Er det her dit drømmejob? Lagkagehuset søger ’karma-chef’
Vi ved ikke om, remonce-cheferne hos Lagkagehuset har fået for meget romessens i romkuglerne ved det seneste ledermøde. I hvert fald har bagerikæden slået et stilling op, som ved første øjekast er luftigere end deres ellers velæltede surdejsbrød. ’Head of Karma’ er titlen på jobbet, som man umiddelbart kunne tro var Alternativets socialpolitiske ordfører eller gøglerskolens svar på en lederuddannelse.
Men den er god nok. I jobopslaget på Jobindex.dk fremgår det, at bagerbiksen sælger så godt, at man har brug for en ny leder, der kan ”udbrede en god karmafilosofi”. Ja, det kan nok få RUC-haters og jyder til at himle med øjnene.
Er man ikke skræmt væk af den indledende tekst tyder de opstillede opgaver og efterspurgte kvalifikationer dog på, at man i virkeligheden efterlyser en HR-branding-kommunikations-hybrid. Blandt opgaveporteføljen finder man lidt sociale medier, intern og ekstern virksomhedskommunikation og motivering af bageriimperiets ansatte.
Er du interesseret i at blive en del af det jordbærkagestorsælgende-bageriherredømme, skal du gerne have nogle års erfaring. Men har du ikke det, kan du jo lige starte med at læse Euroman.dk’s guide til, hvordan du skriver dig til et job hos de mest populære virksomheder. Desuden skal du have den personlighed, som alle arbejdsgivere efterspørger: kreativ, handlekraftig, selvstændig og lidt skills inden for samarbejde.
Euroman.dk har forgæves forsøgt at hente en kommentar fra den ene bagermand og stifter Ole Kristoffersen, der sammen med Steen Skallebæk startede det velbesøgte bageri for syv år siden. Vi vil blandt andet gerne høre, hvorvidt karma-titlen er til forhandling, og om der kan gives eksempler på konkrete karmagivende-opgaver.
Se hele jobopslaget her: