Henrik Schärfe er robotforsker og har som den eneste i verden bygget en robot som en eksakt kopi af sig selv. TIME Magazine har kåret ham som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer. Her fortæller han, hvad vi kan lære af robotforskningen, og hvad livet med andre skabninger, både menneskelige og artificielle, har lært ham.
"Robotten er bygget i Japan. Ansigtet er lavet af silikone, nedenunder har den et kranie af glasfiber med en masse mekanik indeni. Underkroppen kan ikke bevæge sig, men der er liv i ansigtet. Det, man ser, er en blanding af automatiske bevægelser, fx når den blinker med øjnene, og bevægelser, som fjernstyres fra en computer.
Jeg blev spurgt, om den virkelig skulle være lige så fed som mig. Selvfølgelig skulle den det. Den skulle ligne mig på en prik. Nu har jeg tabt mig, og robotten er federe end mig. Jeg ejer verdens tykkeste robot.
Min mission er at forstå, hvordan kommunikation virker, hvis mindst den ene part er en robot.
I et forsøg i efteråret satte jeg den til at undervise for en flok førsteårsstuderende, som ikke havde mødt mig før. En tidlig morgen sad den der bare. Jeg sad på mit kontor og fjernstyrede ham og talte til eleverne gennem højttaleren, der sidder i hovedet på ham. Flere af eleverne opdagede først i pausen, at det var en robot.
Forskningen i robotter og kunstig intelligens er hæmmet af fragmentering. Ét sted i verden er nogle gode til at lave hænder, et andet sted prøver et hold at få robotterne til at gå på to ben, uden at det larmer helt vildt. Så er der sådan nogle som mig, der arbejder med ansigter. Når vi bliver lige så effektive som bilindustrien, vil potentialet i humanide robotter være meget stort. Så vil vi i løbet af forholdsvis få år bygge noget, der kan gå ned ad gaden, uden at du på afstand kan afgøre, om det er et menneske eller en maskine.
Kort efter min ældste søns fødsel havde jeg en telefonsamtale med min far. Vi kunne simpelthen ikke have den samtale. Det var meget mærkeligt. Min far kunne ikke forholde sig til, at jeg nu også var blevet far. Og jeg kunne ikke forholde mig til, at han var min far, og nu befandt jeg mig i samme rolle. Det var simpelthen for meget på én gang. Det viser, at store ting oplever vi altid spejlet i andre mennesker.
Der er i fuld alvor blevet leget med ideen om at lave robotbørn til sorgbehandling. Men jeg tror ikke, at det er nogen god idé. Det mest skræmmende perspektiv er for mig at erstatte mennesker med robotter. Jeg kalder det ’robot-nirvana’. Men det er jo slet ikke det, jeg vil. Jeg vil forstå, jeg vil udforske, jeg vil leve. I Steven Spielbergs film ’A.I. Artificial Intelligence’ render robotdrengen hele tiden rundt og spørger: ”Am I real?” Han kommer tilbage til det rum, hvor han er blevet skabt, en stor lænestol drejer rundt, og så står han pludselig ansigt til ansigt med en kopi af sig selv. En af mine kolleger viste scenen på en konference i sommer. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg tænkte: ”Hold da kæft. Det er jo det, jeg laver.” Det ramte mig hårdt. Jeg kunne slet ikke sige noget, og det er meget usædvanligt for mig.
Der ligger enfilm på YouTube, hvor robotten smiler for første gang. Det er et meget lille, kort smil. Man hører nogle kvinder fnise i baggrunden. Det er faktisk det designteam, som har arbejdet på robottens ansigt i et halvt år. De har selv malet den. De har været gennem hele processen, fra jeg fik en maske på ansigtet. Den der ting havde ligget på deres bord i et halvt år, alligevel blev de følelsesmæssigt overrumplede, da den pludselig drejede hovedet og smilte. For mig var det et stærkt øjeblik. Se filmen her:
Jeg er en stor beundrer af det feminine. Også selv om kvinder er en af de ting, som jeg bliver ved med at undre mig over. Jeg tror, at mænd bedst udfolder deres maskulinitet i samspil med kvinder. For mig opstår maskulinitet ikke med fodbold og øl og økser ude i skoven. Jeg er mest mand, når jeg er sammen med kvinder. Jo mere du tør hvile i dig selv, jo mere interessant bliver du også for kvinderne i dit liv. Både som partner og som menneske.
En kvinde skal forføres med alt, hvad du har. Der skal du give dig selv fuldstændig. Hun skal forkæles, hun skal have opmærksomhed på alle fronter. Som i alle andre af livets forhold skal der maksimal kvalitet ind i projektet.
Min kones første graviditet var bare en bule på maven for mig. Jeg forstod det ikke. Det hjalp lidt med de der scanningsbilleder og hjertelyden, men man forstår det først, når man står med barnet. Men på det tidspunkt var mit billede af børn sådan nogle 5-6 årige, der rendte rundt og satte drager op og sådan noget. Så bliver man far, og de der babyer sætter ikke en skid drager op. Når de så bliver ældre, gider de heller ikke det, så sidder de bare og spiller computer. Så kan man starte forfra med at finde ud af, hvad pokker der foregår.
Jeg mistede begge mine forældre i en trafikulykke på én gang. Bang! De var på vej hjem fra en fest på bagsædet af en bil, da føreren overså en lastbil. Alle fire passagerer blev dræbt på stedet. Det var november og helt utrolig mørkt, da jeg kørte den lange vej fra syd for Aalborg til Hjørring for at identificere dem. Vores sidste minde om dem er heldigvis lykkeligt, nemlig vores søns barnedåb. De forskellige typer af lidelse og smerte, som er en del af vores menneskelighed, er med til at gøre os til dem, vi er. Lykke handler om at finde hvile, at kunne være i sig selv midt i livet, også med det, der gør ondt. Det kan man kun forstå på baggrund af smerten.
Min far var blind. Nogle gange, når robotten kigger frem for sig uden at fokusere på noget særligt, minder den mig om ham.
Henrik Schärfe er ph.d. og lektor ved Aalborg Universitet. Han forsker i, hvordan teknologier påvirker menneskers forståelse og adfærd. Geminoid-DK er den tredje humanoide robot fra Japans førende producent af menneskelignende robotter. Henrik Schärfe er blandt de få danskere, der er blevet inviteret til at optræde på de prestigefyldte TED-konferencer. LÆS OGSÅ Det har jeg lært: Nikolaj Sonne
