Euroman mener: Joy Mogensens affejning af en VM-boykot er ny bundrekord i ansvarsfralæggelse

SOM EN STRUDS med hovedet dybt begravet i det glohede ørkensand besvarede Joy Mogensen (S) her til eftermiddag på spørgsmål om VM i 2022 i et samråd i Folketingets udenrigsudvalg.

Her sad hun efter indkaldelse fra SF’s udenrigsordfører Karsten Hønge, der ville vide, hvorfor det danske fodboldlandshold egentlig skal deltage i den skandaleombruste VM-slutrunde i Qatar, der har kostet tusindvis af moderne slaver livet (her kan du læse, hvad vi tidligere har skrevet om slutrunden i 2022). Bolden ligger så at sige for fødderne af regeringen, da DBU og Kasper Hjulmand har gjort det klart, at en boykot af slutrunden kun kommer på tale, hvis det er på foranledning af de danske politikere.

Som frygtet udviklede samrådet sig til det nyeste kapitel i historien om, hvordan alle centrale aktører stikker halen mellem benene og sender aben i spørgsmålet om den skandaleombruste slutrunde i Qatar videre.

”Regeringen ønsker helt generelt ikke at spænde idrætslivet for en politisk vogn ved at gå ind og være godkendelsesstempel i forhold til deltagelse eller ikkedeltagelse. Den vurdering må ligge hos idrætsorganisationerne,” sagde Joy Mogensen på samrådet.

Med andre ord: Regeringen lægger ansvaret hos DBU, der lægger ansvaret hos regeringen. Det skal blive interessant at se, hvor mange gange de to aktører kan gentage dette absurdteater af en feedbackmekanisme før december 2022, hvor slutrunden skydes i gang på et stadion bygget af underbetalte gæstearbejdere, hvoraf mange er styrtet i døden for et land, der har korrumperet sig til værtsnomineringen.

Vi kan efterhånden konstatere, at hverken spillere, trænere, fodboldorganisationer eller politikere har tænkt sig at bremse dette mareridt af en slutrunde. Lad mig dog, som et håb om et meget lille plaster på et meget åbent sår, appellere til, at Joy Mogensen fremadrettet vil lægge den komplet depraverede floskel om, at sport og politik ikke bør forenes, i graven.

HVAD END MAN anskuer Jesse Owens til Hitlers OL i 1936 eller Colin Kaepernicks knælen i nyere tid, har sport på tværs af discipliner og nationer altid haft magten til at sætte spot på problemer og forbedre vilkårene for udsatte grupper. Herhjemme har Superliga-spillere og fodboldforeninger i fællesskab senest taget et tiltrængt opgør med homofobi på de danske fodboldstadioner. Det er sort, historieløs snak, når Joy Mogensen påstår, at sport er sport, og politik er politik.

Samtidig er det åbenlyst, at VM-slutrunden i Qatar er mere politik, end den er sport. Emiratstyret har i flere år taget fodbolden som gidsel i deres stræben efter international blåstempling. Om det er ved at finansiere Paris Saint-Germains indkøb af Neymar eller ved at korrumpere sig til et VM-værtskab, forsøger Qatar, hvor fodbold ellers aldrig har været i høj kurs, at købe sig til din stiltiende accept, mens undertrykte gæstearbejdere betaler prisen for Qatars flirt med Vesten.

Derfor føles det som en våd klud i ansigtet, når kulturministeren og DBU forsøger at spise os af med dovne paroler om, at ”Danmark lægger pres på Qatar” og ”ikke accepterer, at forholdende for gæstearbejderne ikke forbedres”. Så sent som i går lancerede Migrant-Rights.org en rapport, der viser, at disse forhold på ingen måde er blevet forbedret. Der er blevet ”lagt pres” på Qatar i årevis. Til ingen verdens nytte.

Der er heller ikke meget hjælp at hente hos Amnesty International, der i en skriftlig kommentar til Tipsbladet skriver:

”Danmark kan gøre sin stemme hørt både bilateralt, men også igennem Menneskerettighedsrådet i FN. Det er vigtigt med et bredt pres på Qatar. Derfor mener vi, at det er afgørende, at regeringer, FIFA, nationale fodboldforbund og andre vigtige aktører hæver stemmen og gør deres indflydelse gældende.”

Så har de vist heller ikke sagt for meget. Ligesom Joy Mogensen, DBU og alle andre, der ved at gøre ingenting accepterer, at Danmark ender med at være nyttig idiot i Qatars PR-VM næste år.