Der er én god ting ved VM i Qatar: Værtskabet kommer til at ramme dem som en boomerang

I denne weekend starter VM i fodbold. Hvad der burde være et sportsligt højdepunkt i alles liv, er i stedet vekslet til et politisk lavpunkt, hvor vinderne og taberne ikke kommer til at være landshold, men lande, organisationer, menneskerettighedsbevægelser, meningsdannere og journalister.

Rasmus Tantholdt er indtil videre den, der er gået mest viralt, da han forleden blev forsøgt stoppet fra at sende et indslag fra en ellers tilsyneladende fredelig rundkørsel. Med trusler om at smadre kameraet udstillede en gruppe svært intrigante mænd, at hverken de eller Qatar som land forstår, hvad det vil sige at være vært. Vi har endnu kun skimtet toppen af isbjerget af uhyrligheder, der kommer op til overfladen den næste måned.

Latterlig har Qatar også allerede gjort sig selv med videoer af fans, udelukkende mænd, som er blevet iklædt de forskellige nationers landsholdstrøjer i et forsøg på at skabe stemning. Det er det mest forlorne, jeg længe har set. Og det udstiller lige præcis det, der er galt med VM i Qatar: Ingen penge i verden kan købe den sjæl, fodbolden også besidder.

Qatar er en dårlig pastiche, FIFA en modbydelig dukkefører. Fodboldforbund er blevet taget som gidsler i et spil, hvor ingen tør sige fra af frygt for sanktioner, og hvor ingen spillere endnu tør gå hele vejen og afsige sig pladsen på deres pågældende landshold. Norge boykottede, men de kvalificerede sig heller ikke, så det er en gratis omgang. Og fodboldfans? Flere og flere siger fra, jo tættere på slutrunden, vi er kommet. Det er svært at finde en grimasse, der kan passe.