Zlatan bevæger sig som en ninja på sit luksushotel, hvor The Sex Pistols går hvileløst igen på gangene. Vores reporter Christian Mohr Boisen blev inviteret af hotellet til at bo i de berømte og behagelige omgivelser, for at lede efter Zlatan, og for at finde ud af, om Manchester har solgt sin sjæl til Djævelen.
Han er her et sted. Receptionisten på Radisson Blu Edwardian i Manchester viser vej til mit værelse på fjerde sal, og i elevatoren spørger jeg, om de har mange fodboldspillere boende for tiden. Jeg har nemlig lige mødt Stoke Citys samlede Premier League-trup i foyeren, og Manchester City-spillerne Ilkay Gündogan, Leroy Sané og Claudio Bravo bor her også.
Receptionisten fortæller lidt om Stoke-truppens overnatning inden Premier League-opgøret mod Manchester United. Det er selvfølgelig meget sjovt, men det er godt nok lidt sjovere, at Zlatan Ibrahimović også bor her. Lige over mit værelse. På femte sal. Angiveligt.
”Er det sandt,” spørger jeg receptionisten. ”Er Zlatan i huset?”
Annonse
”Mr. Ibrahimović boede i en suite på Radisson Blu Edwardian indtil for et par uger siden. Nu bor han i en lejlighed,” svarer receptionisten med et skævt smil og glider elegant videre til et nyt emne, høfligt smalltalkende som en sand pro: ”Do you have any plans for your stay in Manchester?”, osv.
Han har ikke sagt for meget, og han har ikke talt usandt med sit lille røgslør. Hotellet har lejligheder. Zlatan er her endnu. Får jeg at vide senere.
Det er også et godt hotel. En svensk konge værdigt. Morgenmaden er femstjernet med det hele. Værelserne er lidt anonyme og sterile, intet spektakulært, men komfortable, og Zlatan er heller ikke kommet til byen for at nyde udsigten. Man kommer kun til ’Rainchester’ for fodboldens skyld.
Et af værelserne på hotellet.
Annonse
Manchester Uniteds trup overnatter ufravigeligt på The Lowry Hotel, Manchesters første femstjernede hotel, inden en kamp. Det er også på The Lowry Hotel, klubbens nye spillere bliver indlogeret, inden de har fundet et fast sted at bo.
Eller som i Ángel dí Marias tilfælde i foråret 2015, hvor stjernen var blevet bange for at bo i sit liebhaverpalæ uden for byen, fordi maskerede, bevæbnede mænd havde lavet et røveri i stuen, mens børnefamilien sad og spiste aftensmad (de skulle lige have prøvet det samme hjemme hos Zlatan, så havde de fået et cirkelspark from Rosengård with love).
Hvis man er på kontrakt i Manchester United, bor man altså på The Lowry Hotel. Undtagen, hvis man er Zlatan. Han er noget for sig selv. Han er Zlatan. Man siger, at Manchester United er kommet på hold med Zlatan - ikke omvendt.
Så da Zlatan ved sit indtog i Manchester efter få dages ophold på klubbens faste hotel fandt ud af, at der ikke var nogen swimmingpool, pakkede den store svensker Louis Vuitton-kufferterne og flyttede sig selv, hustruen Helena Seger og parrets to sønner herover på Radisson Blu Edwardian.
Politiet måtte tilkaldes, sikkerhedsvagterne kunne ikke holde paparazzierne og fansene væk, men Zlatan er vant til, at folk leger Kongens efterfølger. Selv da han boede i Paris (2012-16), denne blaserthedens vi-har-set-alt-hovedstad, blev han forfulgt gennem gaderne af parisere.
På Radisson Blu Edwardian i Manchester forsøgte fans at komme til at gå med Zlatan ind i elevatoren, og selv om Zlatan er god til taekwondo, foretrækker han at undgå kontaktsport.
Annonse
En suite på hotellet.
Siden dengang i august er Zlatans suite på femte sal blevet bevogtet af sikkerhedsvagt døgnet rundt. Zlatan og familien bliver smuglet ind og ud gennem en hemmelig dør i kælderen på Radisson Blu Edwardian. Han færdes som et spøgelse. Fantomet. Zlatman. Ingen har set ham siden, uden for banen. Siges det.
Kort før EM i sommer boede jeg på hotel med den svenske landsholdstrup. Her bad hotellet skriftligt og mundtligt alle gæster om at respektere spillernes privatliv og lade være med at henvende sig til dem. En af dagene henvendte en gruppe gæster sig alligevel til Zlatan i receptionen for at få et billede, og han afviste dem ved at holde hånden op som et stopskilt, afsendte Zlatan-dræberblikket® from Rosengård with love og en umisforståelig ordre om at forsvinde fra hans åsyn.
Og når man kender celebrity-dyrkelsens hysteriske niveau i England, den er værre end noget andet sted i verden såvel i medier som blandt mennesker, forstår man godt, at Zlatan foretrækker at flyve under radaren i Manchester.
Manchester er en fodboldgal by, hvilken by ville ikke være det, hvis den var mindre end København og hjemsted for to af verdens største, rigeste og mest omtalte klubber? Men det er ikke kun Manchesters egne indbyggere, der er tossede med byens klubber, City og United. Til hver af Manchester Uniteds hjemmekampe på Old Trafford lander ruteflyene pakket med halstørklædte horder fra Shanghai, Chicago og Bergen.
Det plejede at være ’Rooney’, som stod på trøjernes nummerplader. Men denne søndag på Old Trafford til kampen mod Stoke ser man næsten ikke andet end Ibrahimović-trøjer, og i Megastore langer personalet fortrykte Ibrahimović-trøjer til 100 pund over disken som rundstykker hos bageren. Zlatan being Zlatan forudsagde selvfølgelig ved sin ankomst, at han ville blive Gud i Manchester.
Kampen ender 1-1, og Zlatan brænder chancer, der er lige så store som ham selv, men han har mere end nogen bragt smilet tilbage på Old Trafford. José Mourinho – og Paul Pogba-rekordindkøbet – hjælper på den høje profil, men det er Zlatan, der har bragt glamour, entertainment og gedigent stjernestøv, klasse, tilbage efter nogle magre år under David Moyes’ og Louis van Gaals mørke skygger med sidelæns alibifodbold.
Som alle, der har været i byen, ved, tager man ikke til Manchester, hvis man ikke skal til fodbold, eller på konference. Der er shop-til-du-kreperer-muligheder, og her er verdens vigtigste fodboldmuseum, The National Football Museum, men ellers er det lidt som at slingre ned ad Vestergade i Aarhus i regnvejr.
Manchesters største claim to fame er, at den industrielle revolution startede her i sidste halvdel af 1700-tallet. Byen er industrialiseringens vugge, og da fabrikkerne gik fallit, blev Manchester et industrielt wasteland, et tidligt Detroit.
I dag er byens centrum pænt og nydeligt og gennemrestaureret.
Efter en IRA-bombeeksplosion i 1996 i et varehus midt på hovedgaden fik hele bymidten en extreme makeover. Og siden har Manchester ikke fostret nogle store musikalske navne.
Også i denne henseende minder byen om Aarhus, der engang var Danmarks musikalske hovedstad. Her i Manchester er Zara, H&M, Louis Vuitton, Starbucks og gudhjælpemig Joe & The Juice så langt øjet rækker, og det er åbenbart ikke så stimulerende for kreativiteten som nedslidte fabrikker med lungekræftgaranterede skorstene.
Manchester by.
Det paradoksale er, at Manchester blev rebranded og relanceret til det uigenkendelige og cool som ind i helvede til det 21. århundrede ved at markedsføre sig skamløst på sin kulturelle kapital og historie; musik, fodbold tilsat lidt ecstasy. Plus nogle nye, smarte restauranter. (Ligesom i Aarhus, tillykke med Michelin-stjernerne, forresten).
Og det er hér, at vores og Zlatans hotel, Radisson Blu Edwardian, kommer flyvende tilbage ind i billedet. For det første ligger hotellet på det sted på St. Peter’s Street, hvor den berygtede Peterloo-massakre fandt sted i 1819.
Hotellet udefra.
Free Trade Hall blev opført for at fejre, at Manchester havde fået gennemført friere handelslove. En stor triumf over for den evige, dominerende storebror, London. Byen har altid været kendt for sin trang til selvbestemmelse og frihed (kvinde- og fagbevægelsen startede i Manchester) og så det, man kan kalde ’iværksætterånd’.
Winston Churchill holdt en af sine mest inspirerende taler her i Free Trade Hall. Og så var det hér, lige her på hotellets grund, at en skelsættende kulturhistorisk begivenhed fandt sted for 40 år siden. Dengang Manchester stadig var Manchester.
Før byen blev moderne, før Premier League, før Starbucks og Louis Vuitton og Zara, før Zlatan og alle milliarderne. Den 4. juni 1976 afholdtes her en koncert, der er gået over i musikhistorien som en af de mest betydningsfulde nogensinde, og nævnes af – især engelske - musikeksperter i samme sætning som Woodstock og Live Aid. Der var dog kun 35 mennesker til stede til Sex Pistols-koncerten i Manchesters Free Trade Hall.
Koncerten har fået sin status, fordi man kan udpege den og sige: Dér skete det, dette var øjeblikket. Det er denne koncert på dette sted, der er skyld i hele Manchesters kulturelle, musikalske arv og indflydelse, som bredte sig til hele verden.
Efter at have overværet koncerten med punkrevolutionens førsteprovoer, Sex Pistols, den 4. juni 1976, gik en tredjedel af publikum, dvs. ca. 10 mennesker, nemlig ud og skabte The Smiths, Joy Division (og New Order som blev til club culture via Hacienda) med flere, og grundlagde musikstilarter og den independent-scene, som fik enorm kulturhistorisk betydning.
Folk som Morrissey og Peter Hook gik ud fra koncerten og tænkte: ”Det der kan vi gøre meget bedre.” Og det gjorde de. Og efter dem kom alle de andre.
Det er derfor, Radisson Blu Edwardian kalder sig The Music Hotel i 2016. Man kan diskutere, hvor fri og musikalsk og uafhængig Manchester er i dag med udenlandske kæder ned ad alle gader og på alle hjørner og to svinerige Premier League-klubber ejet af arabere og amerikanere.
Den er stadig en party-by, evigt fornyet af ung, frisk blodtilførsel fra Europas største kontingent af universitetsstuderende, som befolker byen. Der er gang i gaden fredag og lørdag. Og hvis man endelig vil, kan man også finde kunstnerisk inspirerende tristesse, knivstikkerier og gråvejr engros i forstæderne. Der er ikke noget dér.
Og imens bygger kraner og kinesiske investorer videre som gale i Manchester. I disse år vokser Manchester og Salford sammen til én by. Purister og retroromantikere begræder, at Manchesters gamle ånd, den med nedslidte ståtribuner og fabrikker, men med respekt for traditioner og andet end penge, er forsvundet.
At Manchester – med fodboldklubberne som de værste eksempler - har solgt sin sjæl til Djævelen på kapitalismens grådige alter i vækstens og turismens navn. De savner det gamle Manchester, selv om det lignede noget fra det gamle Østeuropa inden byfornyelsen, og selv om alternativet til den ekstreme plastiske operation og fremmede pengeindsprøjtning efter alt at dømme havde heddet langsom død ved kvælning. Under alle omstændigheder Manchester Citys tilfælde.
Og i øvrigt har Manchester altid været i tæt kontakt med kapitalen. Det var trods alt her, Friedrich Engels overværede de umenneskelige forhold på en af sin rige fars fabrikker og blev så indigneret, at han skrev Det Kommunistiske Manifest sammen med Karl Marx i 1840erne. En stor del af Manifestet blev skrevet på John Ryland’s Library, lige ved siden af Radisson Blu Edwardian, Zlatans hotel.
Tilbage på hotellet efter kampen mellem Manchester United og Stoke på Old Trafford går jeg ned i poolen. Fernando fra Manchester City ligger og svømmer et par baner med en kammerat. Zlatan er her ikke. Jeg ville ellers gerne have set dem svømme om kap, Manchester City mod Manchester United. Og så var det ligesom også poolen, der var grunden til, at Zlatan flyttede hotel.
Ved siden af poolen er et godt, state-of-the-art fitnesslokale med netforbindelse i tabletten på tastaturet på maskinerne og cyklerne, så man kan følge med på youtube/porn og instagram eller læse mails, mens man træner, som flere gør.
Der er sauna og et dampbad, hvor Fernando og hans kammerat også går ind, og så sidder vi dér og hiver efter vejret, fordi dampbadet blæser noget stærk pebermynte ud i luften på få kvadratmeter. Det føles meget wellnessagtigt altsammen.
Det er et godt hotel. (Jeg har desværre kun godt at sige om det, selv om jeg prøver at finde fejl, som den dansker jeg er.) Det kan næsten ikke være længere fra en beskidt punkkoncert i 1976. Underspillet luksus, pæn kunst på væggene, servicen upåklagelig og personalet imødekommende som sande proffer. Liiiidt glat. Men lækkert nok. Det nye Manchester.
Første gang jeg var i Manchester for mange år siden for at se en fodboldkamp, boede jeg på et hotel i en gyde, hvor der blev dealet og trukket og pushet og pisset, det var inden renoveringen. Hotellet havde ingen stjerner.
Til gengæld lugtede der alternativt, der var mange ubestemmelige pletter på gulvtæppe og sengetøj, væggelus, naturlig aircondition i februar, og oversvømmet toilet på gangen. Det var meget autentisk. Ligesom Huset på Christianshavn eller Frilandsmuseet eller Vesterbro 1975. Jeg blev i hvert fald syg.
Så jeg tager det nye Manchester, hvis jeg kan vælge. Og det var jeg så heldig, at jeg kunne denne gang, fordi det var Radisson Blu Edwardian, der havde inviteret mig.
Den meget hjemløse mand, der med prisværdig insisteren og energi sælger Englands svar på Hus forbi, The Big Issue, ude på gaden foran hotellet, kan ikke vælge. Aldrig før har jeg set så mange hjemløse på gaden i Manchester som nu.
På den upåklagelige fladskærm i min suite fortæller nyhedsoplæserne, at kløften mellem rig og fattig – og nu også rig og middelklasse – bliver dybere og dybere i Storbritannien. Det står også i det brede udvalg af (i øvrigt vidunderlige) aviser, som hotellet tilbyder til morgenmaden. Kløften bliver dybere, og det kan være, det ender med et nyt kommunistisk manifest eller en punkkoncert.
Det gælder om at være med i samfundets Premier League, ellers har man ”nooooo future”, som Sex Pistols sang for 40 år siden.
”Mr. Ibrahimović boede i en suite indtil for et par uger siden. Nu har han fået en lejlighed.” Receptionisten på Radisson Blu Edwardian har ikke sagt for meget, og han har ikke talt usandt, ikke engang lagt røgslør.
Hotellet har lejligheder.
Og på den amerikanske kædecafé på den anden side af gaden, fortæller den særdeles velinformerede, streetkloge og ædruelige (og underbetalte) tjener mig i lokal dialekt, at Zlatan ikke er checket ud. Han gemmer sig bare. Som en ninja. Zlatan er i huset.
