”Der er så meget rift om bordene på gode restauranter, at spontaniteten er forsvundet ud af København”

Her er opskriften på en fremragende aften: Du har ikke en bordreservation på en restaurant, men på magisk vis fremtryller en vaks tjener et bord til dig og din udkårne eller bedste ven, som du er ude at gå en tur med. Benovede over jeres held spiser og skåler I jer igennem aftenen, høje på tilfældets magi og spontanitetens lykke.

Og her er opskriften på en skrækkelig aften: Du har ikke bordreservation på en restaurant, men tænker, at I da lige kan prøve lykken. Tjeneren trækker opgivende på skuldrene, alt er booket, og samme svar får I det næste sted. Og det næste.

Med sultne børn om benene og en ægtefælle, der ikke just er vild med spontanitetens bagside, bliver du mere og mere desperat for at finde et sted, der ser nogenlunde anstændigt ud, og som kan nås til fods. I ender med pizza og sure miner på en kantsten.

Forestillingen om en impulsiv aften, hvor tingene bare udvikler sig i den rigtige retning, er fantastisk. Men virkeligheden er, at der er så meget rift om bordene på gode restauranter, at man sjældent kan lade spontaniteten råde. Middage er noget, der skal planlægges. Og ingen synes, det er sjovt at stå mere i kø end den tid, det tager for personalet at fortælle den foregående seating, at deres tid er ovre, og få dækket op på ny.

En af heldigere – og ekstremt sjældne – spontane spiseoplevelser, jeg har haft, var en frokost på Via Carota i West Village. En no-nonsense italiener med et spisekort, der vil sætte de fleste ditto i København skakmat, og som i 2019 blev katapulteret ind i evigheden med en The New York Times-artikel om stedet og ikke mindst deres salat. Artiklens titel var slet og ret: ’The Best Green Salad in the World’.

Vi var hele familien på tur til New York et par måneder senere, frokosten nærmede sig, og jeg vidste, at Via Carota lå lige om hjørnet. Vi tog chancen, gik forbi, blev vist direkte ind og fik et godt bord, og 10 minutter efter var der 30-40 mennesker i kø ude foran. Man har lov at være heldig – og salaten levede op til The New York Times’ rubrik.

Står sol, måne og stjerner rigtigt, er jeg stor tilhænger af det spontane restaurantbesøg. Det er der også restauratører, der gør, og min egen by, København, har på det seneste set to interessante nyåbninger, Bar Vitrine og Babel, der kun tillader walk-ins. Også Fabro Pasta i Indre By er kendt for ikke at have mulighed for booking. Alle tre steder omfavner spontaniteten i en sådan grad, at man ikke kan reservere bord på stederne, og det føjer jo pludselig en helt ny dimension til restaurantbesøget.

For de steder skal jeg selvfølgelig besøge. Men det skal ikke være nemt. Ved mit første forsøg på Babel, måtte jeg opgive, fordi ventetiden var tre kvarter. Og bortset fra et enkelt privat arrangement, har jeg aldrig spist på Fabro, men er gået forgæves mindst fem gange, fordi sultne børn har trumfet en times ventetid.

Fordelen ved walk-ins only er den opløftede, frie stemning, der kan brede sig blandt gæsterne, fordi de har været heldige (eller tålmodige) at få plads. Ulempen er, at den holder alle andre, der ikke har held eller tålmodighed, ude.

Jeg er i tvivl, om fordelene opvejer ulemperne. Måske jeg bare skal henlægge min aftengåtur til at gå forbi de steder, jeg begærer, men hvor jeg ikke kan reservere bord, og så bare lade det ske, når det sker.

Alt godt kommer til den, der venter.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mad og Gastronomi