Er du vild med østers og muslinger? Så burde du straks booke en tur til dette skaldyrsparadis

Det regner 221 dage om året i Galway, men heldigvis er forholdene ideelle for skaldyr på grund af Nordatlantens strømninger ind mod kysten, så hvad betyder lidt regn? Mira Arkin guider til gode spisesteder i den farverige irske kulturby.

Er du vild med østers og muslinger? Så burde du straks booke en tur til dette skaldyrsparadis
Offentliggjort

Galway, byen på Irlands vestkyst, hvor Nordatlanten presser sig ind i bugten.

Måske er det de mange regnvejrsdage, der gør, at byens gamle bydel og havnen er præget af farverige husfacader og flag allevegne. Man må kompensere for gråvejret. Det gør man selvfølgelig også med de mange pubs og et væld af gademusikanter, der spiller alt fra 70’er-rock til gælisk folkemusik – nogle bedre end andre.

Der er sjældent stille i de smalle gader i Galways latinerkvarter. Man har dog stadig oplevelsen af, at det i høj grad er lokale folk, der færdes i de smukke, gamle gader, selv om de mange butikker med striktrøjer af irsk uld og guld- og sølvsmede, der sælger de traditionelle claddagh-ringe med hjerte, hænder og krone, vidner om en jævn strøm af turisme.

Stadigvæk er baggrundsstøjen fra menneskemængden præget af den syngende dialekt, folk taler med herude vestpå – om muligt endnu mere charmerende, end hvad en fynbo kan levere.

Hvor stemningen er livlig i Galway City, er der masser af ro at finde i den storslåede natur, der omgiver byen til alle sider, og derfor er byen en god base til et besøg på den irske vestkyst.

Lokal stolthed

Landskabet på vestkysten er råt og dramatisk – nogle områder ligner skaldede månelandskaber, hvor stort set kun får trives.

Det er ikke så langt fra Galway, at filmen ’The Banshees of Inisherin’ blev optaget, hvis du vil danne dig et indre billede. Andre steder er flade marsklandskaber med små stråtækte hytter. Nord for Galway er Connemara Nationalpark med græsklædte øde bjerge og sletter, og mod syd findes Cliffs of Moher, en af Irlands mest besøgte naturseværdigheder.

Galway kan dateres tilbage til det 12. århundrede og er i dag kendt som Irlands kulturhjerte med et væld af festivaler inden for alt fra litteratur, musik og film til kunst og ikke mindst østers. For forholdene langs kysten giver ideelle miljøer for skaldyr, østers og andre muslinger, fordi der er så god vandgennemstrømning fra Nordatlanten ind i de mange bugter og vige langs den snirklede kyst.

Der findes over 20 fiske- og skaldyrsproducenter langs kysten fra Donegal mod nord og ned til Cork mod syd. De store græsarealer, som ikke er egnet til at opdyrke til korn, står enten øde hen eller bruges til at græsse kvæg og får. Og selv om Irland også kan være fedtet friture og fattigdom, fornemmer man tydeligt områdets stolthed over egne produkter og traditioner. Det skinner igennem på menukortene i og uden for Galway.

Her får du fire gode bud på, hvad og hvor du skal spise og drikke i Galway.

Det gamle fiskehus ved floden

Ard Bia at Nimmos

Bag byens berømte Spanish Arch – et levn af bymuren tilbage fra middelalderen, hvor Galway var en stor handels- og fiskeriby – ligger den lille café og bistro Ard Bia. Huset, der engang blev brugt til at filetere fisk i, ligger helt ud til floden Corrib. Der er åbent morgen til aften, og her kan du få en scone og en kop te og spise frokost og middag. I hjørnet, hvor dagens kager er udstillet, sælges også flotte striktrøjer og tørklæder, for indehaveren Aoibheann McNamara står også bag The Tweed Project med funky strikdesign af lokal irsk uld. Gæsterne er alt fra lokale hipstere, børnefamilier og forretningsfolk til turister i alle aldre. Jeg besøgte stedet til frokost, hvor jeg spiste risotto med lokale friske ærter og asparges og drak skingrende syrlig lemon sour ale fra bryghuset The White Hag i Ballymote.

Spanish Arc, Long Walk, Galway

ardbia.com

Gastro-rute langs kysten

Taste the Atlantic giver et overblik over seafood-producenterne langs Irlands vestkyst. Her findes en liste over røgerier, østersproducenter, krabbe- og hummerproducenter m.m., og mange af stederne er åbne for gæster, der vil besøge (og smage) på sagerne. 

Se mere bim.ie/a-seafood-way-of-life/taste-the-atlantic

Smagen af natur og Michelin

Aniar

J. P. McMahon står bag den etstjernede restaurant Aniar. Han er en af Irlands frontløbere, når det kommer til bæredygtig og lokal mad. McMahon står også bag festivalen Food on the Edge, der begyndte i Galway. Festivalen har gentagne gange haft besøg af bl.a. kokke som Matt Orlando, Bo Bech og Christian Puglisi.

Navnet Aniar er irsk (hvad vi andre kender som gælisk) og betyder ”mod vest”. Aniars retter rummer både råhed og finesse og smager af naturen omkring Galway – et terroirkøkken, hvor alle ingredienser (undtagen mel og sukker, der ikke rigtig produceres her) kommer fra Irland og heraf langt det meste fra den vestlige del.

Sympatiske McMahon har en baggrund som dramaturg og hans forståelse for at skrue en fortælling eller et show sammen kommer til udtryk under et besøg på restauranten. Intet er tilfældigt i den lillebitte restaurant med 20 pladser, hvor krukker med tørrede og fermenterede urter og grøntsager pryder væggene. Men trods de mange tanker bag, er restaurant afslappet at besøge – nærmest som en bistro, på trods af menuen består af 23 udsøgte serveringer.

Poetisk folkemusik toner frem fra højttalerne, mens man føres gennem de mange smagsindtryk af Irland. Man kan smage den salte, kolde havluft i en forfriskende ret som cremet og salt østersis med drys af søsalat.

Anderledes mørke og trygge smage kommer til udtryk i de sprøde kartoffelvafler med røget ålecreme og eddikepulver. Her bliver man henført til en lavloftet mørk stråtækt hytte, hvor der dufter af røg fra et åbent ildsted og af tjære fra fiskernes træbåde.

Efter et besøg på Aniar får man sammen med en liste over aftenens retter også en udførlig liste over de mange lokale producenter, der har leveret råvarer til dagens menu samt et digt. Denne aften var det Seamus Heaneys digt ’Oysters’ fra 1979. Aniar har kan endda bryste sig med at have en særlig tasting menu til børn, så tag bare ungerne med.

53 Lower Dominick Street, Galway

aniarrestaurant.ie

Indbegrebet af irsk charme

Moran’s Oyster Cottage

Den lille familiedrevne restaurant, der også er kendt som Moran’s on the Weir, ligger i landsbyen Clarinbridge, som er en halv times kørsel fra Galway. Det var efter et måltid her, at digteren Seamus Heaneys efter sigende skrev sit føromtalte digt, ’Oysters’. Moran’s er berømt i hele området for sine østers og for sit fremragende brown bread – det gærfri brune brød, som sammen med Guinness og kartofler må være en af Irlands kulinariske grundpiller.

Restauranten ligger i et gammelt stråtækt hus ud til vandet, og der dufter allerede vidunderligt af brown bread, da vi træder ind i de lavloftede stuer. Kokken har da også netop hevet de friskbagte brød ud af ovnen, som serveres til lokale Clarenbridge-østers, der samles på banker 10 minutter derfra. De små runde, flade østers har samme fyldige jodsmag, som danske limfjordsøsters, men i en lettere version, og passer overraskende godt til en Guinness, som der skænkes mange af i Moran’s bar, samt det søde, maltede brown bread med tandsmør på. Lige så skønt smager de små irske krabbekløer med masser af hvidløgssmør og en portion ”chips”. Moran’s er indbegrebet af irsk charme og et must at besøge.

The Weir, Kilcolgan, Galway

moransoystercottage.com

Destilleriet i hjertet af byen

Galway City Distillery

Denne bar midt i Galway har eget destilleri. Her destilleres der spiritus af råvarer fra Galway og resten af Irland. Menuen ændrer sig efter hver månecyklus, dvs. 13 gange om året. På den måde arbejder baren hele tiden med friske sæsonvarer og destillater af årstidens ingredienser. Bestiller du en gin og tonic, er både gin og tonic hjemmelavet. Det samme er de små flasker med aromatiske bitters, der præsenteres sammen med, så man som gæst selv kan sætte sit præg på sin drink alt efter humør. Lokalerne er rå, men eksklusive, og der afholdes også workshops, hvor man selv kan prøve at destillere på et miniapparat.

1-3 Merchants Road, Galway

galwaycitydistillery.ie

Gastro var inviteret til Galway af Bord Bia

Se, hvad vi ellers skriver om: Mad, Gastronomi og Østers