Cecilie Uttrups favoritrute: Luksusloopet i Nordsjælland

Cecilie Uttrups favoritrute: Luksusloopet i Nordsjælland

Kør som profferne. Cecilie Uttrup Ludwig afslører sin foretrukne rute, der starter og slutter i Herlev.

Offentliggjort

Download Cecilie Uttrups favoritrute her.

Jeg bor i dag i Girona i Catalonien, men er opvokset i Herlev, så alle mine ruter i Danmark starter og slutter her. Især i mine barndomsår kørte jeg meget ud mod Ganløse-området, og vi blev fortalt af vores trænere, at der var en meget kendt bakke, som hed ’Tyrens Røvhul’. Den blev virkelig sat op på en piedestal, og det var jo et sjovt og catchy navn, så den ville jeg selvfølgelig altid gerne køre. Det er en bakke med en gennemsnitstigning på 5,9 procent, men den kommer vi ikke forbi på denne rute.

Fra Ganløse cykler du mod Buresø, og du skal selvfølgelig gøre et stop på hjørnet af Klokkekildevej. Jeg har siddet der hundredvis af gange, fordi der ligger en lille isbutik. Om sommeren er det stedet på ruten. Det er så fint, fordi du kan sidde og kigge på søen og nyde det danske sommervejr. Jeg har altid planlagt mine ture efter at skulle få en is der. Jeg bestiller som regel en gammeldags med tre kugler og krymmel på toppen.

Herefter skal du videre mod Slangerup og Gørløse. Jeg har engang kørt alene på en vintertur, hvor jeg punkterede tre gange og ikke havde flere slanger tilbage, da jeg nåede netop Gørløse. Jeg var ret fucked, fordi det sneede. Det var en hverdag, og jeg ringede rundt til alle i min familie. Min far tog endelig telefonen, men han sagde, at der ville gå noget tid, før han kunne hente mig. Jeg tænkte: ’Hvad pokker gør jeg?’ Jeg ville blive til en snemand, hvis jeg blev ude i kulden. Jeg stod på en lille villavej og blev nødt til at banke på døren i det nærmeste hus. Det var virkelig pinligt, men jeg spurgte, om jeg ikke måtte vente inde i deres gang. Den sødeste dame boede der: ’Vil du også have noget mad eller nogle småkager måske?’ sagde hun. Det endte med, at jeg sad i stuen, drak te og fik de sjoveste snakke med hende.