Nu hvor foråret er kommet, bliver aftnerne lysere og nætterne noget længere, hvis man skal nå at se serier også. Og det skal man jo. Derfor må søvnen vente til vinterhalvåret, for her er fem spritnye serie på de danske tjenester, der er værd at tjekke ud hurtigst muligt.
Marvel’s Daredevil på Netflix
Superhelte er jo det, alle større selskaber satser på for tiden, men hvis man kan lide tegneserier, er det ofte svært at få en stor oplevelse ud af biografens filmfortællinger, fordi de mangler kompleksitet. Derfor er serieformatet da også som skabt til genren.
Annonse
Og selvom man ikke er den store superhelte-fan, kan man stadig godt få en god oplevelse ud af den blinde superhelt her, som har et sanseapparat så veludviklet, at han kan tæve de fleste andre levende skabninger. Der er smæk for skillingen og ikke mindst flotte billeder fra New York.
Det ene dystre billede afløser det andet i serien om det korrupte italienske samfund, hvor man i begyndelsen af 1992 ikke aner, hvilken vej vindene blæser. I et overraskende lavt, men nervepirrende thrillertempo udfordres man konstant til at lægge ekstra mærke til detaljerne i hver eneste scene.
Samtidig kan man med frygt i åndedrættet nyde, hvordan alle ønsker at klatre op ad den sociale rangstige, mens de i virkeligheden er i frit fald mod bunden. Et besættende portræt af et land på vej mod kulturel og social opløsning, og et fremragende forvarsel for det Sydeuropa, vi ser i dag.
Peaky Blinders på Netflix
Annonse
Endelig er denne fremragende engelske gangsterserie kommet til Danmark, og nu kan vi kun vente på, at anden sæson også bliver tilgængelig, så Tom Hardy kan nydes med sit kolossale skuespil.
Men indtil videre må vi fornøje os med sæson et, hvor en gruppe hårde gutter går med barberblade i sixpencen i Birmingham i 1919 og er klar til at udrydde alt og alle i deres vej frem mod herredømmet over først hjembyens underverden og derefter resten af Storbritanniens.
The Book of Negroes på C More Play
Det er bestemt ikke rare billeder, man bliver udsat for, når mørke kvinder bliver taget til fange og solgt som slaver i 1750’erne, men ikke desto mindre fortæller denne miniserie et råt historisk drama på fuldstændig eminent vis.
Efter en hård og livsfarlig tur over Atlanten bliver 11-årige Aminita sat ud i en plantage i South Carolina, og vi følger her hendes kamp for et bedre liv i al smerten. Som historien skrider frem, bliver de frygtelige fortællinger afløst af en historie om håb, der bevæger sig over New York, Canada og Afrika. Man får lyst til at lære mere om denne historiske periode, og om de kvinder, der kæmpede som Aminita.
The Jinx: The Life and Deaths of Robert Durst på HBO
Annonse
Hvis du ikke allerede har kastet dig over denne dokumentarrevolution fra tidligere i år, så er det bare om at sætte i gang. Robert Durst er nok den mest uhyggelige, mulige seriemorder i filmhistorien – og så findes han endda i virkeligheden.
Durst har selv bestilt serien om sit eget liv, og med tonstunge filmgreb hudflettes hans historie og fortællingerne om tre mulige drab, som Durst enten har eller ikke har begået. Hovedpersonen blev for resten anholdt, inden sidste afsnit løb over de amerikanske skærme – men om han er morder eller bare en gammel tosse, må du hellere selv vurdere.