Morten Bruun: ”Hvis vi skal danse, er det en af de få situationer, hvor jeg føler mig utilstrækkelig”

Har du deltaget i et middagsselskab og foregivet at have læst en bog, som du ikke havde læst?

”Nej, endnu ikke. Jeg har dog et par gange overvejet at sige, at jeg har læst ’Don Quixote’ fra 1605 af Miguel de Cervantes. Jeg interesserer mig meget for Spanien, og det ville være en cool bog at have læst. Indtil videre er jeg begyndt på den to gange, men jeg er hurtigt gået i stå begge gange. Måske har jeg givet op for hurtigt, men jeg kan bare ikke finde ud af, hvad den handler om. Den virker mærkelig, og når alt kommer til alt, tror jeg, at der er meget få, der rent faktisk har læst den til ende.”

Hvad er den mest besynderlige historie, du har læst om dig selv i medierne?

”I 1990 var jeg med det danske ligalandshold i Dubai og Sharjah i De Forende Arabiske Emirater. Kort før afrejse opdagede jeg, at der var noget galt med mit pas. Enten var det ved at udløbe, eller også var der israelske stempler i det fra en nylig ferie. Noget var i hvert fald i vejen, og jeg skulle i al hast have lavet et nyt pas. Dagen efter lød overskriften i BT’s sportstillæg: ’Morten slap ind til kamelerne’. Hvorfor ved jeg ikke, men det var en pudsig overskrift, synes jeg. Jeg tror ikke, at den var gået i dag, for den er lige en tand for politisk ukorrekt.”

Har du siddet i et fly og bedt for dit liv?

"Jeg har siddet i et fly, hvor jeg syntes, at det var meget, meget ubehageligt. Det var i 1994, hvor min kone og jeg og vores dengang halvandetårige datter var på vej til Australien, da flyet ramte et lufthul. Det føltes, som om vi faldt 100 meter ned, og jeg kiggede på personalet, der også så rystede og skræmte ud. Hvis jeg er ombord på et fly, og der er noget, som ikke føles rigtigt, ser jeg som det første altid hen på stewardesserne. Det er som regel et godt pejlemærke for situationens alvor. Jeg nåede dog aldrig på den flyvetur at bede for mit liv, før situationen heldigvis var stabil igen.”

Hvad ville du sige til dig selv, hvis du mødte dig selv som dreng?

”’Få dine børn så tidligt som muligt.’ Hvis der er noget, jeg kunne lave om i mit liv, så var det, at jeg gerne ville have mødt min kone fem år tidligere, end jeg gjorde. Så kunne vi have fået vores børn, da vi var i begyndelsen af 20’erne i stedet for at få dem som 26-årige. Tidens tendens er, at unge mennesker er over 30, før de får børn, men jeg kan ikke følge tankegangen om, at man skal leve alt muligt ud, før man får børn. Mit liv har ubetinget været bedre, fra den dag jeg fik mine. Du er alligevel aldrig rigtigt klar til at få børn, så du kan lige så godt gå i gang, når du er 21 i stedet for at være 31.”

Er du kommet til skade på et dansegulv?

”Nej, for jeg opholder mig sjældent på et dansegulv. Jeg kan ikke finde ud af at danse, selvom jeg ville ønske, det var tilfældet. Jeg er gift med en kvinde, som er en meget dygtig danser, og hvis vi skal danse, er det en af de få situationer, hvor jeg føler mig utilstrækkelig. Jeg kan også blive en smule jaloux, hvis min kone er på dansegulvet med en anden mand, der er dygtig til at danse. Jeg gad godt være bedre til det, men samtidig er det dog ikke noget, jeg gider at gøre det store ved. Men kunne jeg med et trylleslag tilegne mig en egenskab, så skulle det være at mestre dansen.”

Har du et ar, der fortæller en historie?

”Ja, jeg har et stort og grimt ar i min nakke. Jeg fik det i 1987, da jeg var ung, hvor jeg helt uden at tænke mig om kørte over for rødt lys på min cykel i et kryds i Kolding. Jeg var i strålende humør, havde lige spillet en kamp og tænkte ikke på andet, end at jeg skulle besøge mine gode venner, der netop var kommet hjem efter at have sejlet verden rundt i et år. Jeg ænsede ikke, at lyset var rødt, for jeg skulle bare afsted. Jeg drønede direkte ind i siden på en bil, og sammen med min cykel fløj jeg op på taget af bilen. Først ramte jeg tagbagagebæreren, før jeg røg videre ned ad bilen, mens jeg stadig sad på cyklen, og fik et stort hul i nakken. Jeg var uopmærksom, og ansvaret lå 100 procent på mig, hvilket der heller ikke var nogen, der modsagde sig efterfølgende. Desværre betød det, at jeg gik glip af mine venners festivitas.”

Har du nogensinde været i slagsmål?

”Jeg har engang fået et knytnæveslag på næsen af en modstander, som jeg dækkede op ved et hjørnespark i en ligalandskamp på udebane mod Bahrain i hovedstaden Manama i 1990. Jeg slog dog ikke tilbage, så det kan nok ikke helt betegnes som et slagsmål. Jeg holder mig generelt, både på og uden for banen, fra ballade. Jeg har heller aldrig fået et rødt kort i min fodboldkarriere.”

Hvad er det bedste overlevelsestrick, du kender?

”På et tidspunkt efter min aktive karriere var jeg ansat i Jysk Boldspils Union, hvor vi havde en sag af en vigtig karakter. Jeg ringede til formanden for Disciplinærudvalget, og da jeg havde fortalt ham, hvad det drejede sig om, sagde han på rungende vestjysk, at han ’lige ringede tilbage, når han havde drukket en kop kaffe.’ Underforstået: Han skulle tænke over tingene, før han kunne svare. Det tænker jeg tit på. I stedet for at svare resolut tilbage er det sundt lige stoppe op og drikke en kop kaffe. Utallige mennesker har mistet deres job på ikke lige at gøre holdt og drikke en kop kaffe, inden de kaldte chefen for et kødhoved. Det er ærgerligt at ødelægge en hel masse, fordi man ikke når at tænke sig om og derfor ender med at gøre noget, man vil fortryde. Jeg bruger også det trick, når jeg får ufordelagtige beskeder på de sociale medier. Der kan man godt have lyst til at sende en røffel afsted med det samme, men så er det smart at tage en kop kaffe i stedet og lige trække vejret en ekstra gang.”

Hvad skal være det sidste, du spiser, inden du dør?

”En pose flæskesvær. Jeg elsker flæskesvær. Tidligere, da jeg var på Discovery, kommenterede jeg en masse fodboldkampe i København. På vej hjem mod Aarhus holdt jeg altid ind i Odense og købte en Red Bull og to pakker Gajol. Havde jeg gjort det godt i kommenteringen, købte jeg også flæskesvær som belønning. Havde jeg gjort det dårligt, lod jeg være. Da jeg spillede i Silkeborg IF, købte jeg hos slagteren altid fire halve stykker rugbrød og en pose flæskesvær, som jeg spiste på vej til træning. Det var, inden klubberne fik diætister tilknyttet, og selvom ingen fornuftige mennesker ville anbefale sådan en kost inden et træningspas, blev jeg alligevel aldrig sat af holdet.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold og Landsholdet