Hvis man bor downtown – og det gør man virkelig, hvis man har sans for det – kunne man begynde dagen med at trisse hen på Balthazar (80 Spring Street); de kan deres æggeklassikere, de er supereffektive, og de åbner kl. 7.30, så det er morgenmad, hvad de (også) serverer snarere end den evindelige brunch, som stadig er altdominerende på scenen derovre, i hvert fald i weekenden.
På den anden side er Balthazar også lidt banal, meget kendt og lidt for meget Le Monde på en træpind og menunavne på fransk, så gå hellere - eller også - langs High Line op til Eisenberg's Sandwich Shop (5th Avenue og 22nd Street, lige ved Flatiron–bygningen), for her kan man virkelig grise sig til i kolesterol. De har, som de selv siger det, været med til at hæve New Yorks kolesteroltal siden 1929, og den får med eggs over easy og pandekager med sirup, brasede kartofler, hvidt brød og tuna melt.
Man sidder ved disken, det er klassisk diner, og til hverdag er her åbent allerede kl. 6.30; kaffen er tynd og amerikansk, og der er hverken en latte eller en sundhedsapostel at se, det er Twin Peaks i New York.
Annonse
Herfra kan man næsten se over på Shake Shack, hvor man ikke gider spise frokost, fordi man virkelig ikke gider stå i kø, aldrig nogensinde. Hvis man har forvildet sig længere op i løbet af formiddagen, kunne man prøve Burger Joint (119 W 56th St), der skjuler sig pikant i lobbyen på hotellet Le Parker Meredien, eller nappe sig en prix fixe-frokost (38 dollars) på Jean Georges (1 Central Park West) i Trump International Hotel lige ved Central Park, men ærlig talt, glem nu Trump for en stund, og gå ned til The Spotted Pig (Greenwich Street og 11th) og få en burger med blå ost og snørebåndsfritter; her er ingen bordbestilling, det er et kultsted, og de mistede for nylig den michelinstjerne, som de helt absurd var blevet tildelt, og fik den erstattet af en Bib Gourmand, som er mere passende. Drik øl til, stedets egen ale, og nyd larmen og det hippe kvarter.
Nu er man mæt, så man må gå sig en tur, fx tværs over øen til East Village, hvor man napper sig en (nej, to) Old Fashioned i happy hour på Ten Degrees (Skt. Marks Place og Avenue A), det sløver mildt, men hvad så med middagen? Hvis man ikke har prøvet Ronny Emborgs mad på Atera (77 Worth Street), så er det med at komme af sted, og man kan godt slingre derned til et sent bord og et bombardement af de bedre. Emborgs innovative køkken serveres for de nysgerrige, der sidder i rundkreds omkring køkkenet med chefen selv i midten. Det er overlegent godt, og vinkortet er suverænt, så man drikker nok lidt (alt) for meget, mens man følger Ronnys ambitiøse og helt frigjorte og originale arbejde.
Megen væske kræver salt mad, så når man har fundet en taxa hjemad, er Joe’s Pizza (7 Carmine Street) et must som sidste stop; byens bedste slice, dixi, og det siger ikke så lidt. Der er reelt to at vælge imellem, tag den bare helt plain, og tag bare to slices, hvis man nu skulle blive sulten, mens man vakler hjem ad Bleecker Street efter endnu en god dag i New York.
