The Godfather, 1972
“If ever there was a great example of how the best popular movies come out of a merger of commerce and art, "The Godfather" is it.” - Pauline Kael i New Yorker, 1972
Det lå ikke i kortene, at romanforfatter Mario Puzos kioskbasker ‘The Godfather’ fra 1969 skulle blive en af de mest kritikerroste og indflydelsesrige amerikanske film nogensinde. 12 instruktører afviste at omdanne romanen om gangsterfamilien Corleone til celluid, inden Francis Ford Coppola modvilligt påtog sig rollen som instruktør - på trods af at han med egne ord fandt forlægget “sleazy”.
Tre år senere landede ‘The Godfather’ i biograferne. Francis Ford Coppola var udkørt efter at have udkæmpet – og i sidste ende vundet – adskillige slag med studierne om alt fra fra castingen af Al Pacino og Marlon Brando i de bærende roller til beslutningen om at lade historien udspille sig i 1940’erne (producenterne ville have filmen til at foregå i 1970’erne, da det ville gøre produktionen billigere).
“Det er den mest skræmmende og deprimerende oplevelse, jeg nogensinde har haft”, fortalte Coppola senere om sin oplevelse med filmen. Heldigvis for alle os andre holdt han stand og lavede en af de bedste film nogensinde.
Fra Nino Rotas stemningsfulde soundtrack og en perlerække af one-liners (“Han får et tilbud, han ikke kan afslå”) leveret af historiens bedste cast af skuespillere, til en både kompleks og skamløst underholdende historie om bagsiden af den amerikanske drøm, er der ikke noget at sige til, at ‘The Godfather’ fik fuld plade af anmelderne.
Kan streames på Netflix, HBO Nordic m.fl.
Metacritic Score: 100
Sådan fungerer Metacritic
Metacritic samler alle udenlandske anmeldelser inden for film, TV, musik og computerspil. Hvert værk får tildelt en score fra 0 til 100 baseret på, hvor mange negative eller positive anmeldelser, de har fået. Har en film udelukkende fået positive ord med på vejen fra kritikerne, scorer den 100% på Metacritic’s barometer.
Skjulte øjne (Rear Window), 1954
‘Rear Window’ develops such a clean, uncluttered line from beginning to end that we're drawn through it (and into it) effortlessly. The experience is not so much like watching a movie, as like ... well, like spying on your neighbors. - Roger Ebert, Chicago Sun-Times.
Blot 8 film scorer 100 procent på Metacritics liste over de bedst anmeldte film nogensinde. To af dem tilhører Alfred Hitchcock. Den ene er ‘Vertigo’, som ligger nummer et på The British Film Institutes liste over de bedste film nogensinde. Den anden er ‘Skjulte øjne’, som i mine øjne er en bedre film.
James Stewart spiller pressefotografen, som sidder lænket til en kørestol i sin lejlighed efter en ulykke. Af ren og skær kedsomhed begynder han at udspionere beboerne overfor. Overbevist om, at han har overværet et mord i en af lejlighederne, hyrer han sin kæreste Lisa (Grace Kelly) og sin sygeplejerske Stella (Thelma Ritter) til at agere detektiver for sig.
"Jeg følte mig vældig kreativ i denne periode," har Hitchcock senere fortalt om filmen, og ‘Skjulte øjne’ er da også den måske mest legesyge og velkomponerede film i instruktørens CV, der ikke skorter på mesterværker.
Det er et genialt fortællemæssigt greb at lade hele filmen udspiller sig on location i James Stewarts lejlighed. Hovedpersonen gør nemlig som publikum, der ser filmen: han udspionerer private menneskers live gennem en linse. Når Grace Kelly bryder ind i den formodede morders lejlighed, mens han er væk, reagerer James Stewart ved at hviske “Get out” mellem tænderne – akkurat som os, der ser filmen, gør det.
Igennem hele Hitchcocks karriere tilfredstillede instruktøren vores voyeristiske tendenser, men aldrig før eller siden opildnede han dem med større virtuositet og et så klart selvbevidst glimt i øjet som i ‘Skjulte øjne’.
Kan streames på YouTube og Blockbuster
Metacritic Score: 100
Pan’s Labyrinth, 2006
This is a fantasy realm so fully and elegantly realized, it might be the adaptation of a classic novel. Yet the source is Del Toro's own capacious imagination. – Mary Corliss, Time Magazine.
Da den mexicanske instruktør Guillermo del Toro forsøgte at finde finansiering til sit grusomme eventyr sat i efterkrigstidens diktatoriske Spanien, fik han smækket den ene dør i hovedet efter den anden. Ingen troede på, at et Brødrene Grimm-inspireret eventyr om en ung pige, der møder stenguden Pan i en labyrint i skoven og gennem tre prøver skal bevise, at hun er prinsesse i et hemmeligt undergrundsrige, ville blive en succes.
“Pengemændene vendte mig ryggen og alle involveret i min karriere advarede mig om, at det her var den største fejl, jeg kunne begå. Men jeg er utrolig glad for resultatet. Og for mig vil intet nogensinde blive det samme igen”, fortalte Guillermo del Toro til den britiske avis The Guardian kort efter filmens premiere. Det skulle vise sig at være sandt.
‘Pan’s Labyrinth’ blev hyldet af kritikere verden over – også herhjemme, hvor filmen scorede topkarakter i seks af dagbladene – og Guillermo del Toro slog sit navn fast som en af de mest visionære instruktører i hele verden. Og selvom han siden vandt en Oscar for ‘Bedste film’ med en anden monsterfilm – ‘The Shape of Water’ – står ‘Pan’s Labyrinth’ stadig som kronjuvelen i instruktørens filmografi.
‘Pan’s Labyrinth’ er et visuelt mesterstykke med nogle af de mest originale monsterdesigns nogensinde skabt på film. Særligt det ranglede, nøgne monster med øjne i håndfladerne, som pigen Ofelia møder i labyrintens mørke kringelkroge, brænder sig fast på nethinden – og tager fast bolig i de mørkeste afkroge af underbevidstheden, som vores mareridt er gjort af.
‘Pan’s Labyrinth’ er dog ikke blot en æstetisk godbid. Det er også en hjerteskærende og grum politisk fabel, der tager favntag med et af de mørkeste kapitler i nyere historie på en dybt original måde. Filmen er virtuost fortalt og indeholder så mange fortolkningslag, at man efterlades både mundlam af beundring og intellektuelt stimuleret.
Kan streames på iTunes
Metacritic Score: 98
Rashomon - Dæmonernes port, 1950
Akira Kurosawa's 1950 masterwork is a chilling, utterly memorable dissection of the nature of human communication – Peter Bradshaw, The Guardian.
I 1951 fik den japanske instruktør Akira Kurosawa et telefonopkald fra filmfestivalen i Venedig. Hans drama ‘Rashomon’ havde netop vundet hovedprisen Guldløven. Akira Kurosawa anede ikke engang, at filmen var blevet vist på festivalen. Da ‘Rashomon’ nogle måneder senere hev en Oscar hjem for ‘bedste udenlandske film’, var det endelige gennembrud for japansk film i Vesten endelig en realitet.
Efter ‘Rashomon’ udsendte den japanske mesterinstruktør nogle af filmhistoriens mest betydningsfulde værker – ‘De syv samuraier’ (1954) ‘Den skjulte fæstning’ (1958) og ‘Livvagten’ (1961) for blot at nævne nogle få – og Akira Kurosawa blev en kæmpe inspirationskilde for nogle af de vigtigste amerikanske instruktører de seneste 60 år, herunder Martin Scorsese (der kaldte Kurosawa for sin ‘sensei’), George Lucas, Francis Ford Coppola og Steven Spielberg.
‘Rashomon’ foregår som de fleste af Kurosawas værker i det feudale Japan (fra ca. det 13. århundrede – 17. århundrede). Men hvor instruktørens senere samuraifilm er episke historiske dramaer fyldt til randen med bjergtagende actionsekvenser, er ‘Rashomon’ en langt mere afdæmpet og nedskaleret fortælling om mordet på en samurai og voldtægten af dennes brud. Det gør dog ikke filmen til en mindre bedrift.
Fortalt af fire forskellige personer – en bandit, bruden, ægtemandens spøgelse og en skovhugger – præsenterer filmen publikum for fire forskellige versioner af begivenhedernes gang, uden at få et definitivt svar på, hvem der taler sandt. Som
Akira Kurosawa senere skrev i sin selvbiografi, er mennesket ikke er i stand til at fortælle sandheden om sig selv uden at pynte på den. Sandheden afhænger med andre ord af øjnene, der ser den – og læberne, som gengiver den.
Den pointe virke banal i dag – ligesom upålidelige fortællere og ukonventionelle fortælleformer for længst er blevet mainstream med film som Quentin Tarantinos ‘Pulp Fiction’, Christopher Nolans ‘Memento’ og David Finchers ‘Gone Girl’ fx. Men det hele startede i 1951, da Akira Kurosawa tænkte ud af boksen og sendte rystelser gennem filmlandskabet. Rystelser, som vi stadig mærker efterdønningerne af i dag.
Kan streames på iTunes.
Metacritic Score: 98
Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb, 1964
“Kubrick has shown before that he is a director of rare gifts. Dr. Strangelove brings them into full realization." – James Powers, Hollywood Reporter.
“Stanley Kubricks nye film er uden tvivl den sygeste joke, jeg nogensinde er stødt på. Jeg finder overhovedet ikke filmen morsom, kun ondskabsfuld og syg”, skrev New York Times-kritikeren Bosley Crowther med indigneret pen, da koldkrigssatiren ‘Dr. Strangelove’ udkom i 1964 – blot et år efter Cuba-krisen var en hårsbredde fra at sende verden ud i Tredje Verdenskrig.
Heldigvis for Stanley Kubrick, fangede de fleste andre joken. ‘Dr. Strangelove’ er stadig den polariserende instruktørs mest enstemmigt roste værk. Og det er da også svært ikke at knuselske en film, der føles akkurat lige så mageløs, absurd og sorthumoristisk i dag, som da den udkom for mere end et halvt århundrede siden.
Gnisten, der antænder den sprængfarlige satire i filmen, er general Jack D. Ripper fra det amerikanske luftvåben. I en tilstand af dyb koldkrigsparanoia bliver generalen overbevist om, at Sovjetunionen forsøger at fravriste amerikanerne deres kropsvæsker.
Derfor sender han på egen hånd atombevæbnede bombefly på vingerne med kurs mod USSR. USA’s præsident (spillet af Peter Sellers) indkalder sine rådgivere – herunder den kørestolsbundne videnskabsmand Dr. Strangelove, spillet med rablende nazihilsende vanvid af selvsamme Peter Sellers – til møde i Krigsværelset. Her skal de sammen forsøge at stoppe den kæde af fatale tilfældigheder, som truer med at udløse en verdensomspændende atomkrig
Den kolde krig er for længst død og borte, og truslen fra de kommunistiske regimer er nærmest ikke-eksisterende. Så spørgsmålet er, hvad vi skal bruge ‘Dr. Strangelove’ til i dag? Svaret er indlysende: inkompetence, magtsyge og fejlbarlighed går aldrig af mode – særligt ikke den slags, der foregår på allerhøjeste niveau i statsapparatet. Albert Einstein udtrykte det måske bedst, da han sagde, at kun to ting er uendelige – universet og menneskets dumhed. Og så længe vi aldrig lærer af vores fejl og bliver ved med at opføre os som idioter, er ‘Dr. Strangelove’ evig aktuel.
Kan streames på Blockbuster og iTunes.
Metacritic Score: 97
12 Years A Slave, 2013
“The cumulative emotional effect is devastating: the final scenes are as angry, as memorable, as overwhelming as anything modern cinema has to offer.” – Tom Huddleston Time Out
Det er ironisk, at der skulle en brite til for at tackle et af USA’s mørkeste kapitler i på film. Men med ‘12 Years a Slave’ lykkedes det på imponerende vis den engelske instruktør Steve McQueen at pakke melodramaet, klicheerne og historieforvanskningen væk og vise os slaveriet, som det i virkeligheden var: grusomt, umenneskeligt og amoralsk.
Hvor film som ‘Farven Lilla’, ‘The Butler’ og ‘The Help’ kun kradser i overfladen af USA’s mørke forhistorie, flår ‘12 Years of Slave’ såret op og viser arret i al sin grimhed. Og den gør det så overbevisende og uforglemmeligt, at ‘12 Years a Slave’ ikke blot står tilbage som en af de vigtigste amerikanske film i en halv menneskealder – men også som en af de allerbedste.
‘12 Years a Slave’ er baseret på en biografi fra 1835 om afroamerikaneren Solomon Northup, der levede i frihed sammen med sin kone og tre børn, inden han blev kidnappet og bortført til et liv som slave i de nådesløse bomuldsmarker i Louisiana. “Fortæl ingen, hvem du er, og fortæl ingen, at du kan læse og skrive, medmindre du ønsker at være en død nigger,” lyder rådet fra en af de andre slaver.
Men Solomon vil ikke blot overleve – han vil leve. En mission, der viser sig næsten umulig at gennemføre, da han havner i kløerne på den sadistiske og drikfældige plantageejer Edwin Epps, spillet med isnende kulde og vidunderlig galskab af Michael Fassbender.
‘12 Years a Slave’ blev et vendepunkt i moderne amerikansk filmhistorie. Den Oscar-vindende film beviste nemlig, at amerikanerne langt om længe var klar til at se fortidens synder i øjnene og dvæle ved slaveriets grusomheder i populærkulturens navn. Og det er i virkeligheden filmens allerstørste triumf.
Kan streames på Viaplay og Blockbuster.
Metacritic Score: 96
Se, hvad vi ellers skriver om: Film, Streaming og Netflix
