Da Lars Rasmussen efter 15 år måtte lukke sin kommunikationsvirksomhed, blev han bedemand: ”Det var som at komme ud af en osteklokke. Jeg fik set, at der var en helt anden verden, som ventede”

Der er et gammelt indiansk udtryk, der siger, at hvis din hest er død, skal du stå af. Lars Rasmussen husker soleklart den eksakte dato, hvor den tid var kommet. Det var den 19. februar 2019, og han havde endegyldigt besluttet at lukke sit kommunikationsfirma, der havde givet ham smør på brødet i 15 år.

Måneder forinden havde firmaets største kunde opsagt samarbejdet. Kunden var så stor en del af den daglige drift, at der ikke havde været plads til mange andre i Lars Rasmussens stald. Set i bakspejlet var det en farlig strategi at vælge med en enkelt kunde, der nærmest udgjorde hele eksistensgrundlaget. Men skaden var sket, og den tvang ham til at stoppe op og finde ud af, hvad der så skulle ske.

Det var en mavepuster for Lars Rasmussen, at den hest, han havde reddet på i 15 år, var død. Han var fyldt op med modstridende følelser af lettelse og tomhed, men han så det også som en mulighed for at stoppe op og mærke efter, hvad han egentlig ville med sit liv. Det var befriende og spændende at have muligheden for at gå en helt ny vej.

Siden han sidst havde været journalist, havde faget været i en rivende udvikling. Han erkendte, at branchen rent teknologisk nok havde overhalet ham indenom en gang eller to. Derfor var Lars Rasmussen fattet, da han besluttede sig for, at det var tid til en radikal ændring. Og da døden bød sig til blandt de mange jobannoncer, var Lars Rasmussen klar til at skifte skrivebordet ud med rustvognen.

Hvordan blev du bedemand?

”En dag sad jeg og gennemlæste samtlige jobannoncer, der var tilgængelige på Fyn. Undervejs i min søgen faldt jeg over en jobannonce for et job som bedemand. Den fangede mig og tændte noget i mig i modsætning til mange af de andre jobs, jeg søgte. Efter en samtale med firmaet kunne jeg bare mærke, at det var det rigtige. Så jeg søgte jobbet, fik det lidt tid efter og startede i januar 2020.

Det var et svært skifte, til trods for at jeg var rimelig afklaret. Det var ikke svært at gå efter bedemandsjobbet, men at tage skridtet ind i det var svært. Som bedemand passede jeg ikke rigtigt ind i journalisternes fagforbund mere. Jeg var ellers medlem de første par måneder efter mit jobskifte, men de meddelte mig, at det ville være bedst, at jeg fandt en fagforening, der passede til mit nye job.

Da jeg gjorde det, skulle jeg også klippe mit pressekort over. Selvom jeg ikke havde noget at bruge kortet til mere, føltes det underligt ikke at have det i pengepungen længere. Det kan lyde banalt, men jeg følte på en måde, at det var en del af mig. Når jeg tænker over det i dag, er det vildt, hvor meget man kan lade sit job definere ens personlighed.

Jeg blev hurtigt glad for mit nye job, og det var sundt for mig at komme væk. Det var lidt som at komme ud af den osteklokke, som jeg havde opholdt mig i. Jeg fik set, at der var en helt anden verden, der ventede på mig. Jeg stødte på en masse spændende fortællinger om de afdødes liv, og i starten tog det lidt tid at ryste mine journalistiske vaner af mig. Der er trods alt grænser for, hvor meget man skal sidde og tale med familien, for der er også en række praktiske opgaver, der skal løses som bedemand.”

Hvordan reagerede dine omgivelser på det?

"Da jeg fortalte folk, at jeg var blevet bedemand, var der mange, som spærrede øjnene op. Det var ikke, fordi folk dømte mig. Tværtimod syntes mange, at det var inspirerende og modigt, at jeg turde lave et så radikalt jobskifte eller var nysgerrige på, hvad en bedemand egentlig lavede. Jeg er også blevet fortalt af andre, at mit jobskifte har inspireret dem til at gøre det samme og lave noget helt nyt.”

Så du har nærmest været en slags foregangsmand for andre, der stod overfor et jobskifte?

"Jeg ved ikke, om man kan kalde mig for en foregangsmand, men jeg møder indimellem andre, som også er kørt surt i deres jobs. Dog siger jeg ikke bare til folk, at de skal springe ud i det, for jeg forstår godt, hvor svær en beslutning det kan være."

Hvad har været det bedste ved dit jobskifte?

"Det har været de gode tilbagemeldinger fra familier, der har været glade for den service, vi har ydet, og sender en varm tak forbi. Det betyder utroligt meget."

Hvad drømte du om at blive som barn?

”Allerede fra gymnasietiden havde jeg mine øjne rettet mod at uddanne mig som journalist. Jeg søgte ind på Danmarks Journalisthøjskole i 1982 og kom ind samme år. Da jeg blev færdiguddannet, fik jeg job på Fyns Amts Avis, hvor jeg arbejdede i 14 år.

Det var jeg egentlig glad for, men jeg havde en spirende lyst til at prøve at bruge mine kompetencer anderledes. Så jeg skiftede job og blev informations- og netværkschef hos Netværk Danmark. Efter at have være der i fem år blev jeg selvstændig, hvor jeg drev mit eget kommunikationsfirma i 15 år.”

Hvad var den største omvæltning for dig i forhold til at skulle starte i dit job som bedemand?

"Tiden efter var svær, for jeg havde været i den samme branche hele mit liv, og pludselig var det ved at være slut.

Når folk spurgte, hvad jeg lavede, sagde jeg jo altid: Jeg er journalist. Det var min definition af mig selv. Det var en identitet, jeg skulle give afkald på, men jeg kunne samtidig mærke, at jeg skulle i en anden retning.

Derudover er der i jobbet som journalist også meget stationært arbejde, hvor man enten sidder ved et skrivebord eller i en bil. Som bedemand er det meget mere fysisk, hvor både skal lægge afdøde i kister og sørge for at ordne blomsterne omkring kisterne, så det ser ordentligt ud. Og så er der selvfølgelig alt det praktiske som at lære it-systemerne at kende."

Hvilke kompetencer fra din journalistiske fortid, har du kunne drage nytte af som bedemand?

"I journalistik har jeg været vant til at stille en masse spørgsmål og skulle lytte en masse, og det er virkelig nogle af kerneelementerne i omgangen med de pårørende."

Hvordan var det pludselig at have døden så tæt på i dagligdagen og arbejde med døde mennesker?

"Det var faktisk ikke slemt. Det var ikke noget med, at jeg drømte om det om natten og havde mareridt om døden. Det er jo bare et menneske, der ligger stille og har en kold hånd i stedet for en varm. Men det er stadig et menneske, der fortjener den samme service og respekt, og jeg synes, at det er rart at være den, der sørger for, at de afdøde kommer til at ligge fint, og at tingene generelt er i orden. Det er hverken ubehageligt eller uhyggeligt."

Kunne du godt parkere alle indtrykkene, når du kom hjem fra job?

"Ikke altid. Det var ikke, fordi jeg blev bange eller noget. Det var mere en opsummering af tristesse, som kunne gøre, at jeg nogle dage, hvor jeg havde fri og fik det på afstand, godt kunne blive ked af det og føle, at der skulle renses ud. Jeg tror, det var en opsummering af alle følelserne, man som bedemand skal være i. Det var især, hvis det omhandlede nogen, der var på mine døtres alder.

Efter en rum tid kom et vendepunkt, hvor jeg lærte at acceptere, at man godt kan være empatisk uden at bære de pårørendes sorg selv. Det gjorde det meget lettere for mig at være i. Man skal have empati med de pårørende, men samtidig også have en professionel distance og ikke blive alt for påvirket, og det, synes jeg, var svært i starten.”

Har du nogensinde fortrudt, at du skiftede?

"Nej. Da jeg først kom ind i jobbet og lærte dagligdagen at kende, fortrød jeg ikke det mindste."

Hvad har være det sværeste?

"Den tidsmæssige logistik er virkelig svær. Det er muligvis også, fordi jeg tidligere har haft lidt svært ved logistisk planlægning, men det er virkelig noget, jeg får trænet som bedemand. Man bliver hele tiden nødt til at finde ud af, hvordan man får løst en masse opgaver på kort tid, samtidig med at alle kunder får den bedste service."

Er det det her, som du skal lave i resten af din tid på arbejdsmarkedet?

"Man ved selvfølgelig aldrig forudse, hvad der sker, men jeg håber, at jeg skal være bedemand resten af mit arbejdsliv. Skiftet har givet mig en grundlæggende tryghed og vist mig, at hvis min fremtid ikke skulle ligge her, er der nok plads til mig et andet sted derude."

Har du et råd, du vil give til andre, der eventuelt skulle stå over for et karriereskifte?

"Jeg tror, det er vigtigt at mærke dybt efter, hvorvidt man er glad for at lave det, man laver. Det kan være svært at ændre vaner, men nogle gange er nøglen at få skyklapperne af og se, hvad der sker uden for ens synsfelt. Jeg var 58 år, da jeg blev bedemand, så det er nærmest aldrig for sent at skifte kurs. Selvom det var grænseoverskridende, var det også befriende."