Peter Work forlod Wall Street og købte en vingård i Santa Barbara

Når man nu skal bo et sted, kan man lige så godt finde et sted med god udsigt,” siger Peter Work og slår ud med armene. Sammen med sin amerikanske kone ejer den 59-årige eksil-dansker huset, der ligger alene på en bakketop i Californien. Han ejer springvandet og blomsterbuskene, garagen og den gamle pickup-truck, han netop er ankommet i. Og så vinmarkerne, selvfølgelig. De skråner sig langs bakkerne hele vejen rundt om os i hundredvis af snorlige rækker. Det er indiskutabelt en god udsigt.

Men det var en helt anden udsigt, der fik ham til at vende sit liv på hovedet og i sidste ende førte ham herud. Det var udsigten over Manhattan indhyllet i røg.

De fleste mennesker ved præcis, hvor de befandt sig, da flyene ramte ind i World Trade Center 11. september 2001. For Peter Work er det omvendt. Han husker især, hvor han ikke var. Han var ikke i et af tvillingetårnene, der blev ramt af to Boeing 767-passagerfly og kort efter styrtede i grus. Det skulle han have været. Eller nærmere bestemt: Han skulle have været i det undergrundstog, som ville have ført ham til stationen under World Trade Center klokken 8.46, det øjeblik hvor det første fly ramte.

Peter Work var teknologidirektør i sin nystartede virksomhed og var i New York for at mødes med en kunde. Mødet skulle have været klokken 9 om morgenen, men det blev aflyst. Derfor steg han ikke ind i subwaylinjen, The Path, fra Newark til World Trade Center, hvorfra han havde planlagt at gå det sidste stykke ned til Wall Street, som han plejede.

I stedet sad han på hovedkontoret i Newark, da han fik et opkald: ”Kom lige op til konferencelokalet.”

Der så han sammen med kolleger og forretningspartnere de billeder, som alle husker fra den dag. Fra kontoret kiggede de ud af vinduet. Få kilometer væk steg en røgsky op over Financial District.

”Det lignede en Hollywood-film, og det så ikke rigtigt ud. Ud af vinduet kunne vi se blå himmel og Manhattans skyline, men også at røgen begyndte at stige op fra Downtown Manhattan.”

Det virkede surrealistisk. Han skulle selv have været derinde, hvor det hele nu var ved at styrte sammen.

Han måtte væk fra New York. Mens alle verdens kameraer rettede sig mod The Big Apple, prøvede han og hans kone at komme hjem så hurtigt som muligt.

De kom endelig til Los Angeles fire dage senere, men havde brug for luft. I Santa Barbara nord for byen havde de et stykke land. De havde plantet nogle få vinstokke, bare som hobby, men ellers stod der ikke andet end en campingvogn. Deroppe efterfulgte den ene lange gåtur den anden. De snakkede om livet, og om hvordan det hele pludselig kan ende.

”Livet kunne være blevet for kort den dag,” siger Peter Work.

Herude i midten af ingenting blev han og hans kone nødt til at være ærlige over for hinanden.

”Det tvang os til at spørge os selv og hinanden, hvad vi i virkeligheden gerne ville med vores liv.”

I dag har Peter og Rebecca Work slået sig ned i Santa Barbara, og samtidig har de slået deres navne fast som seriøse vinbønder med stor omtanke for naturen omkring dem. Ampelos Cellars hedder parrets vinhus, og det er det første i USA, som både er certificeret økologisk, bæredygtigt og biodynamisk.

Det første, Peter Work vil vise os, er kompostbunken. Den dufter kraftigt af grappa. Han fortæller begejstret om værdien i at give tilbage til jorden, og om hvordan han og resten af holdet hvert år giver hver enkelt af de 45.000 vinstokke en skefuld af den magiske kompost, som i tråd med Rudolf Steiners biodynamiske principper er beriget med blandt andet brændenælder. I eksildanskerens unge år pegede intet dog på, at han en dag skulle blive vinbonde. Eller børsnoteret forretningsmand for den sags skyld.

Peter Work er barn af 1960’erne og 1970’erne. Han voksede op med Vietnam-demonstrationer og Jacob Holdt-billeder, der viste, hvor forfærdeligt alting var – ikke mindst i USA. Men Peter Work gik instinktivt imod tidsånden.

”En af de ting, jeg kan huske, er, at man om tirsdagen gik ned og købte Anders And-blade, og der var nogle gange et billede af noget, som hed Disneyland. Jeg tænkte, det kunne da ikke eksistere, noget som det. Det var jo fantastisk spændende,” siger han.

Som 10-årig læste han Politikens ’Hvad kan jeg blive’. Han var fokuseret på, hvor han kunne tjene flest penge, og da hverken advokat eller læge lød som noget for ham, valgte Peter Work, at han skulle være ingeniør.

”Da jeg så begyndte på min uddannelse, tænkte jeg: ’Hvordan kan jeg gøre det lidt bedre end de andre,’ og så var det, jeg begyndte at studere på Handelshøjskolen ved siden af.”

Det handlede ikke om at få de bedste karakterer, men om at komme fremad, om at være den smarteste i flokken og om at få en billet ud af det lille land, hvor alle kørte i endnu mindre biler.

I 1981 blev Peter Work optaget på Princeton University. Han kom kortvarigt hjem til Danmark og arbejdede for Rambøll, men i 1988 blev han headhuntet til børsen på Wall Street af Price Waterhouse. De næste år levede han et liv i den bane, hvor man overhaler dem i overhalingsbanen.

For Peter Work var der ingen tvivl. ”If I can make it there, I’ll make it anywhere.” Det kunne ikke blive større

Han arbejdede med økonometri, grænsefeltet mellem økonomi, matematik og it, og han skulle være med til at udvikle de softwareprogrammer, der skulle bruges til styringen af ’swaps’, store internationale handler.

Hans skrivebord stod lige ved siden af de traders, han udviklede programmer til.

”Har I set filmen ’Wall Street’? Det var præcis sådan,” siger han med et stort smil.

Der var knald på. Fra sin lejlighed på mondæne Upper East Side tog han en taxa på arbejde. Hver dag kom sekretærerne forbi to gange med menukort fra de nærliggende restauranter. Der var frit valg, så længe du ikke spildte tiden på selv at gå ud og hente maden. Sent på aftenen tog han en taxa hjem.

”Jeg holdt mig væk fra kokainen, men vin var der rigeligt af. Det var en spændende tid,” siger Peter Work:

”Men i dag synes jeg jo, sådan noget her er mere spændende.”

Han peger på et hønsehus. Et par høns slentrer frit rundt omkring huset. De blev anskaffet efter et år, hvor Peter og Rebecca Work havde haft problemer med uldlus, som lægger en klistret, ulden belægning på planterne.

Hans stemme bliver hurtigt begejstret, når han fortæller om hønsene, og om hvordan de indgår i et helt økosystem. Problemet var, at han og hans kone ikke måtte sprøjte imod uldlus. I stedet prøvede de at forstå, hvorfor de var kommet. Det viste sig at handle om myrerne. De kan have uldlus som en form for nyttedyr, der omdanner planternes saft til honningdug, som myrerne så indtager. Til gengæld beskytter myrerne uldlusene. Hvis Peter Work kunne slippe af med myrerne, kunne han slippe af med de små dumme kryb, der ødelagde hans planter. Og ingen er så gode til at fortære myrer som høns. Bingo. Siden hønsene kom til Ampelos Cellars, har der ikke været problemer med uldlus.

”Det er jo helt fantastisk at indgå den her form for partnerskab med Mother Nature i stedet for at prøve at kontrollere den.”

1990’erne blev en tid med meget arbejde og lange rejser for Peter Work og hans kone. Han blev teknologidirektør i Disney, og parret havde hver deres Mercedes – en MB S 430 til Peter og en CLK 320 Cabriolet til Rebecca – men de begyndte at spørge sig selv, om deres tilværelse hang sammen.

”Vi var i starten af 40'erne. Teoretisk set havde vi nok penge til at gå på pension. Men hvem fanden gider det?” spørger Peter Work.

Svaret kom tilsyneladende, da en ven spurgte, om de ikke skulle starte en konsulentvirksomhed sammen. De ville få chancen for at arbejde sammen igen og måske blive rige, sådan rigtigt rige.

Firmaet kom til at hedde Exult, og de landede hurtigt to store kontrakter, der over de følgende år ville sikre den nystartede virksomhed flere milliarder dollars. Så kom børsnoteringen. Alt tegnede lyst. Og så kom dot-com-krakket.

Nasdaq-aktierne styrtdykkede, også Exults aktier, men de klarede sig igennem i nogenlunde behold. De var ikke blevet milliardærer. Men de havde fået en pose penge: ”Nok til at have det lidt sjovt,” siger Peter Work på vej ned til Pinot Noir-markerne.

Han og hans kone havde købt grunden i Santa Barbara nogle år forinden som et sted, hvor de kunne slappe af, når de havde fri. De begyndte i det små at bygge et hus og bruge mere og mere tid der. I starten bare fra lørdag til søndag, men så blev fredag også inkluderet, men der var så meget trafik, at så kunne de lige så godt tage af sted fredag morgen, måske allerede torsdag.

Tiden på landet var blevet ugens højdepunkt. De ville væk fra kontoret. De ville prøve noget nyt. Men de turde ikke.

”11. september blev det spark bagi, som vi havde brug for,” siger Peter Work.

Efter Peter og Rebecca Work havde taget turen fra New York til Santa Barbara i september 2001, tog det ikke lang tid at beslutte, at huset, de var ved at bygge, ikke bare skulle være til brug i weekenden. Det skulle være deres nye hjem. De ville ud af deres eget firma og i stedet plante vin på de marker, der lå rundt om huset.

1. januar 2002 var de officielt ude af firmaet og i gang med at starte Ampelos Cellars.”Vi tænkte, at når vi kunne starte et firma, der kom på Nasdaq, så kunne vi nok også starte en vingård. Helt så let skulle det så ikke være,” siger Peter Work.

De solgte deres sommerhus i Los Angeles med udsigt til havet. Til gengæld begyndte de at plante vinstokke, primært Pinot Noir, men også Syrah, Grenache, Viognier og Riesling.

Selv ude mellem høns, vinstokke og bunker af kompost kan man mærke den handlekraft, der tidligere skabte Peter Works karriere.

”Man kan være den bedste, eller man kan hyre de bedste,” siger han: ”Vi hyrede de bedste vinbønder i landet som konsulenter.”

Ingeniøren og forretningsmanden er dog alligevel blevet blødt op af noget andet. Måske noget tilbage fra 1970’erne har indhentet ham.

”Hele processen er en kombination af kunst og videnskab. Du kan ikke bare skabe vin ved at lægge nogle tal sammen. Du kan ikke lave reverse engineering på vin. Du bliver nødt til at have sanserne med. Du bliver nødt til at betragte,” siger Peter Work og forklarer, hvordan han og Rebecca i tiden op mod høsten tager ud for at smage på druerne, når solen er gået ned.

Her bliver sanserne ikke forstyrret, når parret smager sig gennem druernes sødme og ind til den del af smagen, som på et tidspunkt vil være essensen af deres vin.

Fra begyndelsen stod det klart, at Peter Works skifte fra Wall Street til vinmarkerne skulle være en omlægning af, hvordan hans liv hidtil havde været. I stedet for at flyve fra møde til møde, lærte han at køre traktor. De to Mercedes’er blev skiftet ud med en pickup-truck, en GMC Sierra. Men det handlede om mere end det. Det handlede om at gentænke sin egen plads på jorden. I takt med at huden på hænderne blev mere ru, og planterne omkring ham begyndte at spire, begyndte Peter Work at få en fornemmelse for jord, planter og dyr.

”Jeg begyndte så småt at tænke anderledes. Verden er ikke vores. Den er noget, vi har til låns af vores børn,” siger han, mens han fører os ned ad en sti mellem rækkerne af vinstokke.

Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Det gør vinstokke heller ikke. Fra du planter dine vinstokke, går der tre-fire år, til du får den første høst, som reelt kan bruges til vin, og et par år mere, inden vinen kan sælges. Og hvis du lægger seks år til 2002, får du det år, hvor verdensøkonomien krakkede.

”Folk holdt op med at gå ud og spise og bruge penge på alle mulige ting,” siger Peter Work.

Problemet var det samme for alle vinbønder, men det ramte det lille, nystartede Ampelos Cellars ekstra hårdt. Pengene slap op. Peter og Rebecca måtte begynde at optage lån for at få råd til at køre firmaet videre.

”Vi havde nogle hårde år. Det var sgu svært at få det til at hænge sammen,” siger Peter Work.

Især hans kone var bekymret. Rebecca er den praktiske af de to, mens Peter er drømmeren. Men i 2011 begyndte markedet at vende.

”Det var en god lærestreg for os,” siger Peter Work. ”Selv om det her er vores drøm, er det også en forretning. Vi bliver nødt til at lave overskud, ellers går det ikke. Men det tvinger os også til at være på mærkerne.”

I dag producerer Ampelos Cellars cirka 60.000 flasker vin om året. Det gør det til et relativt lille vinhus, men det er nok til at give overskud.

Vi møder Peter Work, da høsten er i hus og i gang med at blive mostet ikke langt fra markerne. I denne periode arbejder eksil-danskeren fra klokken 02 om morgenen til klokken 20 om aftenen, først i markerne, indtil det bliver for varmt, og siden i vinhuset, hvor saften skal på tønder.

”Det er klart, at det der med at stå op klokken 02 ikke altid er lige morsomt. Selv hundene gider ikke gå med,” siger Peter Work. ”Men når først du kommer ud, og du kan se, at arbejderne er i gang, lysene er tændt i deres pandebånd, traktorerne lyser også, det er stadig halvkoldt, du har en kop kaffe med, pludselig er energien der, og du tænker: ’Hold kæft, det her er jordens bedste job.’”

Peter Work har ikke selv børn. Rebecca har en søn fra før, hun mødte Peter. Det var det, han ikke fik med i livet, desværre, konstaterer han. Men man kan ikke få det hele.

”Jeg har fået så meget ud af livet indtil videre, og jeg kommer til at få mere ud af det. Der skal sgu ske mange flere ting,” siger han.

En af de ting er et samarbejde med vinbønder fra Bourgogne. De skal hjælpe Peter Work med at forstå geologien bedre og løfte hans Pinot Noir til et nyt niveau, gerne helt op på siden af de bedste fra Bourgogne.

Lige som for 40 år siden er spørgsmålet det samme: Hvordan kan man gøre det lidt bedre end de andre?

”Det er den slags, jeg synes, er skide spændende!”

Se, hvad vi ellers skriver om: Vin, USA, Interview og Oplæste artikler