Christian Wellendorf: "Når jeg står til en konkurrence, har jeg altid rolige hænder"

Det tidligste barndomsminde jeg har, var da jeg var syv år og tog ud med min bedstefar og plukkede bær på vores hemmelige stier. Og så hjem til min mormor og lave marmelade af bærrene. Jeg kunne godt lide at lave fis med, at de der røde bær lignede blod. Den dag lavede vi også pandekager sammen. Jeg har stadig den lille pandekagepande, vi brugte.

Jeg tror på, at hvis man får nogle positive oplevelser med noget som barn, så er det med til at drage én i en bestemt retning. Det er det, der er sket for mig med mad. I folkeskolen sagde jeg på et tidspunkt, at jeg gerne ville være kok. Jeg blev spurgt, om jeg nu også var sikker på, at det var den vej, jeg gerne ville. ’Danmark har brug for nogle kloge hoveder,’ fik jeg at vide af min fysiklærer. Men jeg synes jo i den grad, at man bruger sit hoved som kok.

Da alle mine kammerater strøg afsted på idrætsefterskole, tog jeg på husholdningsefterskole i Sorø. Jeg havde spillet fodbold i mange år, men der valgte jeg for alvor fodbolden fra. Jeg vidste godt inderst inde, at jeg aldrig ville kunne leve af at spille fodbold. Så jeg besluttede mig for at gå efter at være kok. Jeg tror, at mange omkring mig i starten tænkte, at det bare var en fase.

Jeg begyndte i lære på Restaurant Babette i Vordingborg, da jeg var 16 år. Det dér med at gå fra at være teenager og bo hjemme i et trygt miljø til at være i sådan et voksent miljø, var helt vildt. Man skulle jo tage kampen op og gøre det klart med sig selv, om det var dét, man gerne ville. Jeg syntes, det var det fedeste. Jeg havde det her konkurrencegen i mig fra fodbolden, og den verden passede mig supergodt.

Da jeg stillede op i min første konkurrence, havde jeg kun stået i lære i ni måneder. Jeg var totalt underdog. En tredjeårselev fra Hotel og Restaurantskolen i København, der også var på Babette, skulle deltage. Jeg blev så spurgt, om jeg ikke havde lyst til at stille op for den konkurrerende skole, Kokkeskolen i Slagelse. Det var i dén grad David mod Goliat, og jeg fik ikke meget hjælp egentlig. Men det endte med, at jeg vandt konkurrencen. Det tændte en ild i mig.

Gennem mine fire år som elev deltog jeg i 16 konkurrencer. Jeg tror, at det var med til at gøre mig til en dygtigere kok hjemme på restauranten. Det gav mig et større overblik, og jeg blev bedre til at tackle ukendte faktorer og problemer, fordi man virkelig lærer at klare sig selv i en konkurrence. Man lærer at tænke hurtigt og klart under pres.

En dag ringede Kenneth Toft Hansen til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at være med på det hold, der skulle til Bocuse d’Or. Han havde vundet den danske udtagelse til at stille op og manglede en commis. Jeg sagde ja med det samme.

Det var nærmest som at begynde forfra med at lære at lave mad igen. I forhold til alt jeg havde prøvet, var Bocuse d’Or mange, mange niveauer over. På en restaurant har man normalt en deadline hver dag, fordi der kommer gæster om aftenen. Ved træningen frem mod Bocuse d’Or havde vi flere uger til at gå og udvikle på hver enkelt lillebitte ting. Vi kunne nørde helt vildt. Og vi skulle i princippet kun præstere to gange på halvandet år.

Når jeg står til en konkurrence, har jeg altid rolige hænder. Selv når adrenalinen pumper. Hvor 98 ud af 100 måske vil ryste på hænderne, fordi de er nervøse, så er mine altid helt rolige. Presset generer mig slet ikke. Jeg observerer det hele, men jeg er samtidig ret god til at lukke støjen ude. Jeg prioriterer inde i mit hoved. Alt det, jeg ikke kan bruge til noget, sorterer jeg fra.

Det var den vildeste følelse at stå på podiet i Lyon. Nu ved jeg godt, jeg lige har sagt, jeg ikke bliver nervøs under en konkurrence. Men jeg kan love for, at jeg var nervøs, da resultatet i Bocuse d’Or skulle annonceres. Hele min krop begyndte at sitre. Det var, som om det hele kulminerede lige dér. Det kunne enten blive mit livs største klimaks eller det største antiklimaks. Navnene blev råbt op. Vi var ikke nummer fem, fire, tre eller to. Så vi kunne enten blive nummer ét. Eller nummer seks. At vi så vandt, var nærmest en magisk følelse.

I sådan en situation bliver man ydmyg. Over at vi som hold kunne tillade os at kalde os ’de bedste i verden’ blandt alle de her andre superdygtige kokke. Det synes jeg, man skal gå til med respekt og ydmyghed.

Selvom jeg også vandt titlen som verdens bedste commis i Lyon, har min selvforståelse ikke rigtig rykket sig. Jeg forestiller mig, at det er lidt som at tage en lang uddannelse. Det er ikke fordi, du bliver klogere fra den ene dag til den anden, når du afleverer dit speciale. Det eneste, der sker, er, at du har papir på det. Det er nok mere andre folks opfattelse af, hvem jeg er, der har ændret sig siden Bocuse d’Or.

Spørgsmålet er, om jeg overhovedet ved, om jeg er god. Men kokkefaget er også lidt sjovt på det punkt. Det er ikke ligesom at løbe en 100-meter, hvor man med det samme kan se, hvem der er den hurtigste.

Jeg læste engang, at det med at gå og bekymre sig er som at gå med en paraply i hånden på en solskinsdag og vente på, at det begynder at regne. Hvis man skal holde til presset i kokkeverdenen, er ordet ’balance’ meget vigtig. Uden at det skal lyde alt for helseagtigt. For at du kan være god til noget, skal du være i balance. Både mentalt og fysisk. Det betyder meget for mig.

Jeg er den type menneske, der altid lægger planer for fremtiden. Jeg lægger en plan for et halvt år, et år, to år og fem år. Så jeg har et par mål, som jeg så småt kæmper henimod. Den fedeste følelse er at have knoklet rigtig hårdt for noget og se det lykkes. Men når man har nået én milepæl, så er man nødt til at søge efter den næste. Det øjeblik, hvor du ikke sætter dig et nyt mål, går du i stå.

Christian Wellendorf er født i 1996. Vokset op i Faxe Ladeplads. Uddannet kok fra Restaurant Babette i 2017. Var commis for Kenneth Toft-Hansen, da Danmark vandt guld ved Bocuse d’Or i 2019. Kåret til Europas og verdens bedste commis i 2019. Kaptajn på Kokkelandsholdet siden marts 2019.

Se Christians rejse mod Bocuse d'Or på @christian_wellendorf

Se, hvad vi ellers skriver om: Mad, Gastronomi og Talenter