Tre stjerner: Selv den smukke udsigt ud over Aarhus kan ikke forsvare den uskarpe mad

Der findes næppe en bedre udsigt i Danmark.

Restaurant Bavn ligger på 44. etage i Lighthouse yderst på molen i det nye kvarter Aarhus Ø, og selv om vejen derud foregår ad øde og forblæste brede boulevarder, er den hele turen de 142 meter op i himlen værd.

Ganske vist skal man lægge 129 kr. for at komme med elevatoren – et beløb, man ikke får refunderet, når man spiser her, heller ikke selv om ejerkredsen bag Bavn er lig med det ejendomsselskab, der ejer selve Lighthouse, hvilket kan virke en anelse småligt.

Men så får man angiveligt også fornøjelsen af en af Nordeuropas hurtigste elevatorer. Og så er der jo altid udsigten.

Glimrende østrigsk orangevin i glasset, ufiltreret og usvovlet fra legenden Christian Tschida i Burgenland på druerne weissburgunder, scheurebe og muscat (Himmel auf Erden, 2022) – og udsigt til Aarhus by night. Or day, for Bavn serverer frokost alle ugens dage, aftenservering er forbeholdt fredage.

Denne aften var det mærkbart, at udsigten til byens lys tiltrækker mange romantiske sjæle, som fx bordet ved siden af os, der dog tydeligvis syntes, at der gik noget af romantikken under den tredje af de fem serveringer i menuen til 800 kr., som skal bestilles og betales på forhånd – som sagt sammen med elevator-entréen.

For sødt og for salt

Snacksstarten var ellers god: et lille kræmmerhus fyldt med tatar på råt okseinderlår krydret med enebær toppet af luftigt peberrodsskum. Skarp i smagen og godt set.

En æbleskive med masser af trøffel og havgus-ost i dejen var toppet med en skive skinke fra Slagter Munch i Skagen – tryg og velkendt comfort food med salt og fedt.

Et briochebrød med smørpenslet skorpe gik for en hel ret – lidt af en uskik, når der ikke er gjort mere ved det. Men det største problem var, at briochedejen var så sød, at den kunne gå for dessert.

Til gengæld var saltbøssen brugt lige lovlig flittigt i den ørredrognsspækkede champagnesauce til vores første egentlige ret, ørred fra Vejle Ådal. Ørredfileten havde fået lige lovlig meget og var tør i overfladen – måske havde den stået for længe under varmelegemet i køkkenet og ventet.

Garniture-overload

Og så kom retten, som nok ikke er den mest velvalgte til første date, medmindre man synes, at det er sexet at sidde med chilismovs i hele fjæset og oliedryppende fingre. Idéen er ellers både sjov og visuel – og minder pænt meget om en gammel ret fra københavnske Barr, hvor restaurantparret Mia Christiansen og Stefanie Petersen da også tidligere har arbejdet sammen.

Et gigantisk kraveben af torsk blev serveret på benet, så man var nødt til at gnaske det i sig som et andet gnaveben. Friteret, så det drypper, og belagt med en glace på honning og fermenteret chili, hvidløgssmør og grønt fnuller af frisk persille.

I en kop ved siden af fik man muslingesauce, angiveligt til at ”dulme smerten fra chilien”. Det var nu ikke nødvendigt, faktisk havde jeg lidt svært ved at smage chilien.

Nabobordets største problem var dog tydeligvis risikoen for, at romantikken skulle fordufte i en hørm af fritureolie. Men så er der jo altid udsigten …

Skulle romantikken have overlevet kravebenet, blev maven sat på arbejde med hovedretten. Farseret kyllingevinge glaceret i sødlig løgglace og siden grillet, toppet af syltede strandløg og hibiscussalt. Glimrende, omend noget fyldig sag, lagt i en sauce på ristet kyllingefond med masser af trøffel. Så vidt, så godt.

Problemet var, at køkkenet derefter var gået amok i garniturer. Hele ni talte jeg, og det var mindst seks for mange. Sauerkraut, selleripure, løgkompot, tomat, frisk radise, babyrødbede, pickle, bagt jordskokke og et lille grillet kyllingehjerte. Det var simpelthen for voldsomt, for meget, for rodet.

To, maks. tre, syrlige elementer havde været mere end rigeligt til at matche den fede sauce og den velgrillede kyllingevinge med den gode fars.

Mellem for mange stole

Det blev tid til den søde afslutning, hvor vi igen blev udsat for Bavns spøjse kombi af fine dining og gumpetung kromad. Chokolademousse smagt til med cognac, toppet af flødeskum med karljohan. Udmærket kombi, hvor svampen fik umamibarometeret til at stige.

Støv af karljohan var der også på de medfølgende madeleinekager, der dog led voldsomt under at have mistet deres sprøde ydre – hvis de vækkede minder om en svunden barndom, var det, når farmors kager havde ligget for længe.

Bavn sætter sig – i hvert fald om aftenen – mellem en masse stole. Lokale, udsigt og menuprisen på 800 kr. ligner fine dining, men lover mere end den ujævne og sine steder lovligt rustikke mad kan holde.

Trods de gode intentioner er der alt for mange uskarpheder og en udpræget mangel på fokus.

Men så er der jo altid udsigten – spørgsmålet er, om det er nok til at betale prisen for at tage turen til Aarhus-Øjet i det høje.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mad, Restauranter og Anmeldelser