Da landstræner Kasper Hjulmand forleden blev spurgt i Jyllands-Posten, om det får negativ indflydelse på landsholdets anseelse blandt danskerne, at det deltager ved VM, svarede Hjulmand resolut: ”Nej.” Hjulmand kunne nemlig kun ”komme i tanke om to journalister, der ville sige, at vi skulle boykotte VM,” og ellers kendte han ingen, ”der tænker sådan.”
Så fristes undertegnede imidlertid til at spørge, hvilken virkelighed Hjulmand har befundet sig i de senere år? For godt nok har velviljen overfor landsholdet været historisk stor på lægterne. Og Hjulmand har da også siden EM i fjor både oplevet at modtage stående ovationer til en regeringskonference i Fredericia, at blive udnævnt til Årets Leder og endda Årets Laks – men helt at overhøre de kritiske røster må alligevel have været en næsten uoverstigelig udfordring at overkomme.
Så sent som onsdag aften kunne TV2 via en megafon-måling fortælle, at 43 procent af danskerne mener, at herrelandsholdet bør boykotte slutrunden. 40 procent er tilhængere af, at landsholdet deltager. Tal, der taler deres eget tydelige sprog om, hvordan danskerne ser på denne slutrunde – nemlig som en pestplet på fodbolden. Men tallene rummer også en større fortælling om, DBU marcherer ude at takt med resten af befolkningen.
Det skal retfærdigvis indskydes, at Kasper Hjulmand, DBU-direktør Jakob Jensen og endda fodbolddirektør Peter Møller tidligere har anerkendt, at der faktisk er flere kritiske stemmer i debatten. Og som Jakob Jensen forleden erklærede i Debatten på DR2, så er det alle vel undt at have sådan en, for ”vi lever vi jo i et frit land.”
Men når Hjulmand og co. har forholdt sig til fortalerne for en boykot, så har DBU-folkenes modsvar ikke ligefrem været synderligt forstående.
”Jeg vil tillade mig at sige, at alle dem, der mener, at de har svaret på, hvad det er det rigtig at gøre (dem der går ind for boykot, red.), dem vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved. Vi skal virkelig passe på med at stå og råbe ad hinanden,” fortalte Kasper Hjulmand eksempelvis til fodboldmediet Mediano i starten af året.
To måneder tidligere havde Peter Møller fortalt til selvsamme medie, at han ikke mente, at DBU havde fået nok ros for alt det, organisationen havde gjort. For som han havde oplevet på møder med FIFA-præsident, Gianni Infantino og VM-chefen Hassan Al-Thawadi, så er det altså ikke ”ret mange lande, der tager ordet og brokker sig.”
Og i det hele taget har DBU i løbet af den seneste tid efterladt sig et indtryk af, at man ikke mener den kritiske omverden har anerkendt DBU’s præstation helt nok. Hvad formand Jesper Møller mener, må blæse i vinden –han glimrer fortsat ved sit fravær.
Herfra betvivles det bestemt ikke, at DBU reelt har ført kritisk dialog med både FIFA og repræsentanter fra Qatar og arbejdet hårdt på de indre linjer for at forbedre migrantarbejdernes forhold og tildelingsprocesserne i forbindelse med kommende slutrunder. Det forstemmende ved DBU’s kommunikation er bare, at dens tone overhovedet ikke stemmer overens med den, der kan høres blandt fodboldens fans.
For mens man har optrådt som lyseblå embedsmænd i bedste sendetid og Kasper Hjulmand i én uendelighed har påkaldt sig nuancer i debatten – for derefter at whataboute om alt fra Danmarks behandling af børn på Grønland i 1970’erne, klimakrisen, eller at der også finder krænkelser sted på handicapområdet i Danmark – er jeg overbevist om, mange danskere lige nu går diskuterer deres tilhørsforhold til fodbolden med både sig selv og andre fans. Se blot hvor få, der rejser til slutrunden. Se hvor mange, der agter at boykotte.
Personligt befinder min fodboldbegejstring op til slutrunden sig da også på et meget lille sted. Og min lede? Ja, den er ikke kun antændt af migrantarbejdernes død eller af korruptionen i FIFA. Den slår i lige så høj grad gnister, fordi VM i Qatar på ingen måde kan opfattes som en isoleret begivenhed.
Bulletinerne går for tiden på, at Saudi Arabien i uskøn alliance med Egypten og Grækenland allerede har sendt et bud afsted FIFA, der skal gøre triumviratet til VM-værter i 2030. Bliver kronprins Mohammed bin Salmans hede drøm en realitet, kan det næsten ikke gå hurtigt nok med at finde fodboldens nødudgang.
En slutrunde i Saudi Arabien – der på Freedom Houses opgørelser over frihedsgraden i en række lande scorer betragteligt under Qatar og befinder sig på samme stadie som Somalia og få point over Nordkorea – vil nemlig ikke bare være endnu en slutrunde, hvor det hele vil dreje sig om alt andet end den lille runde. Det vil også være den absolutte cementering af, at det er golfstaterne, der de facto har magten i fodboldens verden. Ikke mindst med tanke på, at Salmans nyindkøbte Newcastle for tiden tromler mod toppen af Premier League, hvor solen vel at mærke allerede skinner på det UAE-finansierede Manchester City-konglomerat og på Pep Guardiolas blankpolerede isse.
Men når DBU taler til danskerne, må vi altså tage til takke med stilfærdige bemærkninger om, at ”det er forkert,” at VM-slutrunden finder sted i Qatar. Og tilmed at DBU begraver sine længe ventede protestaktioner – i form af den sørgesorte landsholdstrøje eller træningstrøjen med tilhørende generisk menneskerettighedsbudskab - i ørkensandet, så snart FIFA udtrykker modvilje.
Men kan det ikke tænkes, spørger du måske, at DBU har ret i sin strategi. Kan det ikke være en fordel at gå mere stille med dørene end Norges fodbold-forkvinde, Lise Klaveness, gjorde i marts, da hun gik til angreb på FIFA på en kongres? Forlydender fortæller jo, at Klaveness input efterfølgende ikke har stået i høj kurs hos Infantino og co.
Måske. Men jeg tvivler. For som bekendt er FIFA indrettet ud fra reglen om ”én nation, én stemme.”
Intet tyder på, at et vestligt orienteret flertal vil fremkomme i organisationen i den nærmeste fremtid. Derfor bør DBU forsøge at ramme Qatar der, hvor det gør mest ondt. Nemlig på landets sportslige anseelse.
Paradokset ved golfstaternes indtog i fodbolden er netop, at selv om landene i disse år tager taktstokken fra fodboldens gamle magthavere, så er man stadig afhængig af selvsamme. Dels i forhold til anerkendelse og politiske forbindelser, men mestendels i forhold til den viden og de fodboldkulturelle ressourcer, som europæerne er i besiddelse af. Se bare på Qatars landshold, der har spanieren Félix Sánchez som træner og består af spillere, der siden 2004 er blevet oplært af europæere på den dyre talentfabrik, Aspire Academy.
Formår man i Vesten at skabe en fælles forståelse om, at der lige nu foregår en ideologisk kamp om fodboldens sjæl – for det er det, der er tilfældet – så vil det afgjort have større konsekvenser for Qatar end dialogen i FIFA’s dødsspiralsdiplomati.
Og ja, jeg ved det. Den idé lyder som en utopi. Men jeg vil hellere hænge min klaphat på smukke utopier og dundertaler end på udsigtsløs snak.
Og hvis DBU prøver forsøger at gøre det samme, så har man da i hvert fald levet op sit slogan om at være en del af noget større frem for at være en febrilsk brik i det værste spil.
