Da en østasiatisk mand for lidt over to år siden betalte 628.000 dollars – mere end fire millioner kroner - for en whisky på en auktion i Hongkong, blev han ejeren af verdens dyreste spiritusflaske.
Det vil sige, flaske er ikke den nøjagtige betegnelse, for whiskyen 'M' fra destilleriet Macallan kom i en håndblæst krystalkaraffel fra den franske juveler og glaskunstproducent Lalique. Angiveligt skulle 17 glashåndværkere have arbejdet i over 50 timer for at fremstille denne overdådighed af en 6 liters whiskybeholder.
Men det var småting sammenlignet med de kræfter, der var lagt i at frembringe indholdet, som Bob Dalgarno, Macallans masterblender, havde sammensat af indholdet af syv nøje udvalgte whiskyfade.
Annonse
Ifølge Macallan brugte han to år på at håndplukke netop disse fade ud af en mængde på i alt 200.000 i destilleriets lagerbygninger i det nordøstlige hjørne af Skotland.
Og inden da havde selve whiskyen lagret i generationer, de syv aftappede træfade var fra 25 op til 75 år gamle.
At fremstille whisky er en langsommelig proces, og efterhånden som efterspørgslen stiger, bliver der stadig færre af de allerældste og allerædleste produkter at handle med. Den stigende sjældenhed er med til at presse priserne på de helt særlige flasker i vejret.
En gang var det fortrinsvis amerikanske rigmænd, der kappedes om dem, men med nye overklasser, der vokser frem i særligt Rusland og Østasien, er der stadig flere rigmænd til at byde på de gyldne dråber. Når de dyre drenge giver flere millioner for en flaske whisky, erhverver de et statussymbol, men samtidig også muligheden for at skille sig af med det nogle år senere og tjene en pæn skilling.
”Markedet går bare opad. Vi har endnu ikke set whisky, der faldt i pris. Hvor meget avancen er, afhænger af, hvilket prisleje whiskyen havde, da den blev købt. En whisky, der sælges for 10.000 kroner, kan godt have fordoblet sin pris tre år senere. En whisky, der sælges for 100.000 kroner, vil typisk forøge sin pris med 10-15 procent. I gennemsnit vil jeg skyde på, at dyre whiskyer har en prisforøgelse på 15-20 procent på to-tre år, ” siger Martin Markvardsen, der opgav en karriere i Søværnet for at arbejde med skotsk whisky og i dag er senior brand ambassador for de to destillerier Macallan og Highland Park.
Annonse
Igennem sit job er danskeren i tæt kontakt med den heftige efterspørgsel på sjældenhederne, for eksempel får han mange sms-beskeder fra en mand i Singapore, der allerede ejer 12 flasker 50 år gammel whisky, men er ivrig efter at bringe samlingen op på det pæne tal 15. Men flaskerne er endnu ikke aftappet, så kunden må lægge bånd på sin utålmodighed lidt endnu.
Som beskrevet kræver det både håndelag og masser af tid at fremstille god whisky. Derfor må et whiskydestilleri forberede sig godt, hvis det vil beholde sin relevans. Det nytter ikke noget stille og roligt at sælge ud af guldet fra skatkammeret, uden at sætte whiskysmedene på arbejde med at fremstille morgendagens samleobjekter.
Hos Macallan betyder det selvfølgelig, at der konstant skal holdes gang i destilleringskedlerne. Men den maltede bygspiritus alene er ikke nok til at fremstille fremtidens whiskyperler, ligegyldig hvor omhyggeligt den er lavet, og hvor smagsmæssigt potent den er. Før væsken har set det indvendige af et fad i minimum tre år, kan den officielt set, slet ikke kalde sig whisky.
Med et stregkodesystem holder man styr på sin lagerbeholdning, det enkelte fads alder og herkomst.
Desuden er fadets beskaffenhed af højeste vigtighed. Whisky har det som de fleste af os: Når den nu skal ligge der længe, så må lejet også gerne være behageligt. Hos Macallan bruger de både spansk og amerikansk egetræ, og på fadene har der enten ligget bourbon eller sherry, inden de bliver brugt til at lagre årgangswhiskey.
Annonse
”60-80 procent af smagen kommer fra fadet,” siger Martin Markvardsen, der fortæller om hagerne ved at producere whisky på sherryfade lavet af spansk eg, en ting som mange kunder efterspørger hos Macallan på grund af den delikat frugtige smag, de tilføjer whiskyen.
For det første går der mange træer til fadproduktionen – det kan godt tage hundrede år, inden træerne har den rette størrelse – og derfor har Macallan faste aftaler med den spanske regering om, hvor mange træer de må fælde, og hvor mange nye træer, de skal plante.
For det andet er det vigtigt, at tønderne er første klasses håndværk. Derfor har Macallan ansat 35 faglærte bødkere i Spanien, der hamrer tønder sammen på akkord.
For det tredje er sherrymarkedet generelt for nedadgående på verdensplan, mens whiskymarkedet går i den modsatte retning.
Det betyder, at Macallan må betale et spansk mellemled for at fremstille sherry til sine fade. Noget af sherryen bliver senere destilleret til brandy, mens andet bliver lavet til eddike, muligvis bliver noget af det solgt som sherry - eller drukket af personalet. Men det er ikke indtjeningen, der er det primære. Formålet er først og fremmest at smage fadene til, inden de bliver transporteret til Skotland og deres egentlige bestemmelse.
”Man kan godt sige, at der er noget absurd i, at vi holder liv i en produktion, der ikke kan opretholde sig selv. Men vi sætter en ære i vores sherryfade. Mens 95 procent af alle fade i whiskyindustrien er bourbon, er vi kendt for, at kvaliteten af vores sherryfade er i top. Det kan vi kun sikre ved at booste sherryproduktionen,” siger Martin Markvardsen, der anslår, at Edrington GgroupMacallan bruger over 250 millioner kroner om året på produktion af sherryfade.
Men selv om håndværket og råmaterialerne betyder alt for at ramme den perfekte smag, er etiketten måske det allervigtigste, når der skal skabes rekordsælgende whiskyer.
Macallan var i 1986 pioner på markedet for årgangswhisky, da de som de første satte en 60 år gammel flaske til salg – og satte årstal på den. Sidenhen har destilleriets navn været lig med ekstrem eksklusivitet.
Den forrige verdensrekordholdende whisky var også fra Macallan. En 64-årig flaske, der blev solgt for 3 millioner i New York i 2010. Martin Markvardsen synes selv, at priserne er blevet lidt vanvittige. Men hvad skal man gøre?
”Vi har selv været medskyldige i, at de er så høje, ved at skabe den her samlermani. Men man er nu engang nødt til at tage så meget for sine varer, som man kan få. Sådan fungerer købmandsskab jo,” siger Martin Markvardsen, der fortæller, at Macallan har en stor, trofast og velhavende samlerskare rundt om i verden, hvilket gør Macallan til markedsførende inden for sjælden whisky.
Problemet er, at der også er andre, der prøver at ramme denne kundegruppe, men på mere uærlig vis. Som med alle luksusvarer er fristelsen til at svindle med Macallans produkter stor, og destilleriets folk holder derfor øje på nettet med, om der skulle dukke tydelige forfalskninger op.
Opdager de noget mistænkeligt, henvender Macallan sig til sælgeren eller afholderen af auktionen, men ellers er der ikke så meget, de kan gøre.
”Falsknerier sker oftere og oftere. Det ser man generelt på alle whiskymærker, men selvfølgelig allermest på produkter, der går godt på auktioner. Desværre kører disse handler ofte igennem så mange led, at der ikke er noget, vi kan gøre for at opdage det eller for at finde falskneren,” siger Martin Markvardsen, der selv tidligere samlede på whisky i det små.
Igennem arbejdet kom han inden for rækkevidde af nogle gode køb, og til sidst havde han omtrent 400 flasker, inden han for nogle år siden solgte samlingen med 10-15 procents fortjeneste. Han vil ikke ud med, hvor meget, han fik for den. Efter eget udsagn blev han ikke rig af handlen. Til gengæld fik han mere plads i sit hjem og en bekymrende post mindre på forsikringspolicen.
”Folk må gøre lige, hvad de vil. De må bruge millionbeløb på whisky. Og de må spekulere i det og sælge den videre igen uden at smage på den. Men for mig handler det først og fremmest om det, der er indeni. Whisky bliver lavet for at blive nydt.”
Euroman.dk var inviteret til at besøge Macallan-destilleriet af Edrington Group.
