Restaurant Kähler i Tivoli pynter sig med en anmeldelse, jeg lavede af stedet sidste år, og linker til anmeldelsen på gastros hjemmeside. Men sidste år er længe siden, og jeg må desværre sige, at jeg slet, slet ikke længere kan lægge navn til en anbefaling af stedet. Tværtimod!
Min oplevelse hos Kähler den weekend i juni var katastrofal, slet og ret. For mit vedkommende årets hidtil værste restaurantoplevelse!
Da Kähler for et par år siden åbnede i Tivoli, var det (til frokost) med fokus på smørrebrød – i dag har kortet blot fem forskellige slags og så en række frokostretter. Jeg valgte tre stykker, min ledsager forårssalat (i juni?) med røget makrel og et stykke smørrebrød med hønsesalat. Hertil en øl og snaps.
Annonse
Tjeneren – kalder vi ham for nemheds skyld, for uddannet tjener var han absolut ikke – var engelsktalende – og det er for så vidt uproblematisk og ret beset en fordel på et sted, der frekventeres af mange udenlandske turister. Men det er og bliver tjeneren, der har et sprogproblem, ikke gæsten. Hos Kähler bliver det imidlertid gæstens problem!
Slet ikke til stede
Vi bestilte øl og en snaps hver til maden, henholdsvis en lyngsnaps og en porsesnaps fra producenten Hr. Skov. Jeg aner ikke, hvad porse hedder på engelsk, og synes heller ikke, jeg er forpligtet til at vide det, men man kan jo godt gøre sig forståelig alligevel – godt hjulpet på vej ved at pege på kortet.
Vi får vores øl, og så skænker tjeneren først den ene snaps og så et glas portvin til mig! Han har tilsyneladende hørt porse som port. Det kan man grine af, fejlen bliver rettet, og så er det heller ikke værre. Og alligevel … så er det sgu forstemmende, for det siger noget om en ’tjener’, der overhovedet ikke er til stede i sit job.
Jeg kan simpelthen ikke forstå eller acceptere, at han ikke lige sikrer sig, at han har hørt rigtigt, men han er tilsyneladende fuldstændig græskkatolsk! Et glas portvin til karrysilden, c’mon Manuel!
Halløj på badehotellet
Annonse
Nå, så kommer maden. Og det hele på én gang – det lille bord bliver fyldt med fem-seks tallerkner med mad, der så kan stå og småsvede i sommervarmen. Hvor klodset og ekspeditionsagtigt! Enhver ordentlig smørrebrødsrestaurant ude i byen serverer da ét stykke ad gangen.
Det viser sig, at Forårssalaten med makrel ikke er blandt de mange tallerkner, hvilket vi så gør opmærksom på. ”This one!” siger han og peger på hønsesalaten. Og da vi afviser det, forsøger han sig så på bedste Halløj på Badehotellet-vis at gøre karrysilden til sommersalat, indtil han til sidst må indrømme, at den ikke er på bordet, hvorefter han så henter den. Det er parodisk og viser igen, at han absolut intet aner om det måltid, han står for servicen af.
Men det bliver værre, for smørrebrødet er store, våde rodebunker! Karrysilden er tilforladelig, men ret karakterforladt. Stykket med de (i øvrigt udmærket og friske) håndpillede rejer sejler i en hvid dressing, der får vådt følgeskab af et smilende vagtelæg.
Serveringen er – hvad kortet ikke nævner, og hvad prisen på 130 kr. næppe rækker til – meget gavmildt toppet med en halv spiseskefuld vaskeægte caviar! Tak for det, men det er sgu også mærkeligt.
Er man genkendt som anmelder, eller skal der kompenseres for noget? Eller har køkkenet ikke begreb skabt om noget? Jeg tror faktisk det sidste, for maden var anrettet på et tre centimeter tykt, blødt, sødligt og svampet brød. KÆMPETYKT og blødt (tjek foto, hvis du tror, jeg overdriver). Jeg har aldrig, aldrig været ude for noget lignende. De øvrige stykker var lidt tyndere, men ikke væsentligt.
Tataren var direkte uappetitlig – jeg tog én bid og lod den gå ud. Den var våd og slimet og end ikke ’grofthakket’ ville være en dækkende betegnelse; kødet var i så store (og ureelle) stykker, at man ville have kunnet anvende dem til en sammenkogt ret.
Sku’ ha’ drukket portvinen!
Annonse
Alt i alt en bizar oplevelse. Og dyrt købt – 1.200 kr. for to voksne og et barn, der fik en løgtærte, som hun i øvrigt var fint tilfreds med. Hvorfor klagede vi ikke, vil nogen måske spørge. Jeg synes ikke, det ville give mening, for hvem skulle vi klage til, hvem ville forstå det?
Den helt umulige tjener eller det køkken, der tydeligvis ikke havde styr på noget. Der var helt klart ikke en kompetent person til stede, for havde der været det, så var skaden aldrig sket. Der var ikke tale om fejltagelse på linje med eksempelvis en bøf, der er stegt for meget.
Maden var eksekveret af et personale, der simpelthen ikke vidste, hvad de havde med at gøre!
Det er muligt, at Kähler bliver rasende og føler sig hængt ud af ovenstående. So be it – det er mig, der er rasende! Jeg fortryder kun ét; at jeg ikke bundede det sikkert udmærkede glas portvin og rejste mig og gik med det samme!
