem en normal arbejdsdag.