6 du bør streame: De store fortællinger står i kø
Fortællingen er tilbage som vilter kunstart på streamingtjenesterne. Uanset om du er til gangstere, opløste ægteskaber eller en mand på en mission, kan du godt placere dig i sofaen og få en stor oplevelse.
Foto: PR 'Forhøret'.
Vi er på vej ud af 2010’erne. Det har om noget været et årti, hvor teknik har fyldt en hel del i filmverdenen. Men rent faktisk er der rig mulighed for, at 2020’erne kan blive fortællingernes og fordybelsens filmårti. De teknologiske muligheder og mange penge hos streamingtjenesterne giver nemlig filmskaberne friere hænderne, end de fleste havde forestillet sig.
Og allerede nu er der faktisk blevet taget forskud på fortællefesten. For i øjeblikket er de danske streamingtjenester et overflødighedshorn af krøllede, men alligevel nærværende og smertelige filmiske fortællinger.
Her er seks brillante sager, som du ikke må snyde dig selv for.
Marriage Story
Noah Baumbach har lavet filmperler som ’The Squid and the Whale’ og ’Frances Ha’, men aldrig har han været så skarp en fortæller som i ’Marriage Story’. Med få klassiske virkemidler fortæller den amerikanske instruktør en så rolig og alligevel dramatisk historie, at man både griner og græder sig igennem de godt to timer. Scarlett Johansson og Adam Driver spiller et par fra den kreative klasse, som må gennemgå en skilsmisse, og med dialoger, der bider fra sig igen og igen, leverer de to skuespil fra den allerøverste Hollywood-hylde. 2010’erne har om noget været de store, dyre superheltefilms årti i den amerikanske filmindustri, men alene historien i ’Marriage Story’ viser, at der stadig er håb for filmkunst til det brede publikum på den anden side af Atlanten.
Kan streames på Netflix
Room 104, tredje sæson
Duplass-brødrene fortæller som ingen andre. Det er deres lille, eksperimenterende ’Room 104’ et suverænt eksempel på. Eftersom herligheden her er en antologi-serie, er der ingen længerevarende fortællespor, men til gengæld er der mange elegante bud på, hvordan man fortæller noget meget præcist inden for alle mulige genrer – og med det solide benspænd, at alt skal foregå på et enkelt hotelværelse. Nummer 104 for at være mere præcis. Det hele er eminent forløst, og ofte med så mange fortællelag, at man ikke bare kan binge her. Tværtimod kan man se et enkelt eller to afsnit og så ellers fundere resten af aftenen.
Kan streames på HBO Nordic
Forhøret
Når man lægger ud som rendyrket artfilm-instruktør, er det noget af en forandring, der skal til, hvis man skal kunne skrue en både spændings- og stemningsmættet serie sammen. Men det kan Christoffer Boe. Den danske instruktør viste allerede i TV2-serien ’Kriger’ fra sidste år, at smukke billeder ikke behøver stå i vejen for et plotdrevet drama, og det beviser den danske instruktør så endnu engang med ’Forhøret’. Her er Ulrich Thomsen på jagt efter den mand, der dræbte hans datter, og selvom Boe referer indædt til de gamle, amerikanske historiefortællere, så formår han alligevel at gøre ’Forhøret’ til noget, der kun kan komme fra lige netop hans instruktørhånd. Især på grund af seriens elegante billedfortælling.
Kan streames på Viaplay
The End of the F***ing World, sæson 2
Hvis man skulle uddele prisen for den mest tossede og udskejende fortælling i serieverdenen anno 2019, så er dette med afstand vinderen. Serieskaber Jonathan Entwistle og manuskriptforfatter Charlie Covell formår at hive og flå i den sorte humor, selvom serien handler om unge mennesker midt i en livslede. Ved at gøre replikkerne fladpandede og alligevel intellektuelt stimulerende, serveres en fortælling, som de ikke laves andre steder. Konstant skifter synsvinklen, mens de indre monologer både er ubehagelige og ustyrligt morsomme. At de to unge hovedpersoner samtidig spilles til en reel prisregn af Jessica Barden og Alex Lawther, gør kun det hele endnu bedre.
Kan streames på Netflix
Things to Come
Mia Hansen-Løve lyder dansk, men er fransk som en croissant. Som instruktør tror hun om nogen på den store historie, der nøgternt og billedmusikalsk skal udfoldes, så vi kan følge med, men aldrig kede os. ’Things to Come’ er hendes til dato mest elegante film, hvor Isabelle Huppert spiller en filosofilærer, der pludselig skal genopfinde sig selv, da hendes mand forlader hende. Det lyder måske ikke som et helt specielt drama, men netop fordi hovedrolleindehaversken og instruktøren formår at udfolde en historie, der både holder én i hånden og uddeler ørefigner med den anden næve, bliver ’Things to Come’ en både rolig og alligevel stort fortalt historie.
Kan streames på HBO Nordic
The Irishman
Der er sagt og skrevet meget om Martin Scorseses brug af moderne teknologi, som kan få gamle gutter som Al Pacino og Robert De Niro til at ligne knægte igen. Men det er nu historien i ’The Irishman’, der er allermest blændende! For Scorsese har en musikalitet i sin klipning og billedbehandling – tænk bare på ’Taxi Driver’ eller ’The Wolf of Wall Street’ – der gør, man ikke ænser noget som helst andet end hans fortælling. ’The Irishman’ er et menneskeligt drama, men filmen er i den grad også den helt store historie om, hvordan politikere og gangstere har en ret så gedigen del til fælles, mens springene i tid undervejs giver mulighed for at tegne epoker smukt op. Det her er historiefortælling, når den er bedst.
Kan streames på Netflix
Se, hvad vi ellers skriver om: Serier, Netflix og HBO