Fri mig for mandefjolset

Selvom der tilsyneladende stadig ”er så meget kvinder ikke forstår” - du ved, Oddset-reklamen - så forstår jeg altså heller ikke mændene, der sidder og ser sport, mens kvinden lytter uvidende med på kampen.

Jeg vil da også hellere lægge tøj sammen, stryge en skjorte eller lave mig en hindbærsmoothie frem for at se en eller anden tilfældig fodboldkamp eller endnu en etape i Tour de France.

Ja, undskyld mig.

Bare rolig, jeg skal nok holde min mund om lidt og se en Woody Allen-film mere. Men tillad mig først at tage lidt af din tid.

Der er jo det ene debatindlæg efter det andet i forbindelse med eksempelvis bare bryster og bagdele på busser eller reklamer for fitnesscentre, der ikke kan finde ud af at bruge andre hashtags end blandt andre #kugodt og #frækkert.

Bestemt fair med de indlæg, men hvor bliver mændene af?

Nej, jeg troede faktisk ikke, at jeg skulle komme til at skrive en klumme om manderoller, men af og til er et tweet bare ikke nok.

Og så er der desuden altid plads til endnu en klumme om køn. Deal with it.

Så lad mig henlede din opmærksomhed på, hvordan manden kan ses portrætteret i mediebilledet.

Gaber du allerede? Så lad mig straks uddybe og bevæge mig yderligere ind i minefeltet.

Kvinden får nemlig af og til spotlightet for sig selv – ofte også berettiget. Men bag enhver sexistisk portrætteret kvinde står en mand. Han får på sin side ofte lov til at være en øl-kliché i sofaen, sparke til dæk, træne biceps eller grille bøffer.

Kvinden er måske nok blondineblank i reklamen for Oddset, men manden er til gengæld en karikeret sportsfan parkeret i sofaen med sine bajervenner. Skål!

Det er da heller ikke just særligt smigrende. Eller i hvert fald ikke videre nuanceret om du vil. Eller for at blive (endnu mere) navnepillende, så er det ikke en mandetype, jeg kan relatere til. Det er jeg ikke alene om.

Men vi lever i en verden omgivet af mandekarikaturer, der ses fra den ene yderlighed til den anden. Fra den øldrikkende vatnisse til machoidealet, der ikke skipper leg day og har formfuldendte brystmuskler.

Hver gang jeg ser mændene i sofaen med de dovne øl eller deres machomodsætning, så tænker jeg i mit stille sind: Jesus Kristus, sådanne arketyper hører til i 1950’erne. Eller i Cirkusrevyen. Jeg kan ikke genkende mig selv nogen af stederne.

Der er også den ucharmerende mandsling Luffe, der er én stor undskyldning for sig selv, mens han ordner have, steger bøffer og underkues af sin kvinde i de der L'EASY-reklamer. Ingen vinder i dét scenarie.

Modsat den vattede mandsling finder vi machoidealet. Noget med store øl, store pizzaburgere, store muskler og stort skæg. Gæt dig selv til resten af store ting…

Det er jo også nemmere at forholde sig til klichéerne, mens det er vanskeligere med nuancerne.

Jeg tænker, at det blandt andet også er grunden til, at CinemaxX kan trække publikum til ”drengerøvsfilm for rigtige mænd” med ”masser af mandehørm for alle macho-mænd” aka MachoMandag. Hvor der naturligvis ”i macho-ånden er øl i foyeren”. Seriøst, kære MachoMandag-mænd – er det virkelig nødvendigt?

Hvis Luffe var et rigtigt menneske, kunne han sikkert godt finde på at bruge sin mandag aften i CinemaxX for at claime lidt af sin manddom tilbage. Hvis han da får lov af sin hustru.

Jeg kommer ikke til at deltage i MachoMandag. Jeg er lige præcis så macho, som jeg skal være. Alle ugens dage. Ja, jeg ser da også gerne muskelmænd sprænge ting i luften. Men det gør jeg altså også gerne på en onsdag. Woah!

Lad mig lige veje det op med, at jeg foretrækker at cykle på en damecykel. Dog i sort og uden plastikblomster som pynt på kurven, det er klart.

Nej, jeg behøver ikke en MachoMandag for at vise min maskulinitet frem for den øvrige verden (jeg nøjes med en klumme hos Euroman).

Men hvor kommer behovet for at skilte klichétungt med den der ”mandighed” fra? Kønsløshed kan være et bud. Tilbuddet om øl kan være et andet. Eller også kan det hænge sammen med, at der bliver mindre og mindre brug for mænd med muskler i den hverdag, vi lever i.

Sandheden om manden befinder sig dog et sted i midten. Der er både vatnisse og machomand i os alle. Fordelingen af de to yderpoler varierer så bare i omfang i hver af os. Ja, det er vel en gammel sandhed, men sandheder tåler gentagelse.

Sørg for at finde balancen mellem de to, da ingen af yderpolerne tåler at komme i kontakt med virkeligheden uden for reklamernes rammer.

Og så er jeg tilbage ved mit udgangspunkt – nuancerne i manden. De er vigtige for alle at huske på, så vi ikke ender som mandefjolset, der findes som de karikerede vatnisser og machoer. Både i medierne og i virkeligheden.

Ja ja, der findes også andre mandetyper i mediebilledet. Dem må jeg dog tage fat på ved en anden lejlighed, for nu vil jeg se endnu en film af Woody Allen og gå ud fra, at du har fanget, hvad det er, jeg vil sige. Nuancer, du ved.

Og når Woody er færdig med at være en charmerende neurotisk karikatur, vil jeg se Arnold dele håndmadder ud i Commando.

Så træn blot din krop og se det der sport, men bliv aldrig til mandefjolset.

Bjarke Friis Kristensen er klummeskribent hos Euroman og vil her forsøge at gøre din tid på internettet lidt sjovere. Når han ikke forsøger på det, bruger han sin tid på at se film med Nicolas Cage og åbne nye tabs i sin browser.

LÆS OGSÅ: Et forsvar for den bløde mand