På overfladen byder Qatar på luksus i alle dets afskygninger, men hovedparten af landets befolkning lever et helt andet liv

Havde man været så uheldig at vade svedende omkring i glohede Doha i første halvdel af det 20. århundrede, havde det næppe været til at forestille sig, at den lille sandfarvede plet nær Den Persiske Golf en dag skulle blive til en hypermoderne metropol.

Dengang var der nemlig hverken noget odiøst i, eller luksuriøst ved at være fra Qatar.

I 1940 kunne hovedstaden Doha blot mønstre 16.000 indbyggere, og de var tilmed blandt klodens fattigste og truet på deres levebrød. I Japan havde man nemlig fundet ud af at kultivere de perler, Dohas fiskere i årtier havde ernæret sig ved at fange i golfen og sælge videre til verdens fine kvinder. Situationen var dengang ligefrem så beklem, at Qatars daværende emir (landets politiske leder, red.), Abdullah bin Jassim Al Thani, måtte tage et lån i sit eget hus for at redde nationens økonomi.