Fortalt til Henrik Nordskilde
Jeg var ikke blandt de tre på ynglingeholdet i Lyngby, som man regnede med ville blive til noget, men jeg tror, jeg havde en mental styrke, der bar mig igennem. Det kan ofte være en fordel at være en, der kommer fra anden række, og som må kæmpe lidt mere for det.
Det er tit små ting, der afgør, om man går til højre eller venstre i livet. Jeg havde spillet to gode kampe for Lyngby mod Glasgow Rangers i kvalifikationen til Champions League, og så kom jeg til Dundee FC og fik ti fantastiske år i Skotland.
Jeg kom i december, hvor det blæste og regnede, vi havde ikke noget træningsanlæg og kørte rundt i en ramponeret minibus for at træne på skoler og hospitaler. Jeg lærte at sætte pris på mindre ting og på at overleve.
Når der var en spiller, der havde fødselsdag, plejede de andre at brænde hans tøj i en tønde. Hvis der lå sne, blev han rullet udenfor splitterravende, og hvis der var noget tjære, kunne de også bruge det. Jeg har fødselsdag i februar, så jeg var lidt bekymret, men de lod mig være. Måske kunne de se, at den danske dreng stadig var lidt skrøbelig.
Jeg fik nogle venner i Skotland, der sagde: ”Du er en stille og rolig fyr uden for banen og et godt menneske, men du skal ikke tage det med dig på banen.” Det tog jeg til mig, og det var lige præcis det, jeg havde brug for. Jeg havde hang til selvmedlidenhed.
Jeg arbejdede med mig selv i forhold til at være modstandsdygtig. Fx at rejse mig hurtigt op, hvis jeg var blevet sparket ned. At stille op i korte ærmer, selv om det piskede ned og var hamrende koldt. Ikke at vise svaghed over for modstand-erne og ikke være den der indadvendte person, der løb på banen. Små ting, der virkede for mig.
I begyndelsen i Celtic var det svært at komme på holdet, og efter et halvt år foreslog manageren, at jeg skulle skifte klub. Men jeg sagde nej, for jeg ville slå igennem i Celtic. Jeg ved ikke, om han sagde det for at teste mig, men efter den episode begyndte han at udtage mig til holdet. Jeg tror, han kunne mærke min stædighed og dedikation.
Jeg havde været ude i 3-4 måneder med en knæskade, var blevet opereret og havde trænet rigtig hårdt for at komme tilbage. Jeg var i den bedste fysiske form nogensinde og spillede en kamp for reserveholdet i Celtic en mandag. Bagefter i bussen var jeg rigtig træt. Jeg skubbede det fra mig og tænkte, at det nok var fordi, det var længe siden, jeg havde spillet kamp. Dagen efter var jeg endnu mere træt, men fløj med førsteholdet til Finland. Om onsdagen, da vi trænede, føltes det, som om jeg løb i kviksand. På vej hjem i flyet begyndte mine fødder at sove, dagen efter begyndte hænderne at snurre, og jeg havde svært ved at koordinere mine skridt. Lørdag lå jeg i sengen, og derfra gik det rigtig hurtigt. Om søndagen ringede jeg til lægen og fortalte, at jeg ikke kunne komme op fra sofaen. Så blev jeg indlagt.
Læs videre på næste side.
Guillain-Barré syndrom er en autoimmun sygdom, dvs. immunforsvaret angriber kroppen. Der er mellem 50 og 100 mennesker, der bliver ramt for hver 100.000. Der opstår en betændelsestilstand i nervebanerne, jeg havde sindssygt ondt i ryggen de første dage. Så blev det en tilstand af følelsesløshed, og det var næsten endnu værre. Jeg kunne ikke engang vende mig i sengen. Jeg tabte 20 kg på fire uger. Til sidst satte det sig på de muskler, der gør, at vi kan trække vejret. Der blev jeg bange.
Jeg fik indopereret de ting, man skal have for at være tilknyttet en respirator, og lå i respirator i 10-11 dage. Da jeg var kommet igennem den første nat, lå jeg og kiggede på et display med nogle tal for, hvor meget maskinen hjalp mig med at trække vejret. Når de der røde tal forbedrede sig lidt, var det noget, jeg kunne holde fast i. Til sidst kunne jeg lige så stille løfte den ene arm, og det var præcis det, jeg havde ventet på. Jeg prøvede at se det som en skadesperiode, jeg skulle igennem. Jeg skulle lære at gå igen, jeg trænede hver morgen og havde et drive. Det var en hjælp for mig, at jeg kom fra det miljø, jeg kom fra.
Lykke er, når man ikke har kunnet drikke et glas vand i tre uger og får lov at smage det igen. Eller at køre ud i den friske luft i en rullestol efter at have ligget og kigget gennem en beskidt rude på et hospital i fire uger. Det havde jeg ikke fået chancen for at opleve, hvis jeg ikke først havde været igennem den ubehagelige tid. Jeg tænker tit på det. Ikke for at se mig selv som offer, men for at perspektivere tingene. Jeg får en god følelse, når jeg tænker tilbage på forløbet.
Sygeplejerskerne sagde: ”Når man bliver indlagt, må man lægge forfængeligheden og værdigheden herovre, og så samler man den op igen, når man forlader afdelingen.” Når man skal på toilettet og hænger og dingler oppe under loftet i et stativ ... det gør et eller andet ved én. Men der er ingen anden udvej.
Jeg har aldrig været i nærheden af stoffer og kommer det heller aldrig. Jeg ved, hvor stærk virkningen er, efter at have fået morfin intravenøst på hospitalet. Det løsnede smerterne, og jeg kunne falde i søvn på et sekund.
Et år efter jeg fik sygdommen, spillede jeg min første kamp og scorede et mål. Det var fantastisk.
Jeg tror ikke, der er noget ondt efter døden. Jeg havde en holdkammerat i Dundee, som stødte sammen med en anden spiller under en kamp og slugte sin tunge. Vi andre oplevede det som ekstremt skræmmende, at de prøvede at trække tungen ud, mens han lå og rallede. Han beskrev det bagefter, som om han bare ville sove, og som en god følelse.
