Palmeolie har generelt ikke noget særligt godt ry.
I årevis har miljøforkæmpere klaget over, at der fældes urskov for at give plads til palmeplantager, og palmeolieproduktionen har blandt andet fået skyld for at destruere orangutangers levesteder.
Sidste år viste det sig så, at palmeolie ikke bare kan være ødelæggende for miljøet og dyrene, men også skadeligt for menneskers helbred.
Annonse
I hvert fald udtalte De Europæiske Fødevaresikkerhedsmyndigheder (EFSA) i maj måned, at palmeolie genererer flere kræftfremkaldende smitstoffer end nogen anden vegetabilsk olie, hvis den opvarmes til over 200 grader celsius.
I Italien vakte nyheden en del opstandelse, for eksempel har Coop-supermarkedskæden taget alle egenproducerede varer indeholdende palmeolie af hylderne. Og pasta- og brødproducenten Barilla – Italiens største bageri – har udstyret deres emballager med mærkater, hvor der står ”palmeolie-fri”.
Palmeolie er verdens mest producerede planteolie. I 2015 blev der fremstillet 62,5 millioner ton af olien, der er populær, på grund af det høje udbytte, som palmernes frugter giver. Det gør også palmeolien til det billigste produkt i sin kategori.
Det kan være, at det er derfor, at fødevareproducenten Ferrero Rocher nu går ud i et modangreb for at understrege palmeoliens gode kvaliteter.
Palmeolie er nemlig en af hovedingredienserne i Ferreros flagskibsprojekt, Nutella. Det populære smørepålæg har indeholdt palmeolie, lige siden lanceringen i 1960’erne, og det har Ferrero ikke tænkt sig at ændre på nu, bare fordi ingrediensen er kommet i modvind.
Derfor har koncernen lanceret en modoffensiv i form af en reklamefilm for Nutella, hvor det bedyres, at den anvendte palmeolie er fuldstændig sikker.
Annonse
Palmeolie opvarmes inden brug i fødevarer for at eliminere dens fra naturens side meget røde farve, men til Reuters uddyber Ferreros salgschef, Vincenzo Tapella, at palmefedtet, der anvendes i Nutella er raffineret ved en temperatur lige under 200 grader og ved ekstremt lavt tryk. Hvilket skulle minimere indholdet af skadelige stoffer.
Desuden, siger han, bruger Ferrero udelukkende olie fra certificeret bæredygtige palmeplantager.
Tapella mener ikke, at man ville kunne erstatte palmeolien med for eksempel raps- eller solsikkeolie, og det hænger angivelig ikke kun sammen med, at disse produkter er dyrere, men også med, at de ikke er lige så smagsneutrale eller langtidsholdbare som palmeolien:
“Hvis vi skulle lave Nutella uden palmeolie, ville det blive en dårlig substitut for den ægte vare. Det ville være et tilbageskridt.”
EFSA har ikke anbefalet, at forbrugere afholder sig fra at spise produkter med palmeolie, og myndigheden har ikke direkte magt over fødevareområdet. Men det forventes, at Europa-Kommissionen vil udsende retningslinjer for anvendelsen af produktet i slutningen af 2017.
Reuters vurderer, at det ville koste Ferrero godt 150 millioner om året at erstatte palmeolie med en anden planteolie.