Hvilke aviser læser du?
”Igennem mit arbejde har jeg adgang til Berlingske, som dagligt holder mig opdateret, og så tjekker jeg dr.dk og tv2.dk.
Jeg læser ikke aviser på print. Selvom jeg er vokset op med forældre, som holdt avis, så er mit nyhedsforbrug primært digitalt, uanset om det er på lyd eller på skrift.”
Hvilke udenlandske medier læser du?
”Nogle gange The Guardian, men det, jeg oftest gør, er at ty til YouTube. Her abonnerer jeg på fx CNN, ABC News, NBC News, BBC News, CBC News, og Fox News og ser specifikke nyhedsindslag.
Samtidig kan jeg på den måde se, hvordan de forskellige stationer fortolker eller vinkler de samme nyheder.”
Hvis du fik en time ekstra serveret i døgnet, hvilket medie ville du så bruge mere tid på?
”Det lyder måske mærkeligt og politisk ukorrekt i disse tider, men TikTok. Det er et medie, som jeg stort set ikke bruger. Men nogle sociale bevægelser og holdninger starter eller foregår der. Derfor ville jeg ønske, at jeg vidste lidt mere om, hvad der sker dér, og hvordan man bedst tapper ind i den zeitgeist.
Lige nu føler jeg mig mest som en 100-årig, der forgæves prøver at logge ind på netbank for 20. gang.”
Hvad er dit forbrug af sociale medier?
”Jeg er primært på Instagram, Facebook og X, men er så småt ved at bevæge mig over på Bluesky.”
Hvilke podcasts eller radioprogrammer lytter du til?
”Jeg er storforbruger af podcasts, men jeg shuffler meget rundt. Jeg har ikke en podcast, som jeg altid skal høre. Men ofte er det ’Genstart’, ’Pilestræde’ og ’Dato’.
Det skyldes også, at vores emner og gæster nogle gange overlapper. Det er interessant at høre, hvordan de vælger at forløse historierne, eftersom vores formater kan minde om hinanden. Derudover tjekker jeg også altid ’Q&Co’.”
Hvilke podcasts har inspireret dig til dit eget samtaleprogram?
”Inspirationen er ikke hentet fra specifikke podcasts, men i højere grad specifikke journalister og interviewere. Jeg har altid haft en forkærlighed for talkshow-værterne Dick Cavett og Stephen Colbert. De formår at tage gæsterne og deres faglighed seriøst og går til det med en menneskelig nysgerrighed, som, jeg synes, er virkeligelig inspirerende.
I det hele taget kan jeg godt lidt, at interviews er drevet af et grundlæggende ønske om at forstå.”
Hvad læser du, som ikke er strengt arbejdsrelateret?
”Jeg er glad for selvbiografier og videnskab. Lige pt. er jeg i gang med Matthew McConaugheys selvbiografi ’Greenlights’ og neurobiologen Rahul Jandials bog ’Derfor drømmer du’, som er en videnskabelig undersøgelse af drømme.”
Har du en mediemæssig guilty pleasure?
”Gamle tv-programmer og interviews fra 90’erne og 00’erne. Især interviews, som ikke går som planlagt.”
Hvad savner du i nutidens medielandskab?
”Sport fylder rigtig meget i den danske mediedækning, mens det danske svar på Oscar, Robert-prisuddelingen, blev livestreamet på YouTube. Det, synes jeg, siger noget om, hvor lidt seriøst vi tager den danske kulturformidling.
Det er paradoksalt, at nogle af de mest sete tv-programmer er almindelige danskere, der synger sange af fx Andreas Odbjerg. Og samtidig, når Andreas Odbjerg selv udgiver et nyt album, så er han henvist til fem minutter om morgenen på TV 2 eller som pausepynt i ’Vild med dans’.”
Daniel Cesar Bredegaard
Født i 1989. Journalist og radiovært på det daglige samtaleprogram ’En til en’ på radiostationen Nova.
Har siden 2018 arbejdet som radiovært, tilrettelægger og podcaster på Nova, hvor han interviewer aktuelle gæster, eksperter, musikere, politikere etc. Bor på Nørrebro i København.