FINDES DER et bedre oplæg til kulturdebat end lister og kåringer? Jeg synes det ikke, og derfor er det for mig en mindre helligdag, når det amerikanske hiphopmagasin XXL hver sommer udnævner 10 nye rappere, det er værd at holde et ekstra øje med. Helligdagen består af to faser: Først gætter man, hvem XXL vil vælge. Derefter kritiserer man højrøstet XXL for at have valgt alle de forkerte. Jeg er skarpt trænet i særligt sidstnævnte disciplin, og derfor har jeg de seneste tre år lavet min egen, svært forbedrede liste.
Historikken er, hvis jeg må lægge beskedenheden fra mig et øjeblik, på min side. Det er op til flere gange lykkedes at udpege et talent et helt år før, tiøren er faldet hos de amerikanske eksperter. Hvad mere interessant er, tjener listerne også den funktion, at de afslører hiphoprigets tilstand. Hvor stor er talentmassen? Hvilke tendenser vinder frem? Hvilke artister kommer til at præge de kommende år? Listerne bliver på den måde en slags årbog for ny amerikansk hiphop.
2018 var et jubelår. Lil Baby, YoungBoy Never Broke Again, Gunna og YNW Melly (og 6ix 9ine) blev internationale megastjerner og udgjorde den sidste rigtig stærke generation af nye rappere – særligt, fordi jeg i 2018 følte, jeg kunne vælge og vrage mellem 15-20 ekstremt interessante navne.
I 2019 begyndte faresignalerne at komme. Jovist, DaBaby, Megan Thee Stallion, Polo G, Lil Nas X Saweetie og Roddy Ricch har alle etableret sig i branchens øverste lag som de oplagte stjerner, de er, men i lagene under dem var det småt med perspektivrige artister.
I 2020 måtte jeg nedslået og med vanlig fornemmelse for dramatik ”aflyse” Freshman-listen. Niveauet var for lavt. Den amerikanske hiphop var i en kritisk tilstand af manglende originalitet og dybde, og det var kun Sheff G, Baby Keem og måske Fivio Foreign, der kunne fortjene en plads på en hæderlig Freshman-liste.
Amerikansk hiphop slikker stadig sine sår, og 2021 kan ikke måle sig med 2019 og især 2018, men der er lys forude. Alle former for recessioner har det med at skabe nye idéer og nye tendenser, og der er artister blandt nedenstående, der har vundet en fast plads i min daglige lytterutine.
Her er 10 artister, der har det store gennembrud til gode, men har potentialet til at blive allemandseje på linje med Lil Baby, Megan Thee Stallion og Polo G:
Trapland Pat
Trapland Pat ligner en tegneseriefigur, der er sluppet ud af sit eget univers’ begrænsende rammer, og nu giver den som menneskelig rapstjerne, indtil nogen kommer og tvinger ham tilbage ind i den fiktion, han kom fra. Når han tonser rundt i sine musikvideoer med guldtænder og øjne, der forsøger at løsrive sig fra hans ansigt, kan det virke fjollet og afvæbnende, men tag ikke fejl: Trapland Pat leverer pulserende Florida-rap af høj karat. Selv forstod jeg først for alvor dette, da jeg fandt vej ud af YouTube-kaninhullet og lyttede, kun lyttede, til hans debutalbum ’Thru Da Door’.
Fra første taktslag bliver man bjergtaget af Trapland Pats evne til at gøre hver eneste linje relevant og spændende. Man ved aldrig, hvad der venter rundt om hjørnet, når han på Kodak Blacksk manér gnækker sig igennem tekster om sin forliste football-drøm og Floridas vulgære natteliv. Lyt især til ’Jiggy’, der for mit vedkommende er et godt bud på årets sang i amerikansk hiphop.
Remble
”If mumble rap is a thing, we are calling this clarity rap,” joker internettet om Rembles krystalklare, dikterende rapstil. Her bliver hver en stavelse sirligt udtalt, som var Remble nyhedsoplæser fra sin egen tvivlsomme livsstil i San Pedro, Californien. Måske er det derfor, den uimodståelige ’Touchable’ når bredt ud i de støvede hjørner på TikTok, og så er opskriften på en kommende stjerne så godt som skrevet.
Og så er Remble sjov. Det giver mig mindelser om DaBabys kometgennembrud i 2019, når den mere underspillede Remble gør en dyd ud af at mobbe folk, der går i True Religion: ”Do you really feel fly in True Religion?” rapper han vantro på ’Gordon Ramsay Freestyle’. Hvis han kan fastholde evnen til at forstå og spille med på internettets glubske mekanismer, kan Remble blive en ny, mere populær Drakeo The Ruler. Og det er en god ting.
EST Gee
Glem dobbeltrim og autenticitet, den væsentligste valuta i hiphop er forbindelser. Det forstår EST Gee, der kløgtigt og i den rigtige rækkefølge har charmeret sig ind på det amerikanske rap-parnas. Efter et par opstartsår med gæsteoptrædener hos artister som Sada Baby og 42 Dugg fik han i januar kontrakt hos Yo Gottis pladeselskab, og siden er det gået stærkt. Branchens øjne blev fluks rettet mod EST Gee, da han var gæst på Lil Baby-singlen ’Real As It Gets’, og bulletinerne fra Louisville lyder nu, at Jay-Z hyppigt inviterer den 27-årige rapper i studiet.
Og hvad så med musikken? EST Gee er en endnu mørkere, endnu tungere udgave af Moneybagg Yos nedbarberede trap-univers. Hvad han taber på sin relativt forglemmelige stemme, vinder han hurtigt tilbage ved hjælp af sin hofproducer Forever Rolling, der på numre som ’Lick Back’ og ’Get Money’ sætter den perfekte scene for EST Gees testosteronpumpede gadefortællinger.
Iamdoechii
XXL og andre hiphopmeningsdannere kunne give indtryk af, at man kan fodre svin med interessante kvindelige rappere i USA lige nu. Det er bare ikke rigtig tilfældet. Der er fundet plads til Flo Milli, Lakeyah, Coi Leray og Rubi Rose på XXL’s officielle Freshman-liste, og heraf er det kun førstnævnte, der har et nogenlunde organisk potentiale (Flo Milli, der dog burde have været på i 2020).
Men I skyggen af den generiske urskov af kommercielle jeg-har-en-stor-røv-rappere er et mindre, knoglet træ ved at blomstre sin vej frem i lyset. Hun hedder Iamdoechii, eller bare Doechii, og hun har en række enormt interessante ting kørende for sig: Et viralt hit på TikTok-lillebroderen Triller (den fænomenale ’Yucky Blucky Fruitcake’), en feature på anmelderdarlingen Isaiah Rashads længeventede comebackplade og et vittigt, bredspektret tekstunivers, man kan spinne adskillige plader på. Og så rapper hun bare godt. Hvis Doechii relativt hurtigt kan eksekvere en populær opfølger til ’Yucky Blucky Fruitcake’, er vejen op til feltet bag Cardi B og Megan Thee Stallion ikke helt uoverkommelig.
EBK Jaaybo
EBK Jaaybo, der er en del af det fremstormende, californiske EBK-kollektiv, er, indrømmet, primært på denne liste som kvittering for genistregen ’Death Bedz’. Her reflekterer Jaaybo med hårdtslående selvindsigt over sit kuldsejlede liv på et beat, der flipper Powfus uskyldige ’Death Bed’. Det ligner efterhånden den korteste vej til viral støj for unge rappere at benytte sig af de, på overfladen, mest uoplagte samples og herefter sovse dem ind i ubehagelig socialrealisme. Det fører mig til næste navn på listen.
Yungeen Ace
Hvis Floridas rapscene var en gyserfilm, ville den blive kaldt utroværdig og plat. Regionens fremmeste hiphoptalenter skyder, dræber og håner hinanden på kryds og tværs, og det er fristende at tage den store debat om, hvorvidt man overhovedet kan promovere artister, der tydeligvis profiterer på en autenticitet, der udspringer af alverdens uhyrligheder. Men hvis du vil læse den lange tekst om hiphoppens evindelige Heidegger-debat, bliver det altså ikke i dag. Hvis du derimod vil have en musikalsk anbefaling, der kan give dig en uhyggelig indsigt i det skånselsløse og perspektivfattige bandemiljø i Jacksonville, Florida, vil jeg henlede din opmærksomhed mod Yungeen Ace.
Du vil givetvis have noteret hans navn i forbindelse med den virale ’Who I Smoke’, der sampler Vanessa Charltons sukkersøde 2002-hit ’A Thousand Miles’. På overfladen virker det som et lidt fjollet forsøg på at udstille kontrasterne mellem Charltons banale kærlighedssang og Jacksonville-rappernes pistolfetichisme, men sangen, der er overalt på børneplatformen TikTok, glorificerer hjertekoldt den blodsudgydelse, der foregår på daglig basis i Florida.
Yungeen Ace, der selv blev ramt af otte skud i 2018, synger pralende om at have dræbt 16-18-årige venner af den rivaliserende rapper Foolio, der straks svarer tilbage med en tilsvarende hånende ballade om alle de unge mænd, der har mistet livet på den anden side af en konflikt, ingen rigtig ved, hvad handler om. Den sarkastiske fremstilling af de barske realiteter på sydkysten får det til at løbe koldt ned ad ryggen, men bag de moralske kvababbelser gemmer der sig faktisk en anstændig artist i Yungeen Ace, der sværger til den knækkede, Lil Tjay-agtige klagesangsvokal. I tilfældet YNW Melly (der jo også er fra Florida) lærte vi, hvordan det brutale tekstunivers både fungerer som kommerciel affyringsrampe, men lige så hurtigt kan indhente de unge rappere, der enten ender bag tremmer eller i en ligkiste. Det bliver, i mangel på bedre udtryk, spændende at følge Yungeen Aces bestræbelser på at skabe en farbar tilværelse som aspirerende rapstjerne.
Reese Youngn
Det er en ufravigelig hiphop-regel, at man altid skal holde øje med, hvornår Birdman tøffer rundt i unge artisters musikvideoer med dollartegn i øjnene. Lil Waynes ’The Block Is Hot’ (1999) og Rich Gangs ’Lifestyle’ (2014) er prima eksempler. Nu er det Reese Youngns musikvideoer, der har fået et skud af Birdmans meget lidt beskedne fremtoning. Men han har noget at have det i, Birdman, for meget tyder på, at han stadig har bedre øre for talent end konkurrenter (og tidligere protegéer) som Gucci Mane og Young Thug. Reese Youngns growlende sangstil skal nok skræmme de mest konservative lyttere langt ud af Pittsburg, men har fundet sin metier i en tidlig alder, og det kan komme til at bringe Reese Youngn langt.
DDG
Jeg er egentlig ikke udpræget begejstret for DDG, der startede sin færd mod stjernerne som youtuber, fik produceret beats af selveste Zaytoven helt tilbage i 2016 og senest fik tildelt den attråværdige 10. plads på XXL’s Freshman-liste, der afgøres af læsernes stemmer. Han udgiver snart et fællesalbum med Blueface, hvis du kan huske ham, og det ligner et gevaldigt selvmål. Når det er sagt, er ’Moonwalking in Calabasas’ et storslået nummer, og DDG er generelt stærkest, når han er i det dybsindige hjørne.
KayCyy
Klokken er fem minutter i alvor for KayCyy, for om få dage (går vi ud fra) er han gæst på Kanye Wests nye positive-messages-you-can-turn-op-to-album ’Donda’. Ved lanceringen af sådanne projekter er det altid interessant, om en ung og relativt uprøvet artist kan gribe chancen og katapultere sig frem i lytternes bevidsthed, som Nicki Minaj gjorde det i 2010 på ’Monster’. KayCyy begår sig i genrens mere introverte og tilknappede farvande, men hvis han kan stjæle lidt af rampelyset på en stjernespækket Kanye West-plade, springer han mange af sine udviklingsår over.
Ssgkobe
Ssgkobes lydunivers er så mangefacetteret, at man kan diskutere, om han overhovedet hører til på en liste som denne. Han er en af de artister, hvor hele industrien øjensynlig er blevet enige om at gøre hans gennembrud uundgåeligt. Bella Hadid deler hans uudgivede musik, Cole Benett instruerer hans musikvideoer og han spiller på alt for store scener på hiphopfestivalen Rolling Loud. Senest skrev Ssgkobe under på en pladekontrakt med ungmogulen Zack Bia, så verden går sin gang, og industrien får altid sin vilje.
Er ovenstående 10 rappere utilstrækkeligt for dig? Så lyt også til Wallie The Sensei, Pooh Shiesty, Rah Swish, AFN Peso, YTK, Kevo Muney, Spinabenz, YTB Trench, Blxst, Kalan.Fr.Fr, Foolio og Goonew.
