Miljøforkæmper

Leonardo DiCaprio vil redde verden med denne burger

Hollywood-stjernen har investeret i firmaet Beyond Meat, der har specialiseret sig i at lave plantebaseret kød.

Miljøforkæmper
Offentliggjort

Burgere med plantebøffer. Det er Leonardo DiCaprios nyeste eventyr i klimakampen.

DiCaprio har længe været involveret i den gode sags tjeneste for at redde miljøet. Nu har filmstjernen kastet penge i foretagendet Beyond Meat. Det skriver Fortune.

Den 42-årige filmstjerne og glødende miljøforkæmper har ifølge finansmagasinet tidligere doneret 20 millioner dollar til kampen mod klimaforandringer, og nu har han altså kastet sin kærlighed – eller sine skejser – efter bæredygtige fødevarer i form af erstatningsprodukter for kød.

”Kødproduktion er en kraftigt medvirkende årsag til udledningen af drivhusgasser. At gå fra kød fra dyr til det plantebaserede kød, som Beyond Meat har udviklet, er et af de vigtigste skridt, man kan tage for at reducere dets indvirkning på vores klima,” siger DiCaprio i en udtalelse.

Beyond Meat, hvis investorer også tæller Bill Gates, og Twitter-stifterne Biz Stone og Evan Williams, har udviklet et proteinholdigt produkt, der udelukkende er lavet af planter, men som for eksempel ligner rødt kød. Og hos den Los Angeles-baserede virksomhed jubler man over Hollywood-indsprøjtningen.

”Leo er seriøs omkring klimaforandringer. Han er en rigtig god allieret for os, så det er ikke nogen kendisaftale. Han er en, der oprigtigt tror på, hvad vi gør, og som vil hjælpe os med at udbrede det,” siger Ethan Brown, administrerende direktør hos Beyond Meat, til Fortune.

DiCaprio har da også givet flere prøver på sit engagement i klimakampen. Blandt andet med dokumentarfilmen Before The Flood, hvor han i samarbejde med National Geographic sætter fokus på klimaudfordringerne.

LÆS OGSÅ: Se trailer: Leonardo DiCaprio sætter fokus på 'verdens største udfordring' i ny dokumentarfilm

LÆS OGSÅ: DiCaprio hader mode: Alligevel bliver hans plasticpose nu til dyr bæltetaske

LÆS OGSÅ: Makkerparret DiCaprio og Scorsese laver præsidentfilm