Si, grazie! I ny kogebog overbeviser kendt tv-vært dig hurtigt om, at det italienske køkken er verdens bedste

Der løber italiensk blod i Eva Ravnbøls årer. Nu udgiver hun en kærlighedserklæring til Italien i bogform, der bør stå på enhver velassorteret kogebogshylde i de danske køkkener.

Si, grazie! I ny kogebog overbeviser kendt tv-vært dig hurtigt om, at det italienske køkken er verdens bedste
Offentliggjort

Italien og særligt det italienske køkken har en særlig plads i mange danskeres hjerte. Kærligheden synes grænseløs til pizza, pasta, og hvad har vi, og nu kommer endnu en kærlighedserklæring til la cucina divina.

Oversat betyder det noget i retning af ’Guds eget køkken’, og det er netop titlen på Eva Ravnbøls nye bog om italiensk mad. Hun har taget sine 30 år i landet, blandet dem med personlige anekdoter om italienernes luner og rutiner, tilsat en god portion regler om god etikette på restauranter og caféer og omrørt det hele med et godt skvæt opskrifter på mad, man selv kan lave i sit ferske, skandinaviske og – ofte – meget lidt guddommelige køkken.

Resultatet er en bog, der først og fremmest er en gennemgribende kærlighedserklæring til Italien og landets madkultur. Og det er kærlighed på godt og ondt. For lige så mange regler, der er at huske på at efterleve (nej, du bestiller selvfølgelig ikke aperol spritz til maden), lige så meget bliver det hele leveret med et glimt i øjet og en opfordring til at forstå, at bare man husker charmen og villigheden til at lære nyt, så skal det hele nok gå.

Eva Ravnbøl har boet i Italien i mere end 30 år, hvor hun blandt andet har gjort sig som forfatter og korrespondent for TV 2. Hun har italiensk familie og italienske venner. Og selvom den danske kærlighed til støvlelandet i dag er enorm, så har det ikke altid været sådan, fortæller hun i forordet:

”Da jeg for omtrent 30 år siden var vært på en kulinarisk tv-serie om Italien på TV 2, der hed Pasta+, tænkte vi, at det var godt, vi lige nåede det, inden modebølgen lagde sig igen. Vi troede simpelthen, at danskernes interesse for italiensk mad var et fænomen, der ville forsvinde helt eller delvis igen,” skriver Eva Ravnbøl i forordet.

Men den tendens, som hun dengang mistænkte for at være en dille, er siden da blevet mere og mere udbredt og populær. Og nu er Italien a la Eva så udkommet i bogform, hvor man også kan lære om italienernes forhold til øjemål (quanto basta: ”så meget der er brug for”), de 15 bud for pastaretter (fx: ”brug aldrig kyllingekød i en pastaret. Der er ingen officiel forklaring. Det her er udenadslære. Og det må man forstå”) og ikke mindst forskellen på bella figura og brutta figura, der nærmest kunne være en bog i sig selv.

Hvis du er nysgerrig på mere Eva Ravnbøl, kan du lytte til afsnittet af Euromans podcast ’Arbejdstitel’, som hun har gæstet. Afsnittet handler ikke overraskende om mad, drikke og italiensk kultur generelt. Va bene!

’Guds eget køkken’ er udkommet på Lindhardt og Ringhof.

Se, hvad vi ellers skriver om: Køkken, Italien og Bøger