Magnus Cort Nielsens favoritrute: Løvestensturen på Bornholm

Download Magnus Corts favoritrute her.

Den rute, jeg kører mest hjemme på Bornholm, kalder vi i vores cykelgruppe for Løvestensturen. Det er vist min kammerat Emil Toudal fra UCI Continental-holdet BHS-PL Beton Bornholm, som har fundet på navnet. Ruten undgår på mystisk vis mange af de kendte bakker og steder på øen, men det er faktisk også det, der er meningen med turen. For den leverer hver gang, hvad man håber på, nemlig en god solid tur på små veje og læ for vestenvinden, og derudover er det en tur uden grimme overraskelser blandt mark og skov.

Jeg vil fremhæve Klintebakken, som er et geologisk meget interessant sted. Her står man med et ben placeret på hver side af 1.200 millioner års historie, og man kan meget nemt se de forskellige bjergarter mødes og og forstå, hvorfor Bornholms natur er så unik i forhold til resten af Danmark. Efter 48 kilometer kommer stigningen op til Paradisbakkerne, og den kan godt være en kedelig en af slagsen, fordi der typisk er modvind. Men man belønnes kort efter ved at få turen igennem Paradisbakkerne, hvor der bare er rigtig flot. Derefter kører man igennem naturområdet Ølene og så videre over i den sydlige del af Almindingen, hvor man kan tage en afstikker og køre gennem Bisonskoven. Hvis man har heldet med sig, kan man støde på en bison helt tæt på.

Et kaffestop i Nexø hos Bager Mortensen passer rigtig godt med halvvejs rundt. Bager Mortensen har været sponsor for cykelholdet Team Bornholm i mange år, og vi andre grinte altid, når rytterne fra det hold kom rendende med hindbærsnitter i spandevis til løbene.

Blandt byskiltene vil jeg nævne Lobbæk efter 12 kilometer og Vestermarie efter 78 kilometer. De to skilte spurtede vi altid på, da jeg var drengerytter. Samt selvfølgelig Rønne-byskiltet sidst på turen, som jo ikke bare er den største by, men også den sidste på turen, som derfor er ekstra vigtig at vinde.

Jeg har ikke haft mine lows/highs på netop Løvestensturen, men jeg har engang piftet min cykel med vilje, fordi jeg gik helt kold et andet sted på øen. Jeg fik min første racercykel som 12-årig og begyndte at køre fra vores hjem i Rønne til mine bedsteforældre i Svaneke 30 kilometer væk. For at komme derhen skal man igennem et af Danmarks højeste punkter, så det stiger godt, men det kommer gradvist, så man føler sig egentlig bare dårligt kørende. Det, vi på cykelsprog kalder for ’false flat’. En enkelt gang slog det mig så meget ud allerede efter 10 kilometer, at jeg ringede efter min far og løj om, at jeg var punkteret. Før han kom, måtte jeg derfor nå at pifte cyklen. Min far nægtede dog at køre mig hjem, så han skiftede slangen, og jeg måtte op på cyklen igen. Jeg har aldrig fortalt min far, at jeg selv piftede den.