Brian Lykke: ”Der var en følelse af, at den kamp var det eneste, der eksisterede i hele verden”

Vi skal tilbage til 1996, da jeg var en ung mand i Silkeborg. Mig og nogle af mine holdkammerater, som jeg spillede med i Silkeborg IF, skulle til København for at se Danmark-Grækenland i Parken. Det var før Storebæltsbroen, så det var lidt af et projekt, men for sådan nogle jydedrenge som os var det virkelig en stor ting at skulle på tur og have Parken som endedestination.

Vi havde plads på en af de bageste rækker på det her, i vores verden, gigantiske stadion, men suset og følelsen af samhørighed var helt unik. Vi var virkelig benovede, og den kamp står lidt som en milepæl, der bandt os endnu tættere sammen som venner og holdkammerater. Det gjorde heller ikke noget, at Brian Laudrup afgjorde kampen til 2-1 med en fantastisk dribletur op gennem midten.

Men jeg er også nødt til at nævne EM sidste sommer – det var en altomfavnende landsholdsoplevelse med en koncentreret stemning af liv, frihed og begejstring. Meget apropos var jeg inde at se den sidste gruppekamp mod Rusland med nogle af de samme gutter fra dengang. Oplevelsen med Eriksen fyldte stadig en del i baghovedet, og vi skulle vinde kampen, ligesom Belgien skulle slå Finland, men det summede virkelig, og der var lagt i kakkelovnen til en stor oplevelse.

Jeg får stadig kuldegysninger af at tænke tilbage på den stemning, der fyldte Parken. Der var en følelse af, at den kamp var det eneste, der eksisterede i hele verden. Man glemte sin person, sin alder, alle var lige og ens: Vi stod fire mænd i midten af 40’erne i vores landsholdstrøjer med halstørklæder om halsen og Dannebrog på kinderne og skrålede.

Undervejs tog jeg mig selv i at frygte for de optagelser, som jeg skulle lave dagene efter, fordi min stemme nærmest var væk, men det holdt mig ikke tilbage.

Efterfølgende tog vi ud og festede videre, som var vi 20 år igen.