5 stærke politiske serier

5 stærke politiske serier
Offentliggjort

Hvad skal man dog foretage sig, nu hvor de politiske kommentatorer tager på sommerferie efter benhårde politiske uger og måneder? Streame spillet om magten naturligvis. Her følger de fem bedste politiske serier.

House of Cards

Ja, du har sikkert set den, men ’House of Cards’ er ganske enkelt uundgåelig på en liste over bedste politiske serier. Frank Underwood og co. har flyttet den politiske tv-serie i nye retninger, og hvis du endnu ikke er kommet igennem alle tre sæsoner, så er det bare om at få kastet din ned i sofaen.

Vælger du at gense serien, så vær detaljerytter og tænk over, hvor det er, du har set den seriens diner før… Det har du i ’The Wire’, hvor flere scener også er optaget netop her. Samtidig kan du overveje, hvorfor ’House of Cards’ mon har valgt at kopiere en Kevin Spacey-scene fra filmen ’De satans chefer’, hvor Spacey tilbyder en medarbejder en drink og selv konkluderer, at det er for tidligt at drikke. Præcis det samme sker i første sæson af ’House of Cards’.

Kan streames på Netflix

LÆS OGSÅ: 15 forrygende film du kan streame nu

Boss

Frasier møder Connie Nielsen – og politiske magtudredninger opstår. Det lyder måske mærkværdigt, men serien om en borgmesters gøren og laden er både fascinerende, skræmmende og brutal. Vi er i Chicago. En by, der ser helt anderledes ud, efter at man har set de to fremragende sæsoner af ’Boss’, og det samme gør Kelsey Grammer, der agerer det fordærvede by-overhoved, mens Connie Nielsen er bundsolid som borgmesterfrue.

Kan streames på Viaplay

Veep

Det er ikke kun morsomt, det er også knivskarp politisk satire, når Julia Louis-Dreyfuss giver den i rollen som sindbilledet på hele det korrumperede og smågale politiske system.

Dialogerne er et miks af politiske, overfladiske principprogrammer og et kulsort Samuel Beckett-teaterstykke. Særligt hovedrollens udvikling fra småligegyldig til magtfuldkommen er suverænt turneret, og man både skriger af grin og gyser af gru på vegne af virkelighedens politiske verden.

Kan streames på HBO Nordic

The Honourable Woman

Sjældent er der lavet noget så fuldkomment om magtspillet bag Israel/Palæstina-konflikten. Billedmæssigt er ’The Honourable Woman’ med formidable Maggie Gyllenhaal i hovedrollen ualmindelig smuk, og samtidig er forhandlingstaktikker og våbenpolitik udfoldet så elegant, fængende og dramatisk, at man ikke kan andet end at nyde ’The Honourable Woman’. Der er dømt storpolitisk spionthriller med våbenindustri og it-kapitalisme som omdrejningspunkt. Og ofte med smæk for skillingen.

Kan streames på HBO Nordic

Peaky Blinders

Indrømmet: En serie om Birminghams underverden kort efter 1. Verdenskrig er ikke politik i allerøverste potens, men alligevel simrer de politiske spændinger og skandaler konstant i det britiske samfund, hvor en bandeleder må sno sig rundt om lovens lange arm med charme, vold og sommetider politisk snilde. Og så er Tom Hardy uovertruffen som badass i sæson 2.

Kan streames på C More Play

LÆS OGSÅ: Fem nye hotte serier til sommerferien

LÆS OGSÅ: Seks serier, der sluttede alt for tidligt

LÆS OGSÅ: Seks serier, der holder stadig