Der er ikke meget opmærksomhed på det, men italienerne har i den grad en sød tand, også når der skal noget i glasset. Specielt den toscanske traditionelle vin santo med over seks års fadlagring er en skammeligt overset dessertdrik.
Vi har samlet eliten her.
Vinene er vurderet på 100-point skala
Annonse
Vigna Senza Nome 2022, Braida/Giacomo Bologna, Moscato d’Asti. Italien
93 point
Han nåede vist at blive levende legende, Giacomo Bologna, før sin død. Han var ikke først, men størst og måske bedst med barbera som stor druesort.
Hans senere høst, de lavere høstudbytter og ikke mindst nye franske egefade gjorde barbera seriøs, men også international og kopipræget. De færreste ved, at Bologna elskede moscato d’asti, og børnene holder fortsat fast i fremstillingen af en mesterlig udgave til INGEN penge.
Påtrængende aromatisk, let svovlpræget, men ekstremt druesaftpræget og cremebutik. Liflige 5,5 % og overraskende syrefrisk for vintypen. Det gør den dødsensfarlig, drikbar, læskende … lime cordial og citronverbena, syrlige drops og druesukkertabletter i eftersmagen.
Pantelleria er tættere på Afrika end på Italien. Vindblæst, Sahara-influeret og vulkansk. Stokkene står i lavninger ligesom på Santorini i Grækenland, og druerne her er også moscato d’alessandria. Sent høstede og lagret på tank.
109 g restsukker.
Jamen, det er jo ingenting sammenlignet med de andre i smagningen her. Det gør den simpelthen bare mere drikkelig. Tydelig druesød, frisk hvid fersken og skumbad i barndommens badekar. Druefrisk og druesød smag, komplet ren og moderat bitter, så det krydrer lidt.
Tørrede abrikoser og sultanaer, parfumeret i eftersmagen, nærmest som at gå gennem aerosolskyen fra et parfumesprøjt. Donnafugata laver også den endnu sødere og nok mere berømte Ben Ryé på moscato. Fornærmende billig til 250 kr., når man tænker på eliksiren i flasken. Den lugter rent ud sagt af livgivende medicin.
Druerne tørres og presses let, saften går på små barriques og gæres. Den metode kender vi fra andre steder, men ingen andre steder har druen picolit.
Den er nævnt første gang på skrift i 1682, og ingen ved, hvilke druer den er i nær familie med, men hjemstedet er området omkring Friuli-byerne Udine og Gorizia og ind i det østligste Veneto enkelte steder. Der er kun mellem 100-150 ha tilbage af den.
Dyb sød og let karamelliseret appelsinduft, marmelade med appelsinskal, mandarin og ingefær. Klaserne er ekstremt små og indeholder ofte kun
15 druer hver!
Smagen breder sig som en balsam for sjælen ud over hele tungen, cremer, den er viskøs, moderat syrlig, men slet ikke kvalmende på grund af uvirkelig mineralitet.
Fremstillet på den sjældne og helt lokale vespaiola-drue, som kun findes i Breganze-appellationen i det østlige Veneto. Fausto Maculan er druens helt store redningsmand og forsvarer.
Druerne tørres i fire måneder og gæres på barrique, en tredjedel nye. Vespaiola henviser til de hvepsesværme, der mæsker sig i druerne, når de når modenhed og overmodenhed.
Sukkerindholdet er enormt. Torcolato har ca. 150 g restsukker og dufter stærkt af lynghonning, tørret fersken, en smule figen og pollenbolsje. Her er livlig syre, mirakuløs modvægt til den vældige sødme. Sitrende bitterstof dukker op til sidst, og eftersmagen har bibelske mindelser; livgivende balsam.
Alessandro Boido tager moscato bianco og vintypen moscato d’asti mere alvorligt end andre. Nuvel, andre laver fin moscato d’asti, men Alessandro har på familieejendommen Ca’ d’Gal i Santo Stefano di Belbo, forsøgt, med held, at lægge de samme elementer som til stor rød- og hvidvin til grund for sin moscato d’asti.
Senere høst, lavere høstudbytter, fokus på gamle vinstokke, gamle kloner af moscato bianco og ikke mindst modet til at lagre sin vin. Sant’Ilario kommer fra op mod 70 år gamle stokke.
Den er knap så tuttifrutti-aromatisk som Braidas udgave, mere mineralsk og stenet, har flere modne hvide ferskner, kolossal koncentration og intensitet, men osende friskhed til sidst. Der er typisk 100-
120 g restsukker i moscato d’asti, men de bedste er umanerligt drikbare.
Den oprindelige vin på tørrede corvina-druer, og rondinella og corvinone var recioto og IKKE amarone. Man gik efter restsukkersød vin på de koncentrerede druer fra tre, fire eller fem måneders tørring på åbne lofter.
Først i midten af 1900-tallet fandt enkelte producenter på at udgære de tørrede druer til det, der så blev kaldt amarone. Brigaldara gærer traditionelt på store botti og lagrer den dér i to år. Her er 86 g restsukker og vel at mærke sammen med 15 %, normalt er recioto lavere i alkohol.
Aroma af tørredkirsebær, tobak, korender, vanilje, og smagen er mildt bitter, men først og fremmest hylende syrlig. Corvina gør sig gældende. Frisk madvin. Noget er af det bedste recioto, der findes.
Leonildo Pieropans opfindelse og stadig noget af det fineste recioto, der findes i appellationen. Ren garganega, tørret i fem måneder og gæret på store 25-hektoliters botti i to år. Garganega-recioto har tendens til mindre aromatik end nogle af de andre norditalienske passito-vine.
Duften har saft af presset sultana og figen, lys karamel, men restsukkermængden er ikke så høj (110-120 g/l) som i hverken picolit eller vespaiola. Fornem balance, hvor mulighederne også rækker ind i det salte køkken, hvor man tør lege med sukker eller honning.
Det centrale Soave er vulkansk, og de lokale siger, man smager fortidens udbrud. Druerne bliver små og koncentrerede under alle omstændigheder. Der er bagte æbler i eftersmagen.
Fra Malfa ud for nordøstkysten af Sicilien. Malvasia delle lipari og corinto nero-druer tørret udenfor i solen i 20 dage og derefter gæret på barrique. Florio er en af marsalaens forsvarere, men her er det uforstærket passitovin, de demonstrerer til guldmedalje. Granola på morgenmaden, karamel, røgelse, figen, tørret mango og sultana.
Restsukkermængden siger 140 g/l, og det virker egentlig ikke særligt sødt. Her er svagt oxidative toner i eftersmagen, som gør den mere kompleks og præget af læder og klassisk sukkerblanding på panden til brunede kartofler.
Her er mindelser om tawny, men bare uden den stærke alkohol. Den har macereret nogle timer med skindet, og det giver friskhed i form af bitterhed.
Marco Ricasoli-Firidolfi insisterer på at fremstille vin santo, som man gjorde det engang, og lægger timer, uger, måneder og gakket pillearbejde og højrisiko i sagen. Og uden på nogen måde at få tjent omkostningerne hjem.
”Jeg bliver ved,” siger han. I øvrigt sammen med fætrene på San Giusto a Rentennano. De to konkurrerer om at lave den vildeste vin santo. Her ren malvasia, tørret i godt to måneder og lagt på forseglede småfade af kirsebær- og
multebærtræ i syv år! Ekstremt drøj, tyktflydende. 351 g/l restsukker!
Vidunderlig kompleks næse med kastanje, karamel, virginiatobak, sultana, røgelse, kandis, banan, bagt pære. En eksplosion i munden, uendelig, karamelliseret, men frisk, lys chokolade, lakrids, brændt abrikos.
Grundlæggende lavet på samme måde som Rocca di Montegrossi, men Martini di Cigala-familien bruger dog både trebbiano og malvasia, tørrer længere og insisterer også på at bruge det helt traditionelle kastanjetræ til fadene oppe på loftet. Typisk kravler San Giustos vin kun op på 9-10 %, og det efterlader afsindige 455 g/l restsukker i 2013!
Oxidationen er kraftigere på San Giustos loft i de utætte fade, men det hærder vinen langsomt, og de tilsætter intet sulfit til vinen. Drøj som motorolie eller letløbende honningkaramel.
Stikker af vildskab, ahornsirup, flygtig syre, appelsin, tørret kumquat, røg, safran, livgivende eliksir, fed, cremet, uvirkeligt frisk og udødelig eftersmag.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.
