Sara Frosts EM-observationer: ”Jeg kan så uendeligt godt lide Paul Pogba”

I tirsdags kunne jeg efter 86 minutter af Østrig-Ungarn kampen konstatere, at jeg havde set samtlige EM-kampe indtil videre. Det er, ligesom Islands deltagelse, aldrig sket under en tidligere slutrunde.

Netop Island og deres overraskende indsats blev den afgørende faktor i mine overvejelser, om hvorvidt jeg virkelig ville bruge en god del af sommeren på at være fullblown EM-seer. Man kan nemlig, hvad man vil, og hvis Island kan udligne mod Portugal og ende kampen 1-1, vil jeg også prøve at forstå, hvorfor de her slutrunder er værd at bruge så uendeligt meget tid på. Selv om det ikke er nogen nævneværdig viden, jeg har om fodbold.

Jeg hjalp for nylig en ven til en fest. En fyr, der havde sat alt ind på en svensk kvinde.

På vej hjem, med hende på armen, vendte han sig til mig og sagde:

"Du’ Özil og ik Mutombo".

Jeg vidste, hvad han mente. Men kun fordi jeg kender til den 2.18 høje mur af et menneske, den snart 50-årige tidligere basketballspiller Mutombo. En ordentlig blokade. Ham var jeg altså ikke.

Jeg var Özil. En hjælpsom mand, velsagtens. Men hvem var han? Det måtte jeg kravle hen til computeren og undersøge dagen efter. En søgning, der gav mig nyt fotomateriale til #EsbenEllerEj. Jeg lærte også, at han er en tysk fodboldspiller, kendt for at lave skidevigtige afleveringer. Det gav mening altsammen.

Han er sikkert på dit drømmehold, men jeg er ligeglad med Özil. Med Tyskland i det hele taget - også selvom de godt kunne gå hen og vinde det hele. Jeg ved ikke hvorfor. Der er jo bare noget med Tyskland.

Det efterlader 23 lande, jeg kan holde med. 23 enheder, der hver især er tvunget til at holde sammen. Mænd, der bruger hverdagen på at bekrige hinanden ude i klubberne rundt omkring i Europa. Her til EM er der ikke en dyrtkøbt Brasillianer, du lige kan aflevere til.

Der er bare dig og 10 andre landsmænd, du død og pine skal holde sammen med for at give nationalismen et godt ry, mens Marseille ryger i svinget i en sky af fordrukken hooliganisme og smuglerne for en gangs skyld kan få arbejdsro til at flytte noget kokain ind og ud på havnen.

Det til trods ville Danmark rive armene af sig selv i lykke, såfremt vi nogensinde fik lov til at være værter for et EM. Også selvom vi på grund af pladsmangel, skulle dele det med vores svenske naboer. En plan, der gav mere mening, da man ikke skulle vise pas for at krydse Örresundsbroen, men pyt. Jeg tænker nemlig vi bare springer den dumme tjans over.

Det virker som et lige så utaknemligt job som at være toastmaster til et bryllup for et par, man i grunden slet ikke bryder sig om. Det lyder godt, men når alt kommer til alt, så skal du holde styr på en masse gæster, der vil fremme sig selv og har medbragt et entourage, der har glemt, hvorfor de egentligt kom.

Endnu en god grund til at støtte op om Frankrig. Ja, det bliver Frankrig for mig i denne omgang. Det er alene, fordi jeg så uendeligt godt kan lide Paul Pogba. Manden der har det bedste navn, skriver sine instagram captions på 4 forskellige sprog og giver mig lyst til at få lavet en fade med mit eget navn på siden af hovedet omgående og bekymre mig om det senere.

’Poggen’ skal derimod komme i gang med at bekymre sig lidt mere, end han gør. På trods af sejr i begge kampe indtil videre, ligner Frankrig ikke ligefrem vindere og særligt hans indsats har været undervældende.

Jeg kan ikke andet end holde af ham, når han ovenpå en skuffende åbningskamp, snapchatter en afslappet familiedag med sin mor, der må have raidet kostumelageret på ‘Paid In Full’ og når jeg hører han er kendt for at komme for sent til træning i klipklapper.

Men en pris som turneringens bedste unge spiller ved VM i 2014, Drakes anerkendelse og 23 år på denne jord, udgør ikke et all inclusive armbånd til verden. En kasse med armbånd, som Zlatan utvivlsomt sidder på.

Særligt denne gang, hvor Danmark ikke er med, er EM-slutrunden et arrangement, der er blevet nemt at komme udenom, hvis du ikke orker det. En god del af os har droppet den store TV-pakke til fordel for et login til det hele, så der er altid et Fresh Prince Of Bel Air afsnit, man lige kan se i stedet for.

Men indtil videre nyder jeg næsten hvert øjeblik af mit liv som EM-seer, og jeg er kommet dertil, hvor jeg ikke kan kigge væk igen. Nu er jeg jo nødt til at se om Island kan gøre det igen, om Poggen får samlet sig sammen - og bare meget mere med Zlatan.

Er det så, fordi jeg er godt selskab og en Özil-hjælpsom person, der sørger for sejren i sidste minut før festen lukker, jeg har så mange på besøg for tiden?

Nej. Jeg har bare den største sofa.

LÆS OGSÅ: Helt tæt på EM: de fedeste opdateringer, medier og apps du skal følge

LÆS OGSÅ: Jesper Grønkjær: "Det mål, der har betydet mest i min karriere"

LÆS OGSÅ: Chelsea sidste adidas-trøje og 10 andre spilledragter til den nye sæson