Rasmus Staghøj: ”Jeg oplevede at blive ét med cyklen. Der hvor man glemmer tid og sted, fordi man er så meget i sine egne tanker"

36-årige Rasmus Staghøj, der er cykelkommentator på TV2, fortæller om sin bedste cykeltur.

Rasmus Staghøj: ”Jeg oplevede at blive ét med cyklen. Der hvor man glemmer tid og sted, fordi man er så meget i sine egne tanker'
Offentliggjort

Jeg har kørt periodevist på cykel, siden jeg blev ansat til at dække cykelsport for B.T. i 2011, men det var først, da coronapandemien ramte, og jeg blev hjemsendt fra job, at jeg rigtig kom i gang med at bygge en form op. Jeg fandt ud af, at cykling begyndte at give mig noget, jeg ikke havde tidligere.

Når jeg cyklede før i tiden, kiggede jeg altid på min cykelcomputer for at tjekke, hvor langt jeg havde kørt, eller hvor lang tid jeg havde tilbage, før jeg følte, at jeg kunne køre hjem igen. Jeg talte nærmest bare tiden, til jeg var tilbage.

Efter jeg havde kørt 400-500 kilometer om ugen i tre måneder, besluttede jeg mig for, at jeg skulle have min førstetur på 200 kilometer. Det var en dag i juni 2020. Jeg stod op ved 8-tiden, det var 20 grader, og der var næsten ikke nogen vind. Perfekte forhold. Jeg bor på Christianshavn og havde set en rute, der gik til Roskilde, op til Frederikssund og så hele nordkysten rundt for at ende ved Helsingør og så ned langs kysten og hjem.

Jeg oplevede at blive ét med cyklen. Der hvor man glemmer tid og sted, fordi man er så meget i sine egne tanker, men uden at vide hvad man egentlig tænker over. Jeg havde to bagerstopundervejs, hvor jeg spiste alt det sukker, jeg kunne komme i nærheden af. Det ene i Skibby, hvor jeg var inde ved en gammeldagsbager og fik en snegl og en Mathilde-kakao-mælk. Det er utroligt, hvor godt det smager. Jeg tror, at jeg slap igennem de 200 kilometer med 31,6 km/t i snit, hvilket jeg ikke kan brokke mig over. Det var nok det nærmeste, jeg kommer den følelse, når cykelryttere siger, at de ’ikke kan mærke kæden.’