10 instagramvenlige restauranter

Feed me: 10 Instagram-venlige restauranter du skal kende

Stederne du går hen, når du vil ses, når du spiser.

llama
Offentliggjort

”Alt, hvad du gør, er en performance,” sang Pet Shop Boys om en selviscenesættende type i sangen ’Flamboyant’. Det var allerede i 2003, men det skulle vise sig at være en præcis beskrivelse af den måde, vi lever vores liv i dag, efter at vi har fået de sociale mediers muligheder for at multiplicere vores egoer.

Uden fotodokumentation har alt det fede, vi foretager os, aldrig fundet sted, og vi bider skammen over selvpromoveringen i os igen og igen og skyller den ned med likes fra vores følgere. Men hvorfor ikke også nyde en spændstig pastaret og et godt glas naturvin, når du nu er i gang?

Vi har samlet ti af Københavns smarteste restauranter, hvor du både kan få et godt måltid i din mave og det helt rigtige billede i dit feed.

1. Apollo Bar & Kantine

Køkkenchef og forpagter Frederik Bille Brahe trækker modefolket efter sig som rottefængeren fra Hameln. Fra Atelier Septembers avocado-tempel over den hippe havnekro Havfruen til Apollo i Charlottenborg, hvor han serverer afkølede naturvine og fashionabelt smukke og små portioner af grøntsagsorienteret mad til Kunstakademiets studerende og andre æsteter.

Mest fotogene ret: noget med orange grøntsager og krydderurter

Indretning: højloftet klassisk, sæbebehandlet nordisk træ

Kendis du har chance for at se: Mads Nørgaard/Brügger-Bertelsen/Helena Christensen

2. Jah Izakaya & Sake Bar

Jonas Hartz’ japanske madværtshus har kulørte lamper og småretter i delestørrelse, der giver hyggestemning ved bordet, hvis man bestiller frit fra leveren. Et godt sted at gnide albuer med smukke kvinder og kreative profiler, hvis du da kan få et bord.

Mest fotogene ret: stegte gyoza-dumplings

Indretning: gemytligt tætpakkede træborde, hvidmalede mursten, ægte japanske toiletter, der kan mere, end du ønsker dig.

Kendis du har chance for at se: Metallica/Bjarke Ingels

3. Granola

Indbegrebet af Værnedamsvejs gode liv. Isbaren, morgenmadsstedet, restauranten og fortovscafeen har aldrig problemer med at få sine borde besat. Prøv alligevel at kæmpe dig til et, hvis du vil se en berømthed, hvile ud efter at have overtrukket kontoen i det overprissatte indretningstempel på den anden side af gaden, eller hvis du vil have Vesterbros hipsterklientel som tilskuere til dit forretningsmøde.

Mest fotogene ret: morgenmad med det hele

Indretning: 50’er-diner, fransk bistro, mønstret marmor

Kendis du har chance for at se: Claes Bang/Medina

4. Spaghetteria

Folkene bag Osteria 16 har udvidet publikumssuccesen med Spaghetteria. Restaurantens lysstofrørsæstetik og kuriøse placering blandt støvede rejsebureauer og 7-Eleven-filialer i Vesterports ingenmandsland har gjort stedet til en yndlingskulisse for filmskabere, manuskriptforfattere og livsstilsbloggere. Det overkommelige prisniveau og den uprætentiøse mad trækker også.

Mest fotogene ret: Aperol Spritz, hvis det skal være mad, så blækspruttesalat

Indretning: sydlandsk, industrielt

Kendis du har chance for at se: Maria Bach Hansen, Anders August

5. Condesa

Der er evigt solskin, kølige drinks, lune hjemmebagte tacos og smukke unge mennesker på Condesa. Folkene, der også driver Dyrehaven og Bakken har fået fingre i et gyldent hjørne på grænsen mellem turisthelvede og pittoreske, brostensbelagte smøger. Et godt sted at kigge på mennesker, mens du selv venter på at blive opdaget af talentspejderne og ender med at danse på bordet.

Mest fotogene ret: ceviche

Indretning: linoleum, hipster

Kendis du har chance for at se: Kesi/Lukas Graham

6. Pluto

Lækre, små deleretter, moderne brasseriestemning, friskrystede cocktails og knald på musikken har gjort Pluto til den hippeste af Oubæk-imperiets restauranter. Her kan du forsøge at overdøve klubejere og langlemmede natdyr.

Mest fotogene ret: skaldyrsplatte

Indretning: wienerstole, rå newyorkervægge

Kendis du har chance for at se: Simon og Simon/Casper Christensen

7. Mangia

Madens saft og kraft og lokalets rungende akustik indbyder til store armbevægelser og stærke meninger. En af byens bedste italienske restauranter er hurtigt blevet en darling blandt kulturpersonligheder og intellektuelle livsnydere.

Mest fotogene ret: fyldt pasta

Indretning: no nonsense, hvide duge, klassisk restaurant

Kendis du har chance for at se: Martin Krasnik/Thomas Blachman

8. Llama

Med sin fordelagtige placering ved siden af At Dolores (tidligere Sunday) er Llama det perfekte sted at varme op til en farlig aften i byen med sydamerikansk fusionsmad og farverige cocktails. Masser af plads gør det til et godt sted at spise i store grupper, og fliserne, som er fragtet hjem fra Latinamerika, og som er seriøst flotte, giver like-garanti til dine billeder. Bonus: Hvis ikke du kan komme ind på klubben ved siden af, kan du altid ryge på dansegulvet her.

Mest fotogene ret: guacamole med chips

Indretning: Dunkel belysning, mexicansk

Kendis du har chance for at se: Mads Langer/ Citybois

9. Italo Disco

Italo Disco er den kreative klasses mere dagligdags – og endnu mere velsmagende – sidegadealternativ til Spaghetteria. Faste menuer af gode råvarer samt upåklageligt håndværk og et godt og smalt vinudvalg er de største attraktioner. Også et hyggeligt sted at sidde ved baren og få en Campari, mens man tænker over livet – og finder ud af, at man er sulten.

Mest fotogene ret: noget med radicchio

Indretning: enkelt, marmor, grundfarver

Kendis du har chance for at se: vist nok ikke nogen endnu/måske dig selv

10. Cantina

Italiensk mad er, endnu en gang, det mest trendy du kan putte i munden. Det kan vi godt forstå, det er verdens bedste køkken efter vores mening. Pastis-folkene har givet det deres version med Cantina, der har et bredt à la carte-kort, blandt andet med hjemmelavede pizzaer, og et ternet gulv, der giver bloggere og modeller det perfekte bagtæppe til deres opdateringer.

Mest fotogene ret: tomat og bøffelmozzarella

Indretning: industrielle glødelamper, malede tallerkener

Kendis du har chance for at se: den næste Josephine Skriver

LÆS OGSÅ: 18 danske bud på den næste Helena Christensen

LÆS OGSÅ: 6 irriterende trends på Instagram, som vi også er skyldige i