”Der fik du smagt din egen medicin,” sagde en veninde med slet skjult fryd, da jeg fortalte, at jeg for nylig havde været ved at gå under af jalousi. Hun var en af dem, jeg selv havde gjort jaloux engang. Jeg kunne ikke fortænke hende i at synes, at det nu var pay-back-time.
Mens jeg var allermest forblændet af min jalousi, gjorde jeg ting, der forskrækkede mig. Sneg mig efter min elskede, når hun gik ud af døren. Undersøgte indbakken på hendes mobil. Lugtede til hendes tøj og ledte efter kvitteringer i hendes lommer. Udspurgte hendes veninder. Forhørte hende om hendes dag.
Jeg fik kun lige stoppet mig selv, før jeg forbød hende at gå i byen uden mig. Med uhyggelig fart var jeg ved at forvandle mig til den type monster, jeg med skræk havde set nogle af mine kærester blive til. Kontrollerende og evigt mistænksomme, hændervridende og usikre.
Annonse
Det er ikke sådan, at jalousi var ukendt for mig før. Nogle påstår, de aldrig er jaloux. Det er i min optik noget vrøvl. Vi har alle jalousi i os og godt det samme. Den er installeret som en alarm, der hiver i vores nervesystem, når vores udkårne er ved at blive taget fra os, eller vi udsættes for konkurrence. Gør noget! råber den. Folk, der aldrig er jaloux, må mangle evnen til at forelske sig og kender dermed heller ikke til angsten for at miste.
Tidligere havde min jalousi dog kun foldet sig ud i mindre formater og mest fungeret som en reminder om, at jeg skulle tage mig sammen, hvis jeg ville holde kærligheden varm.
Den voldsomme jalousi havde jeg mest set hos kærester. Indimellem har jeg opført mig brutalt i mit kærlighedsliv. Der var år, hvor min umiddelbare lyst fik lov til at styre uden tanke for konsekvenserne for dem, jeg elskede.
Det skabte en masse lidelse, blandt andet for en af de kvinder, jeg beskriver i min roman ’Natsværmer’, men også for andre. Forhold bristede mod min vilje. Jeg fattede ikke hvorfor. Jeg troede, at jeg både kunne have et fast, intimt forhold og dele ud af min kærlighed.
Når jeg så, hvor ondt det gjorde, løj jeg og påstod, at mine kærester så syner. Løgnen var det værste, siger de, når vi taler om det i dag. Det var den, der fik dem til at føle sig forkerte, snerpede og kontrollerende.
Jeg troede ikke, at jeg selv var i stand til at blive voldsomt jaloux. I dag kan jeg se, at det var fordi mine kærester aldrig gav mig grund til det.
Annonse
Men så mødte jeg Luna. En smuk kvinde i starten af tyverne, som jeg i begyndelsen så som uerfaren og uskyldig. Vi forelskede os, indledte et hedt, lidenskabeligt forhold, og hun flyttede ind.
Jeg var overrasket, da jeg hørte, at mine venner havde set hende i byen med andre mænd, men jeg forsøgte at slå det hen. Indtil jeg flere gang selv iagttog, hvordan hun blev samlet op af dyre biler på parkeringspladsen under mine vinduer.
Mistanken om, at hun havde gang i andre affærer, voksede. Med min fortid burde jeg måske kunne vise hende en vis forståelse. Hun delte jo bare ud af sin kærlighed på samme måde, som jeg selv havde gjort. I stedet mærkede jeg jalousien æde sig ind på mig.
Da jeg konfronterede Luna med min mistanke, benægtede hun alt. ”Det er bare venner,” sagde hun. ”Du er den eneste, der betyder noget.”
Igen og igen forsikrede hun, at jeg intet havde at frygte. Det var mig, der fantaserede og overdrev.
Jeg begyndte at lægge mærke til hver en sms, hun modtog, hver gang hun snakkede lavmælt i sin mobil eller tog et bad, når hun kom hjem. Mine antenner voksede op i taget, men da jeg ikke kunne finde klare beviser, blev jeg i stedet selvbebrejdende.
Når hun hele tiden fartede afsted, var det nok, fordi jeg var gammel og ikke spændende nok. Jeg mindede mig selv om, at man ikke kan eje hinanden. Kærligheden er en fri størrelse, som skal have lov til at vokse frit. Vær rummelig, kommanderede jeg. Lige meget hjalp det. Jalousiens tåregas blændede mig.
Annonse
Langsomt fik jeg pillet mig selv ned og mit navigeringsapparat fra hinanden. Jeg stolede ikke længere på mine egne fornemmelser. Det vanvittige var, at det ikke fik mig til at elske Luna mindre. Tværtimod. Livet gav kun mening, hvis hun ville mig. Men en dag var jeg nødt til at sætte hende stolen for døren og forlange at få sandheden at vide.
Og så opdagede jeg, at hun havde været præcis så promiskuøs, som jeg frygtede. Først da fik jeg tæmmet jalousien. Nu var der i det mindste en ærlighed imellem os. Det formildede mig, at Luna havde gode grunde til at lyve. Hendes baggrund var tragisk, og det samme var hendes affærer.
Vores forhold blev aldrig godt igen, og jeg blev aldrig den samme, men jeg kom klogere ud på den anden side. Jeg lærte, at jeg kan være lige så vanvittigt jaloux som alle andre, og at omfanget kun afhænger af hvilke spil min partner sætter i gang.
Jeg lærte også, at når der er mange løgne i et forhold, er det som at leve i mørke. Det kan man klare i en periode, men til sidst må man op i lyset. Og så fik jeg hamret ind i mit sind, at der ligger et ansvar i, at man er ordentlig over for den, man elsker og i det mindste fortæller klart om, hvad man har gang i. Man skal tale lige ud af posen og give den anden mulighed for at gå, hvis grænsen er overtrådt.
Selv om Luna og jeg gjorde, hvad vi kunne for at rimpe vores kærlighed sammen, blev den ved med at sprække og gik til sidst i stykker. Men fordi vi nåede frem til at være hudløst ærlige over for hinanden, kan vi stadig ses og er endda venner.
LÆS OGSÅ: Jakob Olrik: Jeg blev forelsket i en escort-pige
