På overfladen byder Qatar på luksus i alle dets afskygninger, men hovedparten af landets befolkning lever et helt andet liv

Havde man været så uheldig at vade svedende omkring i glohede Doha i første halvdel af det 20. århundrede, havde det næppe været til at forestille sig, at den lille sandfarvede plet nær Den Persiske Golf en dag skulle blive til en hypermoderne metropol.

Dengang var der nemlig hverken noget odiøst i, eller luksuriøst ved at være fra Qatar.

I 1940 kunne hovedstaden Doha blot mønstre 16.000 indbyggere, og de var tilmed blandt klodens fattigste og truet på deres levebrød. I Japan havde man nemlig fundet ud af at kultivere de perler, Dohas fiskere i årtier havde ernæret sig ved at fange i golfen og sælge videre til verdens fine kvinder. Situationen var dengang ligefrem så beklem, at Qatars daværende emir (landets politiske leder, red.), Abdullah bin Jassim Al Thani, måtte tage et lån i sit eget hus for at redde nationens økonomi.

Så fik man imidlertid, i begyndelsen af 1950’erne, øje på guldet i undergrunden, og i takt med strømmen af olie, gas og store planer fra særligt den senere (og voldsomt ambitiøse) emir, Sheikh Hamad bin Khalifa Al Thani, der kom til magten i 1995, blev Qatar forandret.

Fra 2003 til nu er befolkningstallet vokset fra omtrent 700.000 til i underkanten af tre millioner. Ifølge Global Finance rangerer landet som verdens fjerderigeste målt på BNP per indbygger. Og så er Qatar selvfølgelig kommet på alles læber på grund af det kommende VM i fodbold.

Slentrer man i dag omkring i Doha, er det da også kun sandet og vandet omkring byen, der ligner sig selv i forhold til dengang – og så naturligvis emirens autokratiske magt over landet.

Overalt i centrum tårner skyskraberne sig op med logoer fra vestlige firmaer som Nestlé og Deloitte til statsejede firmaer som Qatargas, kystlinjen har fået selskab af den kunstigt opførte ø med luksuslejligheder, The Pearl, og på de firsporede motorveje cruiser Ferrarier og Range Rovers ubekymret rundt.

Men det er ikke kun svimlende velstand, man vil se på sin tur gennem Doha. Som en del af styrets storstilede plan om at diversificere landets økonomi, så den i fremtiden ikke blot afhænger olie og gas, har man forvandlet Qatar til det, der af mange opfattes som én af Mellemøstens mest progressive stater. En slags kulturel og videnskabelig højborg.

Amerikanske eliteuniversiteter som Georgetown og Northwestern er blevet lokket til landet, man har bygget moderne museer som Museum of Islamic Art, og så har Al Jazeera siden 1996 haft hovedsæde i Doha. Altså tv-stationen, der er blevet hyldet for sin opbakning til Det Arabiske Forår i 2011 og sin vilje til at behandle Mellemøstens problemer i øjenhøjde med befolkningerne.

Al Jazeera er dog også blevet beskyldt for at være akkurat lige så kritisk, som emiren tillader det. Den nuværende emir, der overtog fra sin far i 2013, hedder Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani og betragtes generelt som værende væsentligt mere konservativ end forgængeren.

Og netop dén kritik af Qatar og emiren går igen: De rige og de rigtige tildeles mange privilegier.

De fattige og de forkerte? Knap så mange.

Hører man eksempelvis til blandt de omtrent 300.000 indbyggere – altså bare lidt mere end 10 procent af befolkningen – der faktisk er qatarere, arbejder man eksempelvis nok i staten eller i statsejede firmaer, hvor kontrakterne er lukrative og nærmest livslange.

På næste trin i hierarkiet står de højtuddannede og primært vestlige migranter, der tjener gode penge, men må nøjes med korte, usikre aftaler. Og til sidst kommer så de mange migrantarbejdere uden uddannelse fra Indien, Nepal, Kenya og en lang række andre lande i Sydasien og Afrika.

Selvom Qatars befolkning udgøres af folk fra noget nær hele kloden, vil det være en tilsnigelse at kalde det qatarske samfund for multikulturelt. Som migrant er det næsten umuligt at komme i besiddelse af et pas fra Qatar, det er ulovligt offentligt at praktisere nogen anden religion end Islam, og så gør Qatars myndigheder det heller ikke ligefrem nemt for særligt asiatere at dyrke deres egen kultur.

Og hvor Qatar forventes at have brugt omtrent 10 milliarder dollars på de otte nye, aircondition-indrettede VM-stadions, får Qatar Cricket Association hvert år tildelt 192.000 dollars. Dét faktum til trods, at cricket er den mest populære sport blandt de 1,5 millioner sydasiatiske migranter i landet. Hvis man vil se en cricketkamp i Qatar, er chancen for at fange en derfor nok størst på en støvet, nedlagt byggeplads i udkanten af Doha. Og så skal det naturligvis være på en fredag, hvor migranterne har deres ugentlige fridag – hvis de da har en.

Som journalist John McManus skriver i sin nye bog ’Inside Qatar – Hidden stories from one of the richest nations on earth’, vil man i Doha næppe kunne opleve hverken qatarere, vesterlændinge eller nogle af de 1,5 million østasiatiske migrantarbejdere i venskabeligt lag med hinanden på hverken gader, de mange nye hoteller eller i privaten. Qatarerne vil nemlig helst holde sig for sig selv – måske fordi der ikke altid er lige god grund til at være venner med andre.

Særligt efter, at Qatar blev tildelt verdensmesterskabet i fodbold, har medier og organisationer som Human Rights Watch dokumenteret, hvordan bygningsarbejdere i landet – 40 procent af hele arbejdsstyrken i Qatar er ansat i byggebranchen – har levet under kritisable forhold. Mange har fået frataget deres pas ved ankomsten, er blevet tvunget til at knokle utallige timer midt i ørkensolen, levet i kummerlige arbejdslejre og er døde uden at blive undersøgt efterfølgende og har været underlagt Kafala-systemet.

Et system, der har dikteret, at en migrantarbejder kun må opholde sig i Qatar, hvis han eller hun har en sponsor i form af en arbejdsgiver fra Qatar, hvorfor migranter ikke har kunnet skifte job eller forlade landet uden tilladelse fra sponsoren. I 2020 forbød Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani dog Kafala-systemet, men det har virksomheder og bygherrer fundet en måde at arbejde sig udenom på. I loven står nemlig stadig, at en arbejdsgiver kan anklage en ansat for ikke at dukke op på arbejde, hvilket kan medføre store straffe.

Siden Kafala-systemets afskaffelse er den slags anklager, og trusler herom, belejligt nok eksploderet, og derfor fastholdes langt de fleste migranter de facto stadig i slavelignende ansættelsesforhold.

Sådan er den virkelighed, man møder i Qatar. På overfladen vil alt skinne, når VM bliver afholdt, og være det statsfinansierede Qatar Sports Investments ultimative triumf i forsøget på at tilegne sig blød magt i verdenssamfundet. Men under konfettien arbejder migranterne, og der skal de helst blive, hvis det står til qatarerne.