Gorms genopstandelse: ”Jeg har en skam og en skyldfølelse over konkursen, også selv om jeg ved, at den ikke var min skyld”

Velkommen tilbage fra de døde! Hvordan var den anden side?

”Haha, stærkt traumatiserende. Jeg er stadig i gang med at bearbejde det. Det var en meget fysisk og konkret oplevelse. Dagen for konkursen mødtes jeg og nogle fra ledelsen ude i Herlev på kontoret, hvor vi har vores produktionskøkken, og så kom der seks advokater og kuratorer, og der afleverede vi vores arbejdstelefoner, nøgler og computere.

Inden jeg kørte hjem, skrev jeg nogle sms’er til nogle af de ansatte, der havde været der i mange år, og som netop havde fået nyheden for allerførste gang. Jeg skulle bare lige høre, om de var okay.

Jeg kom hjem til min kone, Charlotte, fik et dejligt kram af hendes lange arme, og så har hun heldigvis også så lange ben, at hun kunne give mig et spark i røven samtidig. Det var en god kombination. Vi drak et glas vin, sludrede, snakkede og fik lidt ro på.

Charlotte sagde: ’Hvad der sker, det sker. Det her kan blive det vildeste nye kapitel i dit liv, det kan blive en genrejsning, og det kan give dig frihed til at tænke i nye baner. Brug tiden til at tænke efter.’ Før det havde jeg holdt et halvt års sygeorlov for lige at komme til mig selv efter mange års rigtig hårdt arbejde.”

Hvad havde fået dig til at holde sygeorlov?

”Den første sommer efter coronanedlukningen havde jeg arbejdet på nærmest samtlige danske festivaler. Jeg havde nok aldrig været mere væk hjemmefra. Jeg kunne ikke længere mærke grænsen for, hvor hårdt arbejdet måtte være. Mine arbejdsopgaver blev vigtigere end mig selv.

Charlotte sagde på et tidspunkt til mig: ’Jeg har altid troet, at det ville blive bedre med alderen. At du ville arbejde mindre og bruge mere tid med os, men det er kun blevet værre.’ Sådan havde jeg også altid set det, og det var skræmmende at opdage, at jeg ikke var blevet klogere, fra jeg var 25 år, til jeg var 40 år.

Da Gorm’s gik konkurs i marts, var jeg vendt tilbage til arbejdet, men fordi jeg havde haft min sygeorlov og gjort mig nogle erkendelser, vidste jeg, at arbejdet altid kan skæres fra. Også selv om det var mit livsværk. Men min dejlige, fantastiske kone og vores børn, er alt, hvad jeg har brug for.”

Tag os tilbage til den umiddelbare periode før jeres konkurs. Vidste du, at den lå lige rundt om hjørnet?

”Over årene var min ejerandel af Gorm’s blevet formindsket. Det har gjort mig mindre økonomisk afhængig af Gorm’s succes, men det har aldrig været størrelsen på den ejerandel, der har afgjort, om jeg har været dedikeret eller ej.

Men det gjorde, at jeg i perioden op til konkursen ikke vidste særligt meget om, hvor galt det stod til, fordi der er nogle juridiske begrænsninger for, hvad ansatte, der ikke er på ledelsesniveau, må vide. Christian Madsen, der på daværende tidspunkt var CEO, er også medstifter af Gorm’s, så vi kender hinanden utrolig godt, og jeg gik op og ned ad ham hver dag, så jeg kunne jo godt mærke, at noget var galt.”

Troede du, at det var helt slut, da konkursbegæringen blev indgivet?

”Der er noget, der hedder ’Early Warnings’, som er et organ under finanstilsynet, som kan være med til at rådgive virksomheder, der står over for en mulig konkurs.

Det havde vi startet med at benytte os af cirka et år inden konkursen, fordi Christian og jeg som stiftere af Gorm’s havde for mange følelser involveret. Følelser og rationalitet er ikke den bedste kombination, så vi følte, det var vigtigt at involvere nogle upartiske mennesker, der kendte konkurs- og rekonstruktionssystemet godt.”

Hvad fik I ud af det?

”De fortalte os, at det var op til kuratoren at vurdere, om boet efter en konkurs skulle splittes op eller handles som samlet virksomhed. Ville de splitte det op i små dele, var der ikke så meget at gøre.

Så kunne vi måske drive en enkelt eller to af restauranterne videre. Men hvis kuratoren vurderede, at boet skulle handles som samlet virksomhed, var der mulighed for at fortsætte driften, hvis man kom med det bedste bud i den situation.

De fortalte også, at man ofte oplevede med restauranter, der havde positiv drift, hvilket vi havde, at der kom nye investorer ud af busken, når nyheden om konkursen gik ud. Derfor lå det lidt i baghovedet, at vi kunne blive reddet af nye investeringer.

Da konkursbegæringen blev indgivet, kunne vi igen snakke frit, for der var de juridiske rammer mellem ledelsen og mig nedbrudt. Hvor var vores hjerter henne? Var vi deprimerede og færdige, eller kunne vi mønstre kampgejst? En del af os blev enige om, at vi var klar, hvis der kom nogle investorer på banen, og det gjorde der heldigvis.”

Hvorfor gik I konkurs?

”Lige inden corona ramte, var vi gang med en kæmpe ekspansion. Vi åbnede i Viborg og Kolding, planlagde åbning i Horsens, og på sigt skulle vi være til stede i alle større byer i Danmark, og vi skulle til Sverige og til Tyskland. Vi lå med en forretning, der var gearet ekstremt hårdt, og vi havde så mange investeringer ude og svømme. Og så ramte corona.

Det kunne ikke være værre timing. Vi var så eksponeret. Cashflowet stoppede bare fra den ene dag til den anden. Tilfældighedernes spil. At der bagefter kom krig i Ukraine, fødevarekrise og inflation, har heller ikke hjulpet.”

Da I gik konkurs, fik I eftergivet en gæld på 14,1 millioner kroner til det offentlige. Hvordan har du det med, at statskassen aldrig får de penge at se?

”Jeg kan godt forstå, at der er nogle, der er bitre over det. At de synes, det er noget forfærdeligt rod. Men vores afdragsprofil i forhold til den gæld, der var til Skat, var ikke til at forhandle, og afdragsprofilen var efter min mening ikke korresponderende med den virkelighed, branchen levede i efter corona. Jeg har en skam og en skyldfølelse over konkursen, også selv om jeg ved, at den ikke var min skyld.

Men den kritik, vi har modtaget i blandt andet Ekstra Bladet og Berlingske, har jeg svært ved at forstå. Det kunne jeg bedre, hvis vi havde haft tre eller fire konkurser, men vi har haft én på 15 år, og jeg vil vove at påstå, at vores samlede iværksættervirksomheds bidrag til statskassen går i plus.

Det er en underlig konkursdebat, vi har i Danmark. I Sverige er der en meget større ’op-på-hesten-igen’-tilgang til konkursramte erhvervsdrivende, og i USA har man ikke prøvet at lave forretning, hvis ikke man har prøvet en konkurs. Det er et kæmpe tabu i Danmark. Der er så mange associationer til snyd og humbug. Som om vi har siddet i et mørkt kammer og flyttet diamanter til Cayman Island.”

Har I så overhovedet begået nogle fejl i Gorm’s?

”Jeg ville gerne have håndteret ekspansionen inden corona lidt anderledes. Haft mere fokus på de lokale tilpasninger i forhold til gastronomien. Jeg tror, vi skuffede nogle gæster derude, men det er ikke noget, vi kunne se på gæstetallene.

Det er bare min personlige holdning. Masser af andre kloge hoveder synes, ekspansionen gik fint, men jeg følte selv, vi var lidt out-of-touch med markedet. At vi slækkede lidt på tjekketheden og den samlede oplevelse.

Spiseoplevelsen er jo meget anderledes i Viborg end i København. Det er i hvert fald noget, jeg synes er spændende at tænke over og arbejde med, blandt andet fordi jeg selv har oplevet at komme fra en af Danmarks mindre egne til København.

Det er det, der skaber det dygtige værtskab. At man fornemmer, hvad og hvordan gæsten ønsker, det skal være netop her og nu. Det handler om lokal tilpasning. Jeg mener, kort og lidt tørt sagt, at ledelsen kom for langt væk fra driften. Men timingen med corona var det, der savede grenen endegyldigt over.”

Hvad er anderledes i Gorm’s, efter I vendt tilbage fra de døde?

”Vi har kun mistet vores forretning i Torvehallerne, og så har vi netop åbnet en ny restaurant, Bjørn & Delfino, i Sydhavnen. Vi har ryddet lidt op i ledelsesstrukturen, så dem, der nu er med i ledelsen, også er dem, der har et operationelt ansvar. Ejerkredsen har nu hænderne helt nyde i gryden. Nærmest bogstavelig talt. Og vores ledelsesmøder har været megafede indtil videre.

Vi fylder papirerne med idéer og koncepter, og så har vi heldigvis to med, der kan agere ’Terkels far’ i situationerne. Altså, bare sige: ’Nej, vi skal tænke os om.’ Sådan en har jeg brug for, for jeg spitballer bare idéer ud. I dag ejer jeg omkring 15-16 procent af virksomheden og hæfter jo så også for det mere. Og nu sover jeg … spændende på grund af det. Før var det kun følelser, nu er det også økonomi.”

Hvad kan man som gæst forvente at møde i fremtiden hos Gorm’s?

”Vi har brugt tænkepausen under bobehandlingen på at læse mange af de beskeder, vores gæster har sendt til os oven på konkursen. Det var en ren lovestorm, hvor de beskrev deres første date, de havde haft på Gorm’s eller andre gode minder derfra. Du ved, de skrev, at de havde fået frølår og det ene og det andet, og jeg tænkte bare: ’Hvor er det lang tid siden, vi har lavet sådan noget mad.’

Vi skal være mere legesyge og nysgerrige i køkkenet. På vores pizzajoints skal vi være skidegode til at lave pizza, og det er det. Men fx skal Bjørn & Delfino være indbegrebet af den trend, jeg forudser, kommer til at dominere gastroscenen de næste par år: at køkkenet ikke må være begrænset af den nationalitet, det tilhører. På Bjørn & Delfino vil vi fokusere på hele middelhavet.

Vi har frigjort os fra det rent italienske, og i stedet for at skele til om en ingrediens har hjemme i et bestemt køkken, vil vi kigge på, om det smager godt. Den skrivende gastroklasse har endnu ikke opdaget det helt. ’Soya i et italiensk køkken?!’ Smag nu bare på det. Smager det godt? Ja, det gør det, så hvad er problemet?”

Har hele den her nærdødsoplevelse ændret dig?

”Jeg er 85 procent tilbage til den, jeg gerne vil være. Konkursen sidder stadig i mig, og jeg bliver også ked af det en gang imellem. Når det er sagt, så er jeg en Gorm, der er meget mere balanceret mellem arbejde og familie.

En, der har forstået, at han er 40 år gammel og skal til at nyde sin tid og sit arbejde på en anden måde. Forhåbentlig kan jeg nu give mit nærvær, der er blevet større, videre til gæsterne. Vi har også et fast punkt på vores møder, der hedder ’nærvær’. Hvor mangler vores personale at se os? Hvilken restaurant mangler vores nærvær?

Det handler ikke om de store, strategiske penselstrøg. Det handler om at vinde næste weekend. Og så næste weekend igen. Om et år har vi forhåbentlig vundet hele året. Jeg bliver ikke den samme igen, og jeg er ikke 100 procent den, jeg gerne vil være. Jeg har nogle traumer, og jeg tror først, jeg kan kaste sørgeklæderne af mig om et år, når vi har et positivt regnskab.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Restauranter, Pizza og Mad