Han blev kendt som Morten fra TV3-programmet ’Tattoo Salonen’. I dag driver han et ishus på Sydfyn: "Jeg havde aldrig lavet en kugle is, før jeg åbnede dørene til Iskøbing"

"Nu er det sgu nok, mand! Du kan ikke engang få et arbejde hos mig, når du ser sådan ud."

Meldingen var kontant fra Morten Spangvigs mor, der måbende kunne bevidne, hvordan flere og flere tatoveringer voksede ud af ærmerne på hendes oprørske teenagesøn, der også havde farvet håret grønt.

Men når ens mor, der havde en ejendomsmæglervirksomhed, ikke troede på, at man kunne passe ind i et arbejde med skjorte og slips ved et skrivebord var der nok heller ikke andre, der gjorde det. Hans spirende passion for tatoveringer skulle dog ikke stå i vejen for ham i de tidlige, tatoveringskonservative halvfemsere. Samtidig drømte Morten Spangsvig også om at åbne en forretning, og herfra kan du næsten selv regnestykket.

Det blev starten på den forretning, der sidenhen gjorde Morten Spangsvig til et velkendt ansigt i danskernes stuer, da han i bedste sendetid tonede frem på skærmen i det populære tv-program ’Tattoo Salonen’. Han var stolt, for han havde arbejdet sig op fra bunden og stablet en sund og profitabel forretning på benene i København.

Han ejer stadig forretningen i dag, men det er ikke der, hvor hans dagligdag udfolder sig. I stedet står Morten Spangsvig med sit tatoverede korpus iført forklæde i sin nye butik Iskøbing og sælger is i Rudkøbing på Langeland, hvor der bor knap 12.500 mennesker. Og selvom kontrasten er stor, er han vild med det hele. Især vaniljeisen.

Hvordan er det at åbne en isbutik uden nogen reel erfaring?

"Jeg flyttede til Langeland sammen med min kone, som er opvokset der, og pludselig var der langt til forretningen i København. Min søn har altid skubbet mig rundt i isbutikker i hele verden, og efter alle besøgene har jeg altid tænkt, at det var et job, jeg gerne ville prøve en dag.

Ofte har jeg også tænkt, at isbutikker som regel er kedelige og lidt ligegyldige, og så blomstrede idéen om at drive mit eget ishus ud af det. Jeg ville skabe et ishus, der lavede lækre produkter, men også var flot rent æstetisk. Tilfældigvis kom ishuset i Rudkøbing på Langeland til salg, og så var det bare om at slå til.

Jeg havde aldrig lavet en kugle is, før jeg åbnede dørene til Iskøbing. I starten blev der lavet mange dårlige is, og jeg måtte smide en masse grimme is ud, men det handler om øvelse og om at springe ud i det. Lige siden jeg fandt ud af, at jeg skulle have et ishus, har jeg undersøgt en masse om is og ishuse på Google for at se, hvad og hvordan folk gør rundt om i verden. Men det er learning by doing, og det handler bare om at tage fat."

Hvad er det, der fascinerer dig ved ishus-projektet?

"Jeg vil gerne lave noget endnu bedre og lave noget, man taler om på Fyn og øerne omkring. Oplevelsen skal strække sig ud over isen, og skabertrangen tiltaler mig. I bund og grund er det at spise en is jo bare at spise en is, og derfor skal alt det udenom gøre noget ekstra. Og der synes jeg, vi har fat i noget med måden at lave isen på både i forhold til varianter, men også udtrykket.

Vi sørger for at være glade, spille god musik, som folk kan synge med på, og så har jeg blandt andet eksperimenteret en del med forskellige gufvarianter hen over sommeren. Jeg har eksempel lavet både lakridsguf og romguf. Ishuset skal ikke kun være en fest for børnene, men også for de voksne."

Hvad har du kunne tage med til dit ishus fra din tid i tatovørforretningen?

"Jeg lærte rigtig meget af at være forretningsindehaver i forhold til, hvad der kan lade sig gøre rent økonomisk og rent teknisk, når det kommer til at drive en forretning. Det gjorde overgangen en del nemmere, og denne gang er jeg ikke startet helt fra bunden af, som jeg gjorde første gang.

Jeg havde mulighed for at købe et ishus med et eksisterende kundegrundlag. Jeg havde også nogle æstetiske gode idéer til, hvilket udtryk ishuset kunne have. Det er noget, jeg har bygget op gennem mine mange år i så visuelt et fag, som tatoveringsfaget er. Som forretningsdrivende tror jeg generelt, at man lader sig inspirere af alle de forretninger, som man bevæger sig ind i og ser på deres måder at gøre det på."

Hvilke idéer og inspirationer har du kunne tage med ind i Iskøbing?

"Min kone Simone, som jeg driver Iskøbing med, er en dygtig tegner, og vi har også en grafisk virksomhed ved siden af. Vi tænker meget i det visuelle udtryk, hvilket jeg også synes, man kan se i forretningen. Vi har selv designet alle vores isskilte og plakater, så de skiller sig markant ud fra andre ishuse.

Jeg synes eksempelvis også, at vi har det flotteste logo af alle isbutikker i hele Danmark. Som ejere af både en grafisk virksomhed og en tatoveringsbutik har min kone og jeg fra starten været meget bevidste om, hvor meget det visuelle betyder for kundernes helhedsoplevelse. Det er det, som folk bliver mødt af, og jeg håber, at sådan noget vækker interessen hos folk, der går forbi på gaden.

Går jeg forbi en kaffebar i Aarhus eller København, ved min mave allerede inden jeg går ind, om det er noget, jeg bliver glad for. Simpelthen fordi det visuelle udtryk betyder så meget. Det er vigtigt, at det ser indbydende ud."

Morten Petersen Spangsvig

Født i 1976. Driver ishuset Iskøbing i Rudkøbing sammen med sin kone Simone Petersen Spangsvig. Driver ved siden af ishuset den grafiske virksomhed Petersen Spangsvig, mens han stadig ejer sin tatovørforretning ’The Old Barber Shop’ i København. Har fire børn og en bonussøn. Bor i Rudkøbing på Langeland.

Hvad drømte du om at blive som barn?

"Jeg ville gerne være forretningsmand. Jeg havde en mor, som først arbejdede i en bank og sidenhen som ejendomsmægler, samt en storebror, der også var ejendomsmægler. Så det lå i kortene, at det også var den vej, jeg skulle gå. Jeg var også i skolepraktik hos en ejendomsmægler, og jeg synes, tanken om at skulle sidde på et kontor i København med skjorte og slips var meget fed."

Hvordan reagerede dine omgivelser på, at du skiftede job?

"De, der kender mig, ved godt, at jeg skulle lave et eller andet her på Langeland og ikke bare kunne sidde stille. Når jeg ringede til mine nærmeste og sagde: ’Jeg har sgu købt et ishus,’ var den typiske reaktion bare: ’Nå’. Selvom jeg syntes, at det var en kedelig modtagelse, tror jeg, at de fleste havde regnet med, at jeg ville ryste posen og lave noget andet, uagtet om det blev et ishus eller en tøjbutik. At muligheden bød sig med ishuset, var bare perfekt, når jeg nu havde gået og leget med tanken i en rum tid."

Hvordan er det at skulle drive en forretning på Langeland i stedet for København?

"Det har været min første sommer med forretning på Langeland, og der har været fuld knald på med festival og masser af turister. Men jeg kan også mærke, at jo længere vi kommer væk fra sommermånederne, desto færre mennesker er der i byen.

Der er selvfølgelig forskel på Strøget i Rudkøbing og Strøget i København, men jeg synes egentlig, at det er rart og ser ikke forhindringer i det. Det åbner for nogle nye muligheder, og så skal vi sørge for, at folk vil komme og besøge os om vinteren.

Heldigvis er der også fuld smæk på i vores grafiske virksomhed, så der kan jeg også lægge nogle kræfter, når ishuset ligger stille. Jeg nyder virkelig alsidigheden i mit arbejdsliv."

Har det været, som du forventede?

"Ja, det har det. Fysisk har det været hårdt, og jeg har godt kunnet mærke, at det er hårdere at stå op i 10-12 timer, end det var for 20 år siden. Men det har været virkelig sjovt, og generelt er de fleste mennesker, der køber is, glade. Det er jo sjældent, at man er sur, når man køber en is.

Man bliver ikke millionær af at drive et ishus, men det er rart at være omgivet af så mange glade mennesker og se glæden hos især børn, der skal ind og have en is.”

Kommer vi til at se et tv-program om Iskøbing?

"Det kunne da være skægt. Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle se mig selv på tv på den måde, men det var sjovt at lave og gav mange sjove oplevelser. Jeg stiler ikke efter at lave et nyt program, men det er heller ikke noget, jeg vil afskrive. Det skal være noget, vi kan stå inde for og ikke bare et realityprogram på Langeland."

Har du nogensinde fortrudt, at du har kastet dig ud i det her projekt?

"Nej. Aldrig. Det kun været positivt indtil videre."

Hvad er det bedste karriereråd, du har fået?

"Det må være, da min mor sagde, at jeg for grim til at arbejde hos hende. Jeg ved ikke, om det var et råd, men det var i hvert fald et wake up call. For jeg blev nødt til at indse, at forretningsverdenen med skjorte og slips ikke var et sted for mig.

Jeg synes tit, man bliver mødt af en grundlæggende tvivl om, hvorvidt det er en god idé at tage en chance og springe ud i noget helt nyt. Der er jeg mere af den støbning, at det må briste eller bære.

For det havde da været meget mere sikkert at være uden tatoveringer, blive bankfuldmægtig og så bare sidde og hive en god løn hjem hver måned.

Jeg tror, at jeg manglede nogen, der klappede mig på skulderen og fortalte, at jeg bare skulle klø på og bare følge min drøm. Det tror jeg, at vi som samfund ville have godt af at have fokus på. Hvis man brænder for noget og oprigtigt tror på sin idé, synes jeg, man skal gå all in."

Hvad har været det bedste ved at åbne Iskøbing?

"Det har afgjort været, at man kan spise al den is, man vil. Jeg elsker især vores vaniljeis, som i min optik er verdens bedste. Den er suveræn. Det til trods er jeg faktisk blevet lidt træt af at spise is. Faktisk har jeg aldrig haft en sommer, hvor jeg har spist så lidt i is som i år. Når man står med det dagen lang, er det ikke det første måltid, man tænker på."

Hvad har været det sværeste?

"Det har været at lære alt det praktisk at kende, såsom hvor mange medarbejdere man skal have inde ad gangen? Hvordan får man kommunikeret rundt til 20 medarbejdere? Og hvordan sørger jeg for at alle er glade på samme tid? Det har krævet lidt arbejde, men det har været rart at have min familie at trække på, og som har været gode til at hjælpe. Det er blevet et fuldt familieprojekt, og det er utroligt hyggeligt."

Uden at fornærme nogen er du ikke arketypen på den typiske ismand. Er det noget, som du har fået reaktioner på?

"Der er altid nogen, der kigger lidt ekstra, fordi jeg har mange tatoveringer. Nogle kan lide det og andre kan ikke. Jeg har godt kunnet mærke, at der har været et par enkelte ældre inde, der har kigget lidt ekstra på mig, fordi jeg stak lidt ud.

Der er ikke nogen, der har sagt noget, og heldigvis virker det også til, at flere accepterer det og finder det naturligt i dag, end man gjorde for 25 år siden. Der hjælper det måske også, at mange har set mig på tv og føler, at de kender mig og ved, at jeg er sød og rar, selvom jeg i deres øjne ligner noget, fanden har skabt.”