Overraskelsernes VM fortsætter
Indtil videre har VM på herlig vis bekræftet os i det, vi allerede vidste. I landsholdsfodbolden indtræffer overraskelserne oftere end i klubfodbolden, fordi trænerne for de store nationer sjældent har tid nok til at finjustere taktikken.
Japan har via eminent arbejde fra manager Moriyasu besejret Tyskland og Spanien, Argentina led sit første nederlag i 37 kampe mod Saudi-Arabien, og fredag var den gal igen: Sydkorea besejrede Portugal, og Cameroun slog Brasiliens reserver.
Nu står ottendedelsfinalerne for døren, og her er der igen rig mulighed for uventede triumfer. Ingen af de traditionelt store landsholdsnationer tørner nemlig sammen, derimod venter opgør som England-Senegal, Marokko-Spanien og Holland-USA. Spådommen herfra lyder, at vi i hvert fald har et par store overraskelser i vente.
Mændene bag én af dem kunne meget vel være Ziyech, Saiss, Hakimi og resten af Marokkos både velorganiserede og dynamiske trup. Hvis Spanien fortsætter takterne fra kampen mod Japan, får de i hvert fald besvær med at nedbryde Marokkos defensiv og kommer i problemer, når Hakimi og co. går kontra.
Europa søger revanche fra puljespillet
Europæiske nationer har vundet VM siden 2006, og i samme periode har kun ét land fra andre kontinenter formået at spille sig i finalen, nemlig Argentina i 2014. I Qatar har de europiske lande bare ikke præsteret synderligt overbevisende, så 2022 kan sagtens blive året, hvor monopolet brydes. Belgien og Tyskland er som bekendt røget ud, og England, Spanien, Kroatien og Portugal har alle vist flakkende niveau.
Bedst har Frankrig været, men er Rabiot og Tchouameni gode og erfarne nok, når det hele brænder på? Heldet for franskmændene er, at deres mulige vej til finalen går uden om Argentina og Brasilien, og de passive polakkere skal Mbappé og Dembélé nok passere i ottendedelsfinalen. Men pt. ligner ingen af de stolte europæiske nationer VM-vindere.
Åbenbaringen Cody Gakpo
Kendere af hollandsk fodbold er med garanti ikke det mindste overraskede over formidable Gakpo, men for alle os, der ikke tænder for fjernsynet, hver gang PSV og Go Ahead Eagles tørner sammen, ja, der har hollænderen været én af VM’s ”nyheder”.
Gakpo besidder teknisk snilde, fart og kraft, og så er han udstyret med et spark, man sjældent finder blandt nutidens generation af spillere. Særligt interessant bliver det, hvis Holland slår USA og skal møde Argentina i kvartfinalen. Duellerne mellem Gakpo og de iltre argentinske stoppere vil jeg gerne bevidne.
Messis livslyst og Argentinas sande dobbeltsidede ansigt
Det er skønt at se Messi spille for Argentina under det her VM, og det bliver forhåbentlig kun bedre. I hvert fald var sydamerikanerne suveræne mod Polen. Kontrollerede og kreative. Aggressive og afslappede. Når Argentinas landshold er bedst, rummer det både skønhed og alt det grimme. ”Angels With Dirty Faces”, som fodboldjournalisten Jonathan Wilson har kaldt sin bog om det dobbeltsindede argentinske fodboldfolk.
Før slutrunden gik historien på, at landstræner Lionel Scaloni netop havde formået at skabe et hold i balance, og det er også indtrykket efter den sidste gruppekamp. Messi som det skabende omdrejningspunkt, Alexis Mac Allister og resten af midtbanen som dynamikken og forsvaret som de lede karle. Det hele i (u)skøn forening. Og Australien? Danmarks banemænd kommer ikke til at volde Argentina problemer.
Japan mod de kolde kroatere
Selv om Japan er indehaver af verdens tredjestørste økonomi og bestemt ikke er en fodboldmæssig lilleputnation, så er Yoshida og co. alligevel blevet slutrundens kæledægger. Selvfølgelig på grund af de sensationelle sejre, men også fordi de japanske fans er herlige at følge. Efter kampen mod Tyskland viste videoer, hvordan fans ryddede op efter sig på stadion efter kampen, og i det hele taget har japanere illustreret, at der er mange måder at være fodboldfan på. Heldigvis for det!
Opgøret mellem Japan og Kroatien bliver næppe den mest sprudlende ottendedelsfinale, men det bliver interessant at se, hvordan de to mandskaber griber kampen an. Kroaterne fremstår som en ældre og kedeligere udgave af 2018-holdet, men måske det netop er kroaternes kendskab til egne begrænsninger, der vil gøre udslaget. De vil i hvert fald næppe gå helt så boldbesidderisk til opgaven som Spanien og Tyskland, og så vil Japan få sværere ved at praktisere det direkte og aggressive spil, som Hajime Moriyasu og hans mandskab succesfuldt har slået om til efter pausen i begge sine sejre.
Genopstandne Rashford
Det vil være synd for Marcus Rashford, England og alle os andre, hvis United-angriberen ikke er at finde i startopstillingen til søndagens opgør mellem England og Senegal. Ud over at være en sympatisk karakter, så har Rashford nemlig bragt fart og finesse ind i det engelske hold, der i optakten til VM og i kampen mod USA virkede tungt i både krop og sind.
Selvfølgelig er Saka også god, men hvis englænderne skal have succes mod Senegal, bør Southgate satse på Rashford og gerne Foden også. Senegal ledet af Aliou Cissé, der som spiller gjorde sig i både Portsmouth og Birmingham, kan nemlig meget vel blive Englands stopklods, hvis Southgate ikke passer på.
Brasilianerne
De er ikke til at komme udenom. Brasilien er altid en essentiel ingrediens til et VM. Derfor håber jeg heller ikke, at Sydkorea og Son får ram på sydamerikanerne. Sydkorea har ellers været et godt bekendtskab, som har bidraget til at tegne én af tendenserne op til det her VM. Nemlig at fart og dynamik slår træghed og teknik.
Men når alt kommer til alt, så er VM bare bedst, når Brasilien er blandt de sidste hold i turneringen, og hvor vil det være skønt, hvis Neymar skal møde Messi i semifinalen. Og det bliver tilfældet, hvis begge hold når så langt, og Brasiliens talisman ikke forbliver skadet.
Brasilianerne tabte godt nok til Cameroun, men skidt med det. Mod Schweiz og Serbien så de fine ud. Det er nu VM for alvor begynder for Tites tropper.
