Det er jo ikke så svært at lave sin egen pesto: Sådan laver du den traditionelle italienske version
Har man sagt pasta, må man også sige pesto. I hvert fald meget ofte, ikke mindst hvis man for eksempel har hjemme i Genova, der anses for pestoens hjemby, for her spiser man pasta med pesto mindst et par gange om ugen. Vi har rørt lidt rundt i den kolde grønne pastasauce, der for Genova er, hvad pizza er for Napoli, nemlig en del af byens identitet.
Foto: Getty, Alamy & PR
Første gang pestoen nævnes i en kogebog var angiveligt i 1863, da Giovanni Battista Ratto skrev sin ’La Cuciniera Genovese’ (det genovesiske køkken), der på det tidspunkt blev anset for at være den mest komplette kogebog over det genovesiske og liguriske køkken.
Her fik man for første gang opskriften på pesto, der dengang gjorde brug af både olivenolie og smeltet smør på samme tid samt en del vand ”for at gøre pestoen mere flydende”, som det hed.
Men der findes rent faktisk historiske dokumenter, der kan dateres helt tilbage til 1618, i hvilke kogebogsforfatteren Guglielmine Prato beskriver, hvad mange betragter som pestoens forgænger, nemlig en slags dressing, der kan laves på de kødfri dage, der tidligere var langt hyppigere end i vore dages katolske Italien, og som består af ingredienserne basilikum, hvidløg og parmesanost, der knuses og røres sammen.
Og det er netop denne proces, der har givet pestoen sit navn: ordet pesto kommer af det italienske verbum pestare, der betyder at knuse, støde, male eller træde på. I dag er ordet vel lige så universelt som både pizza og pasta.
