Christian Wellendorf: "Når jeg står til en konkurrence, har jeg altid rolige hænder"

Det tidligste barndomsminde jeg har, var da jeg var syv år og tog ud med min bedstefar og plukkede bær på vores hemmelige stier. Og så hjem til min mormor og lave marmelade af bærrene. Jeg kunne godt lide at lave fis med, at de der røde bær lignede blod. Den dag lavede vi også pandekager sammen. Jeg har stadig den lille pandekagepande, vi brugte.

Jeg tror på, at hvis man får nogle positive oplevelser med noget som barn, så er det med til at drage én i en bestemt retning. Det er det, der er sket for mig med mad. I folkeskolen sagde jeg på et tidspunkt, at jeg gerne ville være kok. Jeg blev spurgt, om jeg nu også var sikker på, at det var den vej, jeg gerne ville. ’Danmark har brug for nogle kloge hoveder,’ fik jeg at vide af min fysiklærer. Men jeg synes jo i den grad, at man bruger sit hoved som kok.

Da alle mine kammerater strøg afsted på idrætsefterskole, tog jeg på husholdningsefterskole i Sorø. Jeg havde spillet fodbold i mange år, men der valgte jeg for alvor fodbolden fra. Jeg vidste godt inderst inde, at jeg aldrig ville kunne leve af at spille fodbold. Så jeg besluttede mig for at gå efter at være kok. Jeg tror, at mange omkring mig i starten tænkte, at det bare var en fase.

Jeg begyndte i lære på Restaurant Babette i Vordingborg, da jeg var 16 år. Det dér med at gå fra at være teenager og bo hjemme i et trygt miljø til at være i sådan et voksent miljø, var helt vildt. Man skulle jo tage kampen op og gøre det klart med sig selv, om det var dét, man gerne ville. Jeg syntes, det var det fedeste. Jeg havde det her konkurrencegen i mig fra fodbolden, og den verden passede mig supergodt.