Dyrk dine egne muslinger og bliv del af en miljøbevægelse

En ung kvinde står i våddragt på Kalvebod Bølge. Kigger hun frem, ser hun virksomhedsdomicilerne i glas og stål rejse sig mod himlen. Kigger hun bag sig, ser hun Islands Brygge og Københavns havnebus, som sejler forbi. Men det gør hun ikke, hun kigger ned. For under hende findes årsagen til, at hun i dag har iført sig våddragt og svømmefødder.

Få tommer under havoverfladen gemmer sig adskillige rækker af liner med muslinger og tang, og hun skal ned og tjekke, om de trives. Det er arbejdsdag på Bølgemarken i København, og 20-30 personer er mødt op for at hjælpe til med at få orden på muslingestrømperne, udsætte nye tangliner og rense de gamle.

Kvinden i våddragt hedder Bodil Sofie Espersen, og hun er formidlingsansvarlig for Havhøst, en landsdækkende udviklings- og interesseorganisation for lokale havdyrkningsfællesskaber i hele landet. Bølgemarken er virksomhedens vindue udadtil, hvor der hvert år tages imod flere tusind mennesker, som kommer her for at lære om bæredygtig udnyttelse af vores havressourcer.

Dyrk dine egne muslinger

Blandt folkene på Bølgemarken befinder sig også Joachim Hjerl. I grunden er det langt henad vejen hans fortjeneste, at alle disse mennesker er samlet her i dag. Som grundlægger af Havhøst arbejder han – sammen med en voksende organisation – for at samle folk i hele landet, som interesserer sig for bæredygtighed og dyrkning af havets spiselige råvarer. Havhøst står blandt andet bag ’Havbondens muslingesæt’, et DIY-kit til private, som vil dyrke deres egne muslinger. Men først og fremmest arbejder organisationen med formidling og fungerer som fixpunkt for et stigende antal lokale dyrkningsfællesskaber – ’maritime nyttehaver’ - rundt omkring i hele landet.

"Vi hjælper med at samle dem, som gerne vil i gang," fortæller Joachim Hjerl og uddyber, hvad det indebærer:

"Vi giver dem en hjælpende hånd med, hvordan de rent praktisk får etableret en forening, og hvordan de overhovedet får noget i vandet. Hvilke tilladelser der skal søges, hvilket udstyr og kvalifikationer de har brug for, og hvad ’årshjulet’ er for sådan en dyrkningsinstallation. Desuden opfordrer vi dem til ikke kun at se på, hvordan der rent praktisk kan dyrkes, der hvor de bor, men også at tænke på, hvordan det de gør, kan formidles. Ofte er det mænd i den modne alder, der synes, det er fedt at tage ud på havet og skabe noget, som vil det her. En vigtig del af det, vi gør, er at hjælpe dem i gang. Men det er også vores opgave at minde dem om, at det, at de har den her lille blåmuslingefarm ud for Kerteminde, ikke kun er noget, de gør for sig selv. Vi siger til dem: 'I skriver jer også ind i nogle større agendaer og er forkæmpere for en forandring, som er supervigtig. I er bæredygtighedens forreste linje, venner, i Kerteminde og Vejle og Løgstør.' Og den har de altså grebet."

"Det handler ikke kun om dyrkning, det handler også om at åbne døren til de lokale dyrkningsfællesskaber, så skoler osv. kan komme ned og se, hvordan det hænger sammen og blive en del af den fortælling. Det er ikke alle, der gider at melde sig ind i en forening og mødes til bestyrelsesmøder og arbejdsdage. Men der er rigtig mange, som synes, det er fedt at komme ned og smage noget, en lokal kok har kreeret med tang og muslinger til et arrangement, hvor man knytter hele den der fortælling om bæredygtig dyrkning og spiselighed sammen. Så den åbenhed mod lokalsamfundet er megavigtig."

Det gode vinder altid

I dag er 20 maritime nyttehaver og tilhørende foreninger enten etableret eller under etablering, og flere er på vej over hele landet. Arbejdet er gennem årene muliggjort af fondsmidler fra bl.a. Velux-fonden, Spar Nord-fonden, Friluftsrådet og Miljøstyrelsens pulje til ’Grønne Ildsjæle”’ – en betegnelse, som passer rigtig fint til Joachim Hjerl. Gennem det meste af sit arbejdsliv har han, ved siden af bread-and-butter-jobbet som selvstændig kommunikationskonsulent, sat flere hjerteprojekter i søen, alle med ønsket om at gøre en forskel.

Først var det City Riders. En slags taxa-service, hvor folk kunne bestille en chauffør til at komme og hente dem fra byen på en sammenklappelig scooter. Så kunne de få deres bil med hjem selv med en lidt for høj promille. Ideen var, at City Riders blandt andet kunne være med til at mindske risikoen for alkoholrelaterede trafikdrab. Før scooterne kom på gaden, måtte Hjerl dog igennem et langvarigt tovtrækkeri med taxabranchen. Det tog halvandet år, røg op på ministerniveau og endte med en lovændring.

"Den sag gav mig nok rimelig hård hud", fortæller han.

"Men jeg har det sådan, at hvis jeg virkelig synes, noget er rigtigt, er det bare et spørgsmål om tid, før verden også synes det. Du kan ikke blive ved med at kæmpe imod noget, som åbenlyst er i alles interesse. På et eller andet tidspunkt giver de onde op, og så står de gode tilbage, gudskelov."

Kort tid efter, at der var givet grønt lyst til scooterne, kom finanskrisen. Hovedsponsoren Carlsberg trak sig fra alt ikke bundlinjerelateret, og projektets levetid blev kort, men var ikke forgæves.

"Det var der, min rejse ind i noget med mad og bæredygtighed startede. Gennem City Riders fik jeg kontakt med restauranter som Fiskebaren og Noma, som vi samarbejdede med," fortæller Joachim Hjerl.

Han havde sit kommunikationsbureau Konvers at falde tilbage på, og her blev han og hans daværende partner, David Dupont-Mouritzen, hyret af Food Organisation of Denmark til at lave et arrangement, der skulle sætte fokus på danske østers. ’Oyster Trophy Week’ var født. Og for at kickstarte en uge med østersrelaterede events lagde de hovederne i blød for at finde på noget, som kunne fange pressens interesse.

"Der kom vi så på den idé, inspireret af et lignende projekt i New Yorks Hudson River, at vi ville lave en østersfarm i Københavns Havn."

The moment of truth

Københavns Østersbanke blev endelig anlagt. Der blev skålet i bobler og åbnet østers til de fremmødte gæster og pressen kort tid efter. For enden af Nyhavn lå en hjemmesnedkereret platform på to gange en meter og skvulpede i vandet. Gæsterne tog hver en østers og smed ned på platformen, som blev sejlet ud i havnen under jubel og klapsalver. Derfra tog det fart. Pressen bed straks på maddingen og elskede historien om Københavns Østersbanke og dens idé om at lade østers bidrage til at rense vandet i havnen og måske endda på længere sigt tjene som mad. Østersbanken blev blandt andet nomineret til Årets Vision i Politiken og ryddede forsiden af Jyllands-Posten. Mange var tændt af ideen, heriblandt tegnestuen Effekt.

"De kontaktede os med ideen om, at vi med udgangspunkt i en østersbanke kunne være en bylivsaktør, som også kunne stå bag nogle ting over vandet. Det syntes vi, var et vildt godt perspektiv. Effekt begyndte straks at tegne på nogle store glaspaladser på vandet med dyrkning nedenunder og produktion og hangout og chill ovenpå," fortæller Hjerl.

Drømmene var store, men tabte efterhånden mere og mere luft. Især da det viste sig umuligt at dyrke limfjordsøsters i Københavns Havn. De udsatte østers døde simpelthen, saltindholdet er for lavt. Stillehavsøstersen ville måske kunne overleve, men den er en invasiv art og ikke nødvendigvis smart at introducere. I sidste ende blev dødsstødet til Københavns Østersbanke et afslag på en ansøgning om penge til projektet.

"Det var lidt et moment of truth. Effekt ville gerne de her store arkitektdrømme, men jeg havde en voksende følelse af, at vi havde sprunget et led over. At der var nogle ting, vi måtte lære og udvikle, før vi kunne indtage havnen med et stort fyrtårn. Vi kom jo fra noget helt andet. Dér tror jeg bare, David og jeg fandt ud af, at vi hellere ville tage det den anden vej rundt og skabe noget nedefra. At se på, om der overhovedet var nogen, der syntes, det var sjovt nok til at gå ombord i og bakke op om det," forklarer han.

Projekt Urban akvakultur

I 2011 stiftedes foreningen Maritime Nyttehaver, forgængeren til det, som i sommeren 2019 blev til den selvejende institution Havhøst. Formålet var at arbejde med fænomenet urban akvakultur. Et af de første projekter blev Havnens Høstfest på Islands Brygge i København, hvor borgere, politikere og eksperter mødtes til en debat om perspektiverne ved at dyrke i havnen. Tanker blev tændt, og foreningen fik sine første medlemmer og bestyrelse.

Og selvom Københavns Østersbanke aldrig blev en realitet, så havde ideen alligevel sat nogle strømninger i gang og skabt goodwill til projektet. Da Kalvebod Bølge blev etableret samme år, fik Maritime Nyttehaver lov at smide en muslingestrømpe i vandet og se, hvor det bar henad.

"Vi kunne jo se, at der fandtes blåmuslinger i Københavns Havn allerede. Så gad vide, om ikke man kunne dyrke dem i havnen? Østers var en vildt god kickstarter for hele historien, for det er sjovere at snakke om østers end muslinger. Hvor østers er en kejserspise, er muslinger mere en kartoffelart," konstaterer Joachim Hjerl.

Havets helte

Den ene muslingestrømpe blev til flere, og efterhånden kom der også liner med tang til. En pose penge fra Børne- og Ungdomsforvaltningen i København gav mulighed for at lave undervisningsforløb for skolebørn, hvilket siden blev et vigtigt ben i organisationen. Med sin placering midt i København har Bølgemarken på Kalvebod Brygge vist sig at være et perfekt udstillingsvindue for formidling af de ideer, Havhøst er bygget op omkring.

"Her kan vi virkelig give fortællingen om bæredygtig dyrkning af havet liv. Lige præcis de to ting, vi dyrker, er pr. definition de mest bæredygtige havfødevarer, du kan få. Muslinger, tang – og for så vidt også østers – bidrager med enormt meget positivt til havet. De lever blandt andet af alger, der stortrives langs vores kyster, hvor overskydende næringsstrømme fra landbrugets gødning af markerne siver ud og skaber lav sigtbarhed, iltsvind og dræber vores ålegræs. Det gør muslingerne noget ved. De filtrerer nemlig vandet og bringer liv, lys og lykke tilbage til havet. Muslinger kræver enormt lidt plads, fordi de kan vokse i lag. De behøver ingen foder eller medicin for at klare sig, tværtimod lever de af overskydende næringsstoffer. Add only water. Det er virkelig geniale fødevarer. Og tang har den kvalitet, at det binder CO₂. Det er 100 % en del af svaret på mange af de problemer, vi bokser med. Vi burde have kæmpe tangmarker overalt i Danmark. Men vi forstår ikke tang og har ingen kultur for at spise det, selvom der rundt om Danmark findes mere end 400 spiselige tangarter," forklarer Joachim Hjerl.

Elsker kampen for det gode

Måske vil det gradvist ændre sig, efterhånden som flere mennesker stifter bekendtskab med østers, tang og muslinger i de maritime nyttehaver eller med deres egne private muslingesæt. Interessen er i hvert fald stødt stigende, oplever Joachim Hjerl. Men modstand mærker han også stort set dagligt.

"Hvis jeg havde fået en 5’er, hver gang nogen havde sagt 'det der, det kan man ikke', så havde jeg kunne trække mig tilbage for længst. Jeg har en klar fornemmelse af, at akvakulturindustrien synes, vi er nogle skurke. Men i virkeligheden er vi jo deres bedste venner, mand! Her er vi nogle folk, som har fattet kærlighed til deres produkter og begynder at behandle dem på en måde, de aldrig selv ville kunne. Der er tale om lokale mennesker, der tager ejerskab over de her ting og kører dem op på en bæredygtighedspiedestal, hvor alle bare står og synger af glæde rundt om muslingen og tangen. Jeg forstår godt, hvor de kommer fra, for industrien har enormt mange kontrolprocedurer af en årsag. Østers og muslinger er filtratorer, så hvis vandet er forurenet, bliver du syg af at spise dem," forklarer han.

Af samme årsag er det ikke muslinger fra Bølgemarken, der står og bobler i den store suppegryde foran Havhøsts redskabsrum på Kalvebod Bølge på arbejdsdagen. Tangen til tangchipsene, som rækkes rundt, kommer også andre steder fra, for det er for usikkert, om man kan spise tang og muslinger dyrket i Københavns Havn.

I nær fremtid kan man til gengæld få københavnske muslinger dyrket ved Middelgrundsfortet, som den nystiftede forening Maritime Nyttehaver København arbejder på. I fjorde rundt omkring i landet dyrkes der allerede nu tang og muslinger af spisekvalitet i flere maritime nyttehaver, og mange indehavere af Havbondens muslingesæt kan sætte egenhændigt høstede muslinger på spisebordet. Indtil for nylig var det forbudt, fordi lovgivningen krævede samme kontrolprocedurer for hobbyhavbrug, som muslingeindustrien er underlagt. Det har været lidt af en stopklods for projektet, for det er småavlere ikke gearet til.

Så endnu engang har Joachim Hjerl måttet smøge ærmerne op, og efter flere års tæt dialog med myndighederne er det lykkedes at få indført en særlig regulering for hobbyhavbrug. Den gælder for de maritime nyttehaver og private havbønder. Det har ikke været helt nemt, men igen har han kløet på i det godes navn.

"Sådan tror jeg, det er for alle iværksættere, som laver noget, der ikke findes. Man møder et regelsystem, som ikke kan håndtere det. Så er der nogen, der dropper det og gør noget andet. Og det kan jeg sgu godt forstå, for det tager mange kræfter at få sådan et regelsæt på plads. Men jeg kan godt lide at slås."

Se, hvad vi ellers skriver om: Mad og Fisk