Jakob Stegelmann: Det har jeg lært

Jakob Stegelmann: Det har jeg lært
Offentliggjort

Værten fra ’Troldspejlet’ om nøglen til at holde sig ung, svigermors dødskys og om at have ideen til ’Star Wars’ uden at få en krone for det.

Har du en tilbagevendende drøm?

”Omkring 1980 drev jeg en lille filmforretning ved navn Panoptikon på Lille Trianglen i København. Jeg drømmer ofte, at jeg kommer tilbage, og alt er som dengang. Filmene står på hylderne, og der kommer kunder. Det er en lykkelig drøm, selv om butikken ikke gav overskud og måtte lukke.”

Hvad bør enhver mand vide om kvinder?

”Det er vigtigt at gøre sig klart, at kvinder skal lytte til lige så meget, de ikke forstår eller orker, fra mænd, som vi hører fra dem. Og så skal man lære, at det ikke er så forfærdeligt at blive afvist af en kvinde i første omgang. Eller anden.”

Hvornår blev du en mand?

”Da jeg som 10-årig læste Batman-bladet. Det fik mig til at indse pointen med at have en hemmelig identitet: adskillelsen af offentligt og privat liv.”

Hvad er det bedste råd, du har fået af din far?

”Min far var også filmanmelder, og da jeg selv begyndte at skrive om film, sagde han til mig, at det er sværest at skrive positivt. Den negative, nedsablende anmeldelse er et udslag af ungdommelig umodenhed. Den er nem, men den er også ligegyldig. Det råd har jeg, efterhånden som jeg har indset sandheden i det, fulgt i mit arbejde.”

Hvor og hvornår var du lykkeligst?

”Da jeg, for jeg ved ikke hvilken gang, mente at have fundet den rette kvinde, og det endelig var rigtigt. Den store lykkefølelse kom, da det efter et stykke tid viste sig, at jeg havde ret, og vi skulle have en søn.”

Hvis du kunne ændre en ting ved dig selv, hvad skulle det så være?

”Min utålmodighed, for det er den, der sørger for de fleste af de kattepiner, jeg havner i privat og på arbejde. Utålmodighed fører til stress, jag, angst og vrede.”

Hvad betragter du som din største bedrift?

”At det er lykkedes mig at stifte familie. Og at jeg ikke på grund af familien har været nødt til at opgive at arbejde med noget, jeg holder af. Det er et valg, jeg kan se, mange er nødt til at tage.”

Hvilken af dine ejendele er du gladest for?

”Hver og én af mine film i samlingen. Derfor virker tanken om, at det hele en dag skal ligge på en server, trist. Så kan jeg jo ikke tage dem ned fra hylden og se på omslaget.”

Hvornår har du været bange?

”Som barn boede jeg på Krebs Skole i København, hvor min far var skoleleder. Når skolen var tom om aftenen, og jeg skulle gå op ad trappen inde på skolen, var jeg meget bange. Jeg var hunderæd for, hvad der gemte sig i skyggerne i de tomme klasselokaler, som jeg skulle forbi. Afdøde elevers spøgelser? Indbrudstyve? Monstre? Jeg lærte at tage fire trin ad gangen og ikke se mig tilbage. Ellers glemmer jeg som regel, når jeg har været bange.”

Hvilken bog bør enhver mand have læst?

”Kurt Vonneguts ’Slagtehus 5’. Ingen af de absurditeter, menneskene udsætter hinanden for, vil herefter overraske. Man kan også se filmen af George Roy Hill, den er meget trofast over for romanen.”

Har du en fobi?

”Det har taget mig mange år at vænne mig til, at det kunne ringe på døren, selv om jeg ikke ventede nogen. Jeg har haft svært ved at acceptere det uventede, men jeg tror, jeg er delvist kureret.”

Hvilket råd ville du give, hvis du mødte dig selv som dreng?

”Vask dig oftere, klip dit hår, tag noget andet tøj på, lær at danse, og tal om andre end dig selv og dine bedrifter.”

Hvad er din største skuffelse?

”At jeg ikke selv kom til at instruere film. Jeg havde faktisk ideerne til både ’Star Wars’, ’Toy Story’ og ’Avatar’, før de blev lavet. Jeg elskede de samme gamle seriefilm, som George Lucas efterlignede i ’Star Wars’, og jeg har altid drømt om levende legetøj, men jeg nåede ikke at få fortalt nogen om mine ideer.”

Hvad er det mest besynderlige, en kvinde har sagt til dig?

”En pige, jeg kom sammen med, sagde til mig: ’Min mor, siger, at jeg skal tage dig, for du er lynende intelligent.’ Hun slog op med mig. Det er min erfaring, at det er meget farligt, hvis svigermor tager ens parti. Det er virkelig et dødskys.”

Hvem er dine største helte?

”Alle dem, der kaster deres liv og sjæl i at holde eventyret i live i en verden, hvor det ofte skubbes til side. Walt Disney, George Lucas – og deres folk, for selv om de er enere, er de afhængige af deres stab. Og ved siden af dem de morsomme mennesker: Tex Avery, Buster Keaton, W.C. Fields, Matt Groening.”

Hvad er nøglen til at holde sig ung?

”Man skal undgå nostalgi og forsøge ikke at referere til fortiden. Det er ikke lykkedes mig.”

Hvad bør enhver mand udrette, inden han dør?

”At blive far. Og hvis det ikke er muligt: at blive en excentrisk, inspirerende onkel for andres børn.”

Hvad er meningen med livet?

”At nå så langt, at man hviler i sig selv. Så man glemmer spørgsmålet.”

Jakob Stegelmann, 52 år, forfatter, filmkritiker og redaktør på tv-programmerne ’Fjernsyn fra da far var dreng’ og ’Troldspejlet’.

LÆS OGSÅ Ole Ernst: "Bliv voksen, så du kan få noget fisse"

FACEBOOK Bliv ven med Euroman